I denne uge er der biografpremiere på Alfonso Cuaróns “Gravity” – et sensationelt sci-fi-drama, der allerede har bjergtaget og begejstret talløse biografgængere verden over, siden den kickstartede den seneste Venedig-filmfestival. I min optik er det årets allerbedste film. Og apropos optik, så er det en film, der simpelthen skal ses iført 3D-briller.
Læs Filmz’ biografanmeldelse af “Gravity”.
”Hvorfor skal den absolut dét?” vil flere formentlig spørge (adskillige bekendte har endda spurgt mig, om de ikke lige så godt kan se “Gravity” i 2D), for siden James Cameron skød en ny 3D-æra i gang med megasuccesen “Avatar” tilbage i 2009, er 3D for længst gået fra at være et fascinerende trækplaster til den mest forhadte dille siden tamagotchi-bølgen. Internationale internetfora såvel som Filmz’ brugerforum bugner med foragt for filmmagernes leg med den tredje dimension.
Ofte er kritikken også berettiget. Der findes 3D-film, der konstant slynger ting mod publikum for at fremprovokere gisp og grin. Disse såkaldte 3D-gimmicks hæmmer dog oftest ens indlevelse, fordi man prompte bliver mindet om, at man sidder i en biografsal.
Og ofte kan 3D-oplevelsen ramponeres af utunet biografteknik, en ugunstig placeringen i salen, kontroversielle sølvlærreder og så videre… Problematikker, der også ofte får mig til at opsøge 2D-fremvisninger, når jeg står over for valget mellem 2D og 3D (for mit vedkommende er det min fladskærms imponerende 3D-fremvisning, der har udløst min 3D-forkærlighed).
Men det er et helt andet tilbagevendende kritikpunkt, jeg gerne vil anfægte: At 3D’en ikke “gør noget” for filmoplevelsen. Selv da jeg genså “Gravity” i Imperial, hørte jeg efterfølgende en prominent dansk journalist bemærke: ”Jeg er ikke sikker på, at 3D’en gjorde nogen forskel…” Jeg blev decideret chokeret. På trods af at være tydeligt begejstret for filmen følte vedkommende åbenbart ikke, at 3D’en havde spillet nogen rolle i filmens pondus.
I netop “Gravity” fremhæver 3D-billedsidens dybde alt fra universets endeløshed til den alarmerende afstand til jordoverflades trygge omgivelser – således at man får en endnu klarere fornemmelse af, hvordan det ville være at svæve side om side med astronauterne. Det er simpelthen galimatias at postulere, at 3D’en ikke gør “Gravity” mere gribende og engagerende.
”3D’en var ligegyldig” hører og læser jeg ofte – selv i kølvandet på fremvisninger af allerhelvedes imponerende 3D-produktioner som “Life of Pi” og “Hugo”. Mit indtryk er, at folk fyrer netop den svada af, hvis der ikke kom ting “flyvende” ud af lærredet – markante, visuelle påmindelser om 3D-formatets kunnen. Et interessant paradoks, da 3D-film jo ofte bliver beskyldt for at overdrive brugen af markante 3D-effekter.
Mit skøre postulat? Du bemærker 3D’en, selvom du ikke gør. Medmindre dine øjne har en bygningsfejl, så har du set 3D hvert eneste sekund hele livet. Vores syn fungerer i 3D, og i fællesskab sørger dine øjne for, at du fornemmer dine omgivelsers bredde, højde og dybde.
Derfor vil jeg snarere mene, at det er en kæmpe kompliment end en bredside, når folk reflekterer over 3D-brugen med et træk på skuldrene. Det betyder, at 3D-billedsiden har mønstret en så nøjagtig gengivelse af den måde, hvorpå du til dagligt observerer verden, at du slet ikke har tænkt på linserne foran nethinderne.
I hvert fald ikke bevidst. Men ubevidst er jeg overbevist om, at film som “Gravity”, “Hugo”, “Life of Pi” og “Avatar” (og tilmed møjsommeligt 3D-konverterede nyudgivelser af film som “Titanic” og “Jurassic Park”) gør det lettere for publikummet at leve sig ind i de fiktive løjer ved at bruge billeddybden til at styrke vores forståelse for karakterernes omgivelser og dermed også karaktererne selv – nøjagtig på samme måde som surround-sound (og nu også Dolby Atmos) har opblødt skillelinjen mellem lydbilledet i virkeligheden og det i biografmørket.
