Hvad film angår; jamen den er lidt svær. Subjektivt ville der selvfølgelig altid være en større chance for, at man finder en film perfekt, hvor alt stemmer, i forhold til det man forlanger af en film skal kunne ku'. Film er jo ligesom mennesker - ingen er perfekte. Men mon ikke de fleste forældre synes, at deres børn er, ja perfekte :-)

a@babo (32) skrev:

Film er jo ligesom mennesker - ingen er perfekte. Men mon ikke de fleste forældre synes, at deres børn er, ja perfekte :-)

Tvivler...

#35
Tja,,, jeg mener vel perfektion er flere ting. Der er naturligvis idealet, som er en objektiv størrelse, som ligesom er enestående harmoni på alle punkter (det er vist noget med matematik, phi og gyldent snit og så'n? (for eksempel sneglehuse og solsikker, har jeg ladet mig fortælle, bygges af naturen efter en matematisk formel. Der er naturligvis altid afvigelser, men fordi der er en formel som er en perfekt harmoni, kan man godt risikere en dag at få den perfekte solsikke, fordi den er fuldstændigt overensstemmende med formlen/ideen.). Så er der den reelle perfektion, som er subjektiv, men stadig inspireret af idealet, men hvor realismens "kaos" kommer med i betragtning, og kan indgå som modvægt til at belyse netop idealets fravær, og subjektivitetens realitet og vægt. Den subjektive perfektion består, for mig at se, i hvor tydeligt en (eller flere (og jo flere, jo større kompositoriske evner, men ikke nødvendigvis mere perfekt)) ide eller harmoni bliver udtrykt (hvis nu en skulptør laver en solsikke, kan han ramme perfektionen på forskellig vis. Enten udtrykker han den som han selv finder den subjektivt perfekt, fordi hans sanser nu engang opfatter perfektionen sådant. Og måske deler han opfattelse af perfektion med en hel del andre, og så laver han formodentlig en meget bestsælgende solsikke. Han kan også vælge at ville lave en phi'sk perfekt solsikke (og det lader sig måske gøre hvis han er meget rolig på hænderne), og selvom han måske ikke finder den helt så nydelig som sin subjektivt perfekt udtrykte solsikke, er den blomst han har lavet faktisk perfekt. Og så er der den der udtryksform, hvor han måske spejler perfektionen på flere måder, sådan at han bevidst (og forhåbentlig meget dygtigt) fletter en masse kaos ind i solsikken, på en sådan relaterende måde, at han formår at udtrykke det perfekte, omend det er modstillende opblandet med en masse imperfektion.

...eller også mener jeg bare at perfektion ligesom alle andre begreber er ligegyldige, for de henviser til subjektivitet, som ikke formår at værdisætte ud over den allerede begyndte forgængelighed. alt mister sin værdi i ophøret, alt ophører (naturligvis også de midlertidige værditillægninger), intet har nogen evig værdi...

Det kommer lidt an på humøret :) Men på et forum hvor man og jeg tager film og smag alvorligt og vil tillægge noget værdi, uanset om det så giver mening eller ej, tager jeg naturligvis altid udgangspunkt i min første antagelse :) Og nå ja, jeg synes den sjoveste og mest spændende form for perfektionsskildring er den som formår at udtrykke det perfekte med meget spændingsfyldte (ikke som i actionpacked, men som i modsatrettede) kompositioner. Og for mit vedkommende behøver en komposition ikke at være voldsomt kompleks, men de lider bestemt ikke under det :)

Bruce

Fjong ;)