© Ghost House Pictures

Første officielle billede fra “30 Days of Night: Dark Days”

Ghost House Pictures har offentliggjort det første billede fra fortsættelsen til gyseren “30 Days of Night”, der bærer titlen “30 Days of Night: Dark Days”.

Billedet, der viser skuespillerinden Kiele Sanchez i rollen som hovedpersonen Stella Oleson, kan ses i fuld størrelse her.

I “30 Days of Night: Dark Days” slutter Stella sig til en gruppe vampyrjægere for at søge hævn mod Lilith – den vampyr, der var ansvarlig for angrebet på hendes lille by i det mørklagte Alaska.

Filmen instrueres af Ben Ketai, der debuterer som spillefilminstruktør med projektet.

Se også: Instruktør fundet til “30 Days of Night 2″.


9. nov 2009 11:45 Kilde: WorstPreviews chandler75

Læs også

'Scream 7' får officiel premieredato
Russo-brødrene vender tilbage med vild 90'er robot-actionfilm
SPOILERS: Ryan Reynolds udgiver samlet billede af cameos fra 'Deadpool & Wolverine'
'Spinal Tap'-efterfølger på vej
Skræmmende ny gyser får dansk biografpremiere

Vis kommentarer (11)
Gravatar

#11 NightHawk 15 år siden

# 2 -

Den beskrivelse kan jeg heller ikke nikke genkendende til ???

# 9 & 10 -

Helt enig. Her er hvad jeg skrev om 1'eren i sin tid :


30 Days of Night : 2007, af David Slade

Trailer :

http://www.youtube.com/..

”You can feel it. That cold ain't the weather - that's death approachin'.”

Med ”30 Days Of Night”, der er lavet over tegneserien af samme navn, har David Slade på fornemmeste vis kreeret en vampyrwestern, som imponerer i sin visuelle stil med smukke og nærmest poetiske billeder af den lille landsby flække og dens snedækkede omgivelser, men som modsat også er ligeså grafisk potent i sine blodrøde og vilde splatterorgier, (bedst illustreret ved overgangen i starten af filmen fra den lysende idylliske by til de parterede og maltrakterede hunde), der skaber en malerisk kontrast mellem den overnaturlige og menneskelige verden, som langsomt opsluges i et alt omfavnende mørke, der på skift trækker persongalleriet ned i dybe psykiske huller, som de hver især må kæmpe deres egen indædte kamp for at grave sig op af. Med sig som sikker styrmand gennem det visuelle landskab har David Slade fået selskab af fotograf Jo Willems hvis øje for at fange skuespillernes forpinte og plagede ansigtsudtryk, (mens de langsomt bliver slidt op af både vejr og blodsudgydelser), er blændende godt udført, hvilket betyder at indlevelsen i karaktererne bliver desto mere intens.

Måden at fotografere på kommer løbende gennem filmen dens handling, samt mange chok og groteske scener til gode og gør spændingen for hovedpersonernes ve og vel nærmest ubærlig nervepirrende at se på, fordi vi som tilskuere kommer helt ind under huden på dem. Med nogenlunde samme teknik får Slade og Willems også det ultimative udtryk frem i vampyrerne og den ondskab de symboliserer. Først bygger de dem op som sløret kulisse, der nærmest skabes ud fra mørket, inden deres vildskab dernæst bliver effektivt illustreret ved vejstationen, og senere som ren silhuet, da Eben og Stella bliver jagtet, før vampyrerne afslutningsvis så endelig træder frem i al deres grusomme vælde stadig med tøjet tilsølet i blod, (en detalje mangt en vampyrfilm undgår), og fuldt ud afslører sig selv, som de monstre de er.

Set fra en teknisk vinkel er filmen så gennemført lækkert lavet, at det næsten alene gør den til et interessant bekendtskab. For ud over Jo Willems flotte og stemningsfulde fotografering byder ”30 Days Of Night” også på et højt niveau når vi snakker redigering, hvor Art Jones skaber stor intensitet i de forskellige dueller, (f. eks. scenen hvor vampyren jager Eben og Stella i bilen, mødet med den lille pige i købmandsbutikken, Beaus afledningsmanøvre, samt det endelige showdown og et par særdeles væmmelige halshugninger undervejs), der for alles vedkommende fungerer efter hensigten ved deres opskruede tempo. Belysningen må også siges at være et sublimt stykke håndværk, selv om Roger Ebert tidligere i sit review, på vanlig sarkastisk facon, udtalte at det ikke var det rigtige valg, når nu byen sku’ forestille at være total mørkelagt.