Hvis du sidder og ser en film på din iPad eller dit fjernsyn med dets ene indbyggede højtaler, spekulerer du måske heller ikke ligefrem over, at lyden er i mono. Men jeg kan garantere dig for, at du bliver revet mere med, hvis du i stedet er omsluttet af lyddesignernes gennemførte arbejde i en hjemmebiograf eller biffen.
Det kan være svært at bevise (såvel som modvise) 3D-præsentationens effekt – måske medmindre du øjeblikkeligt tager ind til en 2D-visning efter en 3D-visning af den samme film (eller omvendt). Men hvis du ikke ser “Gravity” i 3D – som filmmagerne ellers har planlagt, at du skal – så kan du lige så godt afmontere dit surround-anlæg og slukke for farvegengivelsen på dit tv, for så får du på ingen måde den fulde oplevelse.
Hvad mener du?
#31 vclarke 11 år siden
#32 bnm 11 år siden
3D effekten i biografer virker ved parallax. Dvs. hjernen vurderer afstanden til et objekt ud fra hvor meget man skal skele for at begge øjne ser på det. I "virkeligheden" er der *udover* det, også en anden faktor og det er den afstandsbedømmelse man kan foretage med ét øje når man skal fokusere på noget som er mellem 5cm og uendeligt langt væk.
Her er biografer (indtil videre?) begrænset til 2d. Dvs. afstanden fra seeren til et givent punkt på lærredet er konstant. Folk der overvejende bedømmer afstand ved hvilken afstand de skal fokusere for at "stille skarpt", vil nok betragte 3d film som mere kunstige i deres udtryk, netop fordi den del er konstant.
#33 Pécuchet 11 år siden
Du mener med andre ord, at instruktørens intention er faktum for seerens vedkommende?
Farvefilm ligeså, men det er ligegyldigt. En film er ikke en repræsentation af virkeligheden.
#34 Muldgraver 11 år siden
Vil du uddybe den definition?
#35 Fredag 11 år siden
#36 Pécuchet 11 år siden
Glem Bazin og hans hypotese om det fotografiske billedes ontologi. Filmmediet er kunstigt, og kan ligesom de fleste kunstformer kun frembringe fragmenter af virkeligheden, der som regel forvrænges til fordel for en indre vision, der repræsenterer perceptioner frem for fakta. Filmiske konventioner kreerer med andre ord illusioner af realiteter, som de tilegner sig i tilknytning til et givent paradigme.
#37 Muldgraver 11 år siden
Tak.
Hvordan så egentlig komme virkeligheden nærmere gennem kunst? Det er egentlig lidt plat at spørge her, men bare sådant rent indledningsvist, katalysatorisk.
Og er "fakta" ikke blot en kunstform? For mig at se er sproget også en kunstform, der ikke nødvendigvis giver os nogen forbindelse med virkeligheden, der egentlig kun gøres uden medier, om end vi kan bevidstgøre os om (mere eller mindre af) os i virkeligheden gennem mediet. Konventioner ser jeg som medie kollektiviseret, altså hverken mere eller mindre i forbindelse med virkeligheden end individets sprog, om end individet (og trist nok også kollektivet selv (måske netop i kraft af individets fremmedgørelse)) kan være fremmedgjort for konventionen.
Ak, jeg er virkelig i syv sind, når det kommer til min forkærlighed for både konstruktivisme og fænomenologi... (som jeg indledningsvist, måske endda illusorisk, har forstået de to) jeg har endnu ikke med tilfredsstillende klarhed fået forenet de to størrelser.
Jeg må også spørge, hvad er egentlig en illusion?
#38 Ispep 11 år siden
Nej, fordi der kan være særlige forhold der gør, at 3D ikke virker optimalt for alles øjne, og så er der også andre faktorer der spiller ind såsom forringet udstyr, dårlig placering/briller osv. Når det så er sagt, så stoler jeg på en visionær instruktør som Cuaron og hans vision med filmen, hvor fuld udbytte opnås ved at se filmen under de forhold som han ønsker det. Jeg har endnu ikke set 2D versionen af filmen, så jeg skal glædeligt vende tilbage med en konklusion.
#39 MMB 11 år siden
Ligesom filmmediet kun kan frembringe fragmenter af virkeligheden, så er den enkeltes opfattelse af verden da heller ikke mere end subjektiv virkelighed. Mere end subjektiv virkelighed finder du vel aldrig i kunsten?
#40 loki 11 år siden
Gravity ville jeg enormt gerne se i biografen, men pt. er det ikke muligt i 2D i mit område. Så det ender nok med en D2D.