Advarsel! Spoilers for flere MCU-film forude, heriblandt “Spider-Man: No Way Home”, “Black Widow” og “Eternals”.

Marvel Studios’ seneste superheltestorfilm, ”Thor: Love and Thunder”, er endelig biografaktuel, og med det har vi ikke kun fået nye bidrag fra MCU-veteraner som Chris Hemsworth, Tessa Thompson, Taika Waititi (der også er filmens instruktør) og Natalie Portman. Vi er nemlig også blevet introduceret til en ny skurk fra selveste Christian Bale, Batman-helten, der endelig har levet længe nok til at se sig selv blive skurk. Waititi har fortalt, at Gorr the God Butcher ved testscreeninger har scoret højest blandt samtlige hidtidige superskurke i MCU, så det har inspireret os til at tage et kig på de allerbedste af de allerværste og se, om den sort-hvide gudemorder kan blande sig i samtalen. Samtidig tager vi også et kig på et par af de skurke, som ikke nødvendigvis er de værste af de værste, men som i stedet bare er dem, som fik os til at gå ud af biografen med et skuffende suk.

Skurkene er inddelt i vilkårlig rækkefølge og er altså ikke rangeret. For at holde listen af muligheder på et nogenlunde overskueligt niveau, når nu vi i første omgang holder os til syv karakterer, har vi valgt kun at inkludere skurke, der først har optrådt i film. Det betyder altså, at en karakter som Loki godt kan optræde på listen, selvom han har sin egen serie. Det betyder til gengæld også, at vi ikke kommer til at se fantastiske skurke såsom David Tennants Kilgrave og Vincent D’Onofrios Kingpin.

De bedste skurke


Thanos

thanos / filmz.dk

Lad os få den mest åbenlyse krydset af med det samme. Thanos var MCU’s big bad fra de allertidligste film og lurede længe i skyggerne, gemt bag sine undersåtter. Dog var det først da han selv indtog spotlightet som den primære skurk i ”Avengers: Infinity War”, at vi for alvor kunne forstå præcis hvor mægtig en trussel, vores helte stod overfor. Filmens åbningsscene cementerede Thanos som en nådesløs og ustoppelig force, som bankede den usandsynligt stærke Hulk og faktisk lykkedes med at gøre en ende på den evigt dødsundvigende Loki. Han kan tilmed også prale af at være den eneste Marvel-skurk til dato, der faktisk har sluttet en film af som sejrsherre, og selvom vores helte i ”Endgame” formåede at få universets forsvundne befolkning tilbage, så kan Thanos’ handlinger stadigvæk mærkes i MCU den dag i dag. Josh Brolins fantastiske motion-capture-præstation skal heller ikke gå ubemærket hen, for på trods af skurkens lilla, gigantiske alien-ydre, så er det svært at forestille sig andre fremmane den samme form for intensitet og nådesløshed samtidig med fra tid til anden at kunne vise enkelte glimt af menneskelighed. Thanos er blandt de bedst opbyggede skurke, der har været i Marvel-universet til dato, og det bliver spændende at se, om Feige og co. kan levere endnu en så gennemført fjende igen.

Killmonger

killmonger / filmz.dk

Det er ikke mange Marvel-film, hvor skurken stråler stærkere end resten af filmens elementer, men vi vil nu alligevel slå et slag for, at det netop er tilfældet for Michael B. Jordans Erik Stevens, aka Killmonger. I modsætning til Thanos, er Killmonger en live-action one-off, idet han både blev introduceret og afskediget i samme film, ”Black Panther” (vi adskiller den her Killmonger fra hans ”What if…?”-pendant). Hvor Killmonger er endnu et eksempel på skurken med de samme evner som helten, så er det hans tragiske forhistorie forenet med Jordans karismatiske præstation, som gør Killmonger til en af de mest gribende skurke i MCU. Hans motiv for at ønske at blive konge af Wakanda er nemt at forstå, og som en af de mest talentfulde kampudøvere i Marvel-universet, vinder han endda på ærlig og redelig vis retten til tronen – egnet eller ej. Sidst men bestemt ikke mindst, fik han en af de smukkeste (både visuelt og emotionelt) scener i MCU, da han døde ved sin fætters side i lyset af Wakandas solnedgang.

Green Goblin

green goblin / filmz.dk

”Spider-Man: No Way Home” var en ekstraordinær film på rigtig mange punkter, men det skyldes især dens fantastiske skurkegalleri. Alle skurkene er ’lånt’ fra Sam Raimi og Marc Webbs tidligere non-MCU-”Spider-Man”-film, men på trods af de mange modstandere filmen formår at gøre dem alle til meget mere end bare cameos og boksebolde. Med både Doctor Octopus, the Lizard, Sandman, Electro og Green Goblin er der masser af karaktere til at dele skærmtiden, men især sidstnævnte får rollen som den primære skurk – og gudskelov for det. Willem Dafoe giver endnu en fænomenal præstation som den til tider gale, til tider ynkværdige Norman Osborn, som egentlig bare gerne vil hjem til sin egen verden. Han er fantastisk i sine actionscener, og han udgør en sadistisk plage over for Tom Hollands Peter Parker. Specielt i scenen, der fører til tante Mays død, er han umanerligt god, og hans nådesløse, hånende opførsel her er nok til at gøre ham til en ekstremt mindeværdig skurk, der sagtens kan stå på egne ben, uafhængigt af Raimi-filmene.