Meeen her mener jeg så nok, at man bør være lidt large hvad det angår. For det ville ha’ skabt total forvirring, som jeg ser det, havde Slade valgt kun at la’ billerne være oplyst af f. eks små lygter osv. Jeg synes faktisk det klær filmen rigtig godt med dette sølvhvide månelys, som man faktisk ikke rigtig tænker nærmere over, fordi filmen er konstant spændende, og som heller ikke på nogen måde ødelægger stemningen, tværtimod. Effektmæssigt har Weta ligeledes gjort et fornemt arbejde og mikser CGI med gammeldags makeup latex, hvilket samlet fungerer upåklageligt hele vejen, mest tydeligt i vampyrernes look, splattescenerne samt snestormen, men som også er mindst ligeså fremragende i den makeup der bruges til at illustrere hovedpersonen Ebens slidte ansigt, som indikerer at han så småt er ved at falde fra hinanden.

”It's hard to stop someone when there family's at stake. The things you'll do to save your own.”

Josh Harnett leverer som politichefen Eben Olson vel nok en af hans bedste præstationer til dato. Rollen synes nærmest skræddersyet til en langt mere erfaren og ældre type, men unge Hartnett formår mod forventning, på en herlig underspillet facon, alligevel at gøre karakteren helt sin egen og er yderst troværdig fra første scene af som en person, der er i sikker balance med sig selv og sine omgivelser. Som handlingen skrider frem ændres denne ellers så kølige og velovervejede helte arketype dog i form af sin lederrolle, der uundgåeligt fører et hav af ubehagelige beslutninger med sig som betyder, at Eben gradvist forvandles til det han frygter allermest, og som vampyrerne derfor bliver et spejlbillede på, nemlig hans egen kamp for at holde sine indre dæmoner og mørke sider nede, midt i den krigslignende situation byen Barlow befinder sig i.

Selvom broderen Jake,(spillet med en følelsesmæssig og skræmmende ægte skrøbelighed af Mark Rendall) og kæresten Stella, (hvis navn Melissa George i sandhed lever op til med sin smukke, hjertevarme og yndefulde præstation), er det lys i mørket som hele tiden holder Ebens psyke ved lige, bliver de modsat også den motivationsfaktor der får ham til at handle som han gør i filmens slutning. Finalen virker ved første øjekast umiddelbart som et antiklimaks, men er, som jeg ser det, faktisk det stik modsatte både hvad angår Ebens udvikling, men også mht. filmens altoverskyggende budskab om offervilje, overlevelse af racen og et forsøg på at sikre sig at historien ikke gentages.

Dermed bliver ”30 Days Of Night” også sammenlignelig som parallel til krigslignende tilstande, hvor vampyrerne sagtens kan ses som nazister og samlingen af landsbyboere som en miniotetsgruppe af svage personer, der må søge tilflugt på lofter og rationerer med maden, mens udrensningen står på og der samtidig skruppelløst bruges levende madding for at få dem på krogen. Den pågældende scene hvor det foregår, er mindst ligeså hård/skræmmende at se på som filmens mange splattescener og man føler virkelig for både offeret samt Eben og hans team, der ikke kan gøre meget andet end at se på, hvis de selv skal ha’ en chance for at overleve. Samme krigslignende scenarie ser man også i scenen hvor Eben og Stella får kontakt til Billy, som grundet omstændighederne har måtte træffe et grufuldt valg ang. sin familie, hvilket Slade udstiller mesterligt ved kun at vise os rædslerne via Hartnett og Georges ansigtsudtryk. Må indrømme at jeg ikke havde forventet at blive oprigtigt rørt af denne film, men de to scener her især, samt måden Hartnett spiller på, gjorde at jeg uventet sad med en klump i halsen op til flere gange.

David Slade har lavet en af de bedste vampyrfilm jeg har set længe. Ganske enkelt af den simple grund at den er så meget mere end blot endnu en vampyrfilm. Dens personskildring er ikke dyb hvis man ser på de andre beboere i byen og heller ikke overdrevet nuanceret når det kommer til Jake, Stella eller sågar vampyrerne, særligt deres leder Marlow, men de er sådan set heller ikke vigtige at få beskrevet ned i mindste detalje, da det i bund og grund er Eben det hele drejer sig om. Stella fungerer som den lyse side, vampyrerne den mørke og i midten står en mand hvis hvide og rene hjerte presses ind i en moralsk gråzone, som han ikke kan se nogen anden udvej på, end det valg han træffer til sidst, hvis han selv skal frelses, for nu at bruge et lettere teatralsk ordvalg.

”30 Days of Night” er en visuel fryd for øjet, har en enkel men uhyre effektiv fortalt historie, (hvis deprimerende tone bliver opvejet med et rørende closing shot, samt et smukt budskab), er fremragende spillet af samtlige medvirkende og har masser af blood & guts for horrorfans. Kort sagt den har det hele og derfor tøver jeg heller ikke med at gi filmen...

6 / 6.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."

Skriv ny kommentar: