Ugens helt store premierefilm her på Filmz er indiskutabelt “X-Men: Days of Future Past”. Vi er dog unormale og helt for os selv, hvis man bladrer flere af de danske aviser igennem på gårsdagens premieretorsdag. En del om Cannes, en del om “The Salvation” og meget lidt eller intet om årets måske mest ventede blockbuster. Bare en dum superheltefilm, står der mellem linjerne i aviserne. Der tager de fejl!
Det er en kedelig, stigmatiserende tendens, at fordi noget er amerikansk og lavet for mange penge, ja, så skal det automatisk stemples som dumt og derfor ikke værd at beskæftige sig med. Helt rigtigt så er X-Men-filmene, når de er bedst, fyldt med CGI-effekter, voldsramasjang samt kulørte skurke og helte hentet fra tegneserieland. Men udelukker det, at filmene kan have noget begavet at sige os?
Nej, tværtimod hos X-Men. Erstat enhver anden minoritet; homoseksuel, indvandrer eller kvinder i bestyrelser, med mutanterne hos Bryan Singer. Nu har du lige pludselig en relevant samtidsdiskussion. Skal minoriteten få fred eller sin vilje med dialog og oplysning, som Professor X mener, eller med Magnetos hårde handling? Det er et ideologisk valg – et valg, der kan diskuteres. Og i hvert fald ikke dumt og manglende dækning værdig.
Afvises X-Men som luftige sommerpopcorn på forhånd – som aviserne gør det – så er man ikke bedre end de uoplyste mennesker i X-Men-filmene. De er ude af stand til at sætte sig ind i noget anderledes, noget, der ikke ligner dem og deres hverdag. Derfor vil de udrydde mutanterne.
Det er sørgeligt at samme indskrænkethed lever i de store, etablerede medier. Hvis de så og satte sig ind i X-Men-universet, så kunne de måske sætte pris på de dybere tanker, som også gemmer sig i nogle blockbusters, når CGI-røgen først har lagt sig. For selv om X-Men også er en mand med metalhjelm, der løfter et stadion, så er det også til hjernen.
Hvad mener du?
#31 Morten Vejlgaard Just 10 år siden
#32 Jb-film 10 år siden
Af superheltefilm, så befinder en del af X-men filmene sig i den mere seriøse ende og byder også på mere dybde, hvilket er usædvanligt for superheltefilm.