Zemo

zemo / filmz.dk

Baron Zemo er en sjov størrelse. Ikke alene er han den eneste skurk på den her liste, der ikke nyder godt af nogen form for superkræfter på noget tidspunkt. Han er nemlig også blandt de få superskurke, som aldrig ’krydser klinger’ med nogle af vores superhelte. Han er en utroligt intelligent skurk i den forstand. Han kender sine egne fysiske evner, som (selvom de bestemt ikke er at kimse ad) på ingen måde kan hamle op med eksempelvis Captain Americas og Iron Mans kræfter. Til gengæld drager han fordel af sin taktiske intelligens, og i ”Captain America: Civil War” er det som om, han konstant er et træk foran i et spil skak, som heltene langt hen ad vejen ikke engang ved, de er med i. Det er en spændende tilgang til skurkerollen, som udgør en af de mest interessante skurke i MCU. Daniel Brühl giver os en overbevisende præstation som den bedrevidende men lidende taktiker, der er produktet af en tragisk fortælling, som på dragende vis kaster lys over nogle af de sideeffekter og følgeskader, der kommer ved superheltearbejdet. Rollen er naturligvis lige så velspillet i ”The Falcon and the Winter Soldier”, og hvis rygterne taler sandt, kan vi også glæde os til at se ham i den kommende ”Thunderbolts”-film.

Loki

loki / filmz.dk

Det er klart, at der er nogle karakterer, der kan drage fordel af at have optrådt i flere end én film, og ligesom Thanos er Loki sådan én. Efter først at have optrådt i ”Thor”, blev han i sin jagt på the Tesseract, kuben som indeholdt rumstenen, den første store modstander for det nydannede superheltehold the Avengers. På én gang frygtindgydende, smålig, snu, magtliderlig og ynkværdig gav Tom Hiddleston os en skurkepræstation, som ofte overstrålede det meste af samlingen af Hollywood-superstjerner, som udgjorde Avengers-holdet. Og selvom balladeguden igennem flere film blev ved med at bevæge sig længere og længere over imod sin bror og resten af heltene, var det svært at ryste forventningen om et snarligt forræderi af sig – lige indtil filmen ’knækkede’, og han i ægte Loki-manér måtte lade livet i et forsøg på at dræbe Thanos. Loki er en karakter, der oser af charme, og som i den grad har fortjent sit eget spotlight, hvorfor det er fantastisk, at der allerede er en ny sæson af hans solo-serie på vej.

De mest skuffende skurke


Taskmaster

taskmaster / filmz.dk

At man har ændret karakteren bag Taskmaster fra Tony Masters til Antonia Dreykov gør mig ingenting. Det er stadigvæk muligt at lave en skurk, der er medrivende, interessant og spændende at se på. Især når den skurks superevne er, at kunne indstudere og kopiere sine modstanderes bevægelser, taktiker og kampteknikker på stedet. Så spørgsmålet er bare, hvordan man har formået at lave Taskmaster så ufatteligt kedelig og ensidig? Kun meget få gange så man i ”Black Widow” beviser på skurkens analytiske evner, men for det meste fik vi bare små ’cameos’ fra helte, hun havde studeret. Ja ja, Black Panthers spidse negle er cool, og et Captain America-agtigt skjold er meget sjovt, men der er så få eksempler på nogen tydelig kopiering eller taktisk overlegenhed, at Taskmaster ofte bare føles som en Avengers-wannabe, der har fået adgang til heltenes specielle våben og ikke deres evner. Ligesom med Zemo er der dog rig mulighed for, at vi får lov til at se Olga Kurylenko som karakteren igen – forhåbentlig i ”Thunderbolts” –, så der er stadigvæk tid til at få fuldt udbytte på de indtil videre underudnyttede evner.

Kro

kro / Filmz.dk

Kro er ikke den mest spændende skurk i verden – nærmere er han lidt i den kedelige ende, og når det kommer til stykket, er det nok bare en karakter, man ikke rigtig husker. Det er på trods af at han sådan set har et motiv, som er nemt nok at forstå, og han er en karakter, som instruktør Chloe Zhao gerne vil have, vi får empati med. Men han er bare ikke særlig spændende. Han er i sidste ende bare et monster. Så hvis Kro bare er lidt kedelig, hvorfor er han så blandt de største skuffelser? Det er han, fordi det er Bill Skarsgård, der gemmer sig bag alle effekterne. Han er en yderst habil skurkeskuespiller, hvilket han beviste i rollen som Pennywise i Andy Muschiettis ”It”, så det er bare utroligt forundrende, hvordan karakteren kan være så intetsigende. Det føles som spild, at en skuespiller af hans kaliber skal bruge sin MCU-debut på det her. Samtidig bliver Kro overstrålet af Ikaris, hvis skurkeafsløring var væsentlig mere fængende, end det vi nu engang så fra Devianten. Heldigvis er Skarsgård ikke ligefrem til at kende i hans CGI-dragt, så hvis han nogensinde skulle få tilbuddet om at vende tilbage til MCU, burde der være rigeligt af karakterer at tage fat i

Det var vores liste over vores MCU-skurkefavoritter og et par af vores største skuffelser. Der var ikke plads til nogen Gorr the God Butcher i denne omgang, men der er selvfølgelig intet facit her, så hvis I synes, at han eller nogen andre mangler, skal I være velkomne til at tilføje nogen i kommentarfeltet.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: