Kort tid efter premieren på “Avatar: The Way of Water” giver producer Jon Landau os yderligere indsigt i, hvad vi kan forvente af “Avatar 3”, “Avatar 4” og “Avatar 5”.
I forbindelse med et interview i Empire, har “Avatar”-producer Jon Landau offentliggjort mere information om de kommende film i serien. Han fortæller om en skuespillers rolle, sammenhængen mellem de kommende film i serien og en hentydning til, hvordan planeten Jorden kommer til at se ud.
“Avatar 3”
Instruktør James Cameron fortsætter på Pandora. Den næste film i serien, “Avatar 3”, er gået i post-produktion, og seriens første introduktion til ild-Na’vierne kan ikke komme tidligt nok. Hvor Cameron har brugt de første to film som eksempler på Na’vierne som væsener med fredfyldte overbevisninger, møder vi nu et Na’vi-folk, som fokuserer på vrede og aggression.
Nu har vi et kendt ansigt, vi kan sætte på en af de nye karakterer: “Game of Thrones”-stjerne og Charlie Chaplins barnebarn, Oona Chaplin, er blevet bekræftet som ild-Na’viernes leder, Varang. Castingen af Oona Chaplin til “Avatar 3” har længe været offentligt kendt, men det er først nu, vi får offentliggjort, hvilken rolle hun spiller i filmen.
“Avatar 4”
Indtil videre er information om den fjerde film i serien fortsat i det skjulte. James Cameron mangler stadig at skyde en del af filmen. Dog har producer Jon Landau udtalt, at vi kan forvente et større tidsspring mellem handlingen i 3’eren og 4’eren. “Avatar 4” vil dele flere ligheder med den efterfølgende “Avatar 5”, og der vil derfor være en mere kontinuerlig historie; 4’eren og 5’eren imellem. Om ild-Na’vierne fortsætter i 4’eren og 5’eren er fortsat uvidst.
Du kan læse vores anmeldelse af “Avatar: The Way of Water” her.
“Avatar 5”
Efter Box Office-succesen med “Avatar: The Way of Water” er der stor sandsynlighed for, at “Avatar 5” får grønt lys. Hvis det sker, bliver det en større omvæltning ift. tidligere eventyr på den blå Pandora. Ifølge Jon Landau kommer filmen til at besøge Jorden. Som fans allerede er klar over, undersøger Research Development Administration (RDA) i 2’eren muligheder for at bebo Pandora og skabe bæredygtige forhold for menneskene, siden Jorden er døende. Landau udtaler, at selvom forholdene på Jorden er forfærdelige, er det ikke hensigten “at male et dystert billede af, hvor vores verden bevæger sig hen”. Produceren uddyber: “Filmene indbefatter også idéen om, at vi kan skifte kurs”. Hvordan Jorden reelt kommer til at se ud, finder vi først ud af, når vi nærmer os det endelige kapitel i serien.