”Dette er muligvis mit mesterværk!” udbryder Brad Pitt, da han skærer et hagekors i panden på en skrigende nazist. Og man kan næsten høre Tarantino gnægge i baggrunden over sin selvironiske kommentar, der selvfølgelig er møntet på ham selv. Men er det så hans mesterværk? Ikke helt – det lavede han allerede i 1994 med “Pulp Fiction”. Men mindre kan også gøre det, og “Inglourious Basterds” er en fænomenal hyldest til filmmediet og dets magiske kræfter, som filmelskere ikke må gå glip af.
Skriv ny kommentar:
#81 rubberdub 15 år siden
#82 fazz 15 år siden
#83 Åkepool 15 år siden
#84 rubberdub 15 år siden
#85 lagoni 15 år siden
Dog er der absolut ingen tvivl om at Tarantino har et stort talent for at underholde og tryllebinde et publikum - han ved hvad folk ikke selv ved de vil ha'. De 2½ timer gik hurtigt og man var 'fanget' hele vejen igennem. Der var en underlig form for respekt for filmen - jeg havde egentlig forventet en del snak, men udover lidt 'wow, vildt', grin o.l., var der stille (hvis man ikke tæller ham med der til en sidste skovscene sagde 'det ligner egentlig Sverige, det er flot'...). Det var desuden første gang jeg oplevede folk klappe efter en biograffilm, der ikke var præmiere e.l., ret underligt, men meget sigende for filmen og Tarantinos gave.
Udover hans geniale instruktion/iscenesættelse, er Tarantino (og hans casting-hold) ikke dårlig til at finde skuespillere. Der var ikke en eneste fejlcastet person. Eli Roth havde jeg slet ikke troet kunne spille og han virker heller ikke som den næste Al Pacino, men han udfylder rollen godt og har et fantastisk udseende dertil. Fassbender er perfekt, Pitt er perfekt osv. Til Schweiger er desuden nok en af de mest coole mænd på film for tiden - han slår Jason Statham med flere længder og det betyder en del. Han giver helt kuldegysninger i scenen med kortet.
#86 evermind 15 år siden
Overordnet set var jeg rigtig godt underholdt fra start til slut og kunne ikke lade være med at grine højlydt flere gange undervejs, hvor ikke mindst Der Führer-karikaturen gav anledning til en del, hm, nazi-skæg undervejs.
Tarantino-traditionen tro er Inglourious Basterds spækket med dialog, der veksler mellem engelsk, fransk og tysk (og en lille smule italiensk i et af filmens mange morsomme momenter). Åbningsscenen, hvor den berygtede og ubehageligt glatte Hans "Jødejægeren" Landa, (filmens trumfkort, en helt suverænt spillende Christoph Waltz), afhører en lokal bonde om en efterlyst jødefamilie, veksler mellem fransk og engelsk, men med et formål, og filmens karakterer slår aldrig over i det engelske alene for publikums konformitet. Det er beundringsværdigt og vældig ambitiøst og signalerer lige fra starten en mere seriøs krigsfilm, end der egentlig er tale om.
Det gør åbningsscenen i øvrigt også: Dialogen, skuespillet, stemningen og spændingen er i top, og Tarantinos legesyge er så lidt at spore, at jeg faktisk mere havde fornemmelsen af en alvorstung fransk krigsfilm end Tarantinos kontrafaktiske legestue. Så åbnede historiens kapitel to imidlertid med Aldo Raines overdrevne sydstatsaccent og rekruttering af bastarderne og med ét var det, som om instruktøren hoppede op af en kage og smed om sig med eksplicit vold, karikerede figurer og sågar et navneskilt og en introducerende montage til én af disse. Ligeledes fedt og utroligt underholdende, men langt mere forventeligt af instruktøren.
Og herefter skrider filmen konventions-trodsigt fremad, fortsat underholdende, spændende, voldsom og voldsomt morsom - men også noget ujævn. Den veksler mellem meget seriøse scener med troværdige karakterer og et voldscirkus med meget karikerede figurer, mens de to sideløbende plots undervejs nærmer sig hinanden. Der bruges krudt på at introducere personer, der aldrig rigtig når ud af starthullerne, før de på brutal vis er ude af historien igen, mens andre personer, vi ikke nødