Kraven The Hunter
Udgivet 13. dec 2024 | Af: Jonas Hansen | Set i biografen
Hvad får man, hvis man spærrer tre manusforfattere ind i et aflåst lokale på Sony, giver dem to DVD’er (Crocodile Dundee og Fast and Furious 6), 1 kg hash og alle rettighederne til Spider-Mans skurkekatalog? Korrekt, Kraven The Hunter.
Til at starte med: Kraven The Hunter er bedre, end jeg regnede med, men samtidig kedeligere, end jeg havde forventet. Der er ikke mange mindeværdige kampscener eller replikker på filmens 2 timer og 7 minutters spilletid. Faktisk er jeg præcist det samme menneske før og efter, jeg har set filmen. Jeg har den samme puls, jeg er ikke sulten efter mere, jeg er ikke mæt, træt, energisk, trist eller glad. Jeg har det som, når min kæreste fortæller en historie fra hendes arbejde, når man er gået i seng, og man bliver prikket på skulderen og siger: “Hva’?” Og hun spørger: “Hører du efter?”… “Ja ja,” svarer jeg, selvom jeg ikke har hørt et ord.
Kraven The Hunter handler om den amerikansk/russisk/engelsk-fødte mand Sergei Kravinoff. Hvorfor de kun er i England og Rusland, men taler amerikansk til hinanden, aner jeg ikke, men sådan er det bare. Han er født ind i en mafiafamilie sammen med sin bror Dmitri og deres far Nikolai. Faderen er gammeldags og vil gerne lære drengene, at en rigtig mand skyder uden hverken jagttegn eller inden for sæsonen, for det handler om at blive en legende. Og det bliver man til, hvis man dræber en legende. Den legende er i dette tilfælde en løve i Tanzania.
De møder løven, Sergei bliver angrebet, men får løveblod ned i sit sår. Faderen skyder løven, og en ung pige kommer ud af det blå forbi og giver Sergei en modgift, som gør ham til en blanding af Tarzan og Dr. Dolittle. Sergei er sur over, at faderen har dræbt løven (hvorfor?), og han flygter til Ruslands åbne vidder. Her lever han af fisk, og for at slå tiden ihjel dræber han krybskytter med de bare næver.
Den morderiske idyl bliver hurtigt stoppet, da Kraven dræber nogle krybskytter, som er forbundet til mafiaen, der har et udstående med Kravens familie. Nu skal han redde sin elskede bror fra at komme i klemme imellem ham og faderens konflikter.
Filmen er på mange måder en gangsterfilm, men ikke en god en. Faktisk er filmens store problem, at den ikke ved, hvad den er, udover en undskyldning for at beholde rettighederne til Kraven The Hunter og Rhino. Hvis ikke jeg tager meget fejl, så er det en del af Sony og Disneys aftale, at de karakterer, de hver især bruger, ikke må nævnes eller optræde i hinandens produkter. Derfor vil Sony spytte så mange film ud med fede karakterer som muligt, før Disney bruger dem. Det kan i den grad ses i denne film.
For filmen fortæller mig ikke noget, den har intet på hjerte. Kraven har ingen rejse eller personlighed. Hans karaktertræk er, at han er veltrænet og ret glad for dyr. Han går og klæder sig, som om han skal byde de nye Robinson-deltagere velkommen. Han snakker i tåger og synes selv, det er ret sejt, at han er “hunter”. Jeg kunne ikke lade være med at rulle øjne, hver gang nogen sagde “hunt” eller “hunter”.
“What do you work with?”
“I hunt.”
“What do you hunt?”
“…People.”
Filmen tager sig selv mere seriøst, end den har ret til. Den griner aldrig lige så meget af sig selv, som vi andre gør. Den vil gerne have, at jeg synes, det er sejt, at Kraven ikke kan sove i en seng, men at han sover på græsset. Eller at han spiser en rå fisk med en militærkniv, imens han sidder i hug. Eller at han klatrer på bygninger i stedet for at tage elevatoren, men når han gør det, kaster han med knive for at holde døren åben.
Skurken Rhino ligner mest af alt en tør albue med horn i panden. Jeg ved ikke, om det er en bedre udgave end Paul Giamattis fra The Amazing Spider-Man 2, men den er i hvert fald meget anderledes.
Det er svært for mig ikke at blande mine personlige problemer ind i filmen, men jeg må nævne det. Jeg har en anke med film, som bruger andre titlecards i titel-sekvensen end dem, de bruger i trailere og markedsføring. På plakaterne til Kraven The Hunter har vi set den store sorte jungleskrift med guldkanterne på, men i starten af filmen, når titlen kommer, er det helt almindelig kedelig, hvid skrift. Andre film har gjort det samme, såsom Mad Max: Fury Road, Inglourious Basterds og endda Thomas Vinterbergs Jagten.
Jeg syntes personligt ikke, at filmen var sjov. De 15 andre, der sad i salen, grinede af filmens jokes, så det er vel fint nok. At vi på premieredagen kun var 15 i salen, kommer ikke bag på mig. Filmen har skubbet sig selv fra januar 2023, oktober 2023 og senest fra august 2024. Måske har det været pga. CGI-effekter og reshoots. Hvis det er det, har det ikke været det værd, for greenscreen er der masser af. Det ville have klædt filmen, hvis de bare havde taget en lille tur til Afrika i stedet for at rulle det grønne roll-up-banner op. Men at filmen har nosserne til at konkurrere med Gladiator 2 og Wicked begriber jeg ikke.
Filmens styrker er klart på skuespilsfronten, og nej, det er ikke Russell Crowes dårlige russiske accent. Fred Hechinger gør det fremragende som Dmitri, og Aaron Taylor-Johnson prøver sit hårdeste for at komme helskindet ud af filmen som Kraven. Man kan se Morbius-filmen køre for øjnene af Aaron som en skræk og advarsel for, hvad der kan komme ud af filmen. Men i det mindste er han ikke som Dakota Johnson, der ikke engang prøver.
At Aaron ikke har sagt nej, fatter jeg ikke. Manden er i opløbet som James Bond og kan snart ses i Robert Eggers’ Nosferatu. Bevares, han er ikke en dårlig Kraven, han er skidegod. Men come on, den her kunne godt gives videre.
Kraven The Hunter er ren tidsfordriv. Filmen ligner en visualisering af den leg, en dreng leger med sine actionfigurer på gulvtæppet inde på sit værelse. Efter hver karakter har snakket sammen, skal de slå hinanden eller jagte hinanden. Det er ligegyldigt og spild af tid inden sengetid.
Komisk nok var der et par i biografsalen, der tydeligvis var på en første date. Det er nok meget passende for filmens målgruppe.
Kraven The Hunter er klart bedre end Madame Web og Morbius, men ikke bedre end Venom. Det er en skridtlun actionfilm om en skovfoged, der slår krybskytter ihjel, imens han selv er iklædt pels. Det kan umuligt have taget mere end en uge at skrive filmen, den er fyldt med alle de ideer til en Kraven The Hunter film jeg selv ville komme på inde for 5 minutter. Filmen vil ikke have, at du griner af det, de gør, men det, de siger, selvom det er det modsatte, der virker enormt komisk. At en mand kravler rundt som Mowgli, når han slås imod en næsehornsmand, imens sure okser løber i ring om dem, er det sjoveste, jeg længe har set, men desværre mener de det alvorligt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet