Der er langt mellem de gode danske børnefilm. Faktisk er de nærmest ikke eksisterende i disse år, hvor de mindste seere bliver spist af med dårlige romertalsfilm som “Min søsters børn” og “Far til Fire”-serierne. Det mener flere aktører i den danske filmbranche.

Se også: Billige film skal puste nyt liv i den danske filmindustri.

”Gode film fra børns perspektiv er desværre blevet en mangelvare. Der er bare ikke høj status i det,” siger rektor på Filmskolen Vinca Wiedeman til Politiken.

Der er simpelthen ikke prestige i at lave børnefilm med høj kvalitet i Danmark, og instruktørerne er bange for at kaste sig over for film for de mindste, da de ikke vil sættes i bås med “Far til fire”-filmene.

Manuskriptforfatteren Kim Fupz Aakeson kalder den ringe kvalitet på markedet for en ond cirkel, der er svær at komme ud af.

”Hver gang man hører om en film med børneperspektiv, siger producenterne: Åh nej, dårlige erfaringer!,” siger han til Politiken.

Den dårlige kvalitet i dansk børnefilm ses tydeligt på programmet for børnefilmfestivalen Buster, der åbner i dag. Her er blot 4 ud af de i alt 150 film produceret i Danmark.

Bille August, hvis børnefilmsklassiker “Busters verden” filmfestivalen er opkaldt efter, mener, at Det Danske Filminstituts nuværende støtteordning bærer en del af skylden for krisen.

Filmskaberne holder sig fra børnefilm, fordi man på forhånd skal klassificere, om det er en børnefilm, man søger til, siger han.

”I og med at det er opdelt, er der mange både forfattere og instruktører, der afstår fra at involvere sig. Det er vigtigt, at man tænker bredere og har højere ambitioner, når man laver de film, der ender med at blive kaldt børnefilm,” udtaler Bille August til Politiken.

FACEBOOK: Bliv ven med Filmz.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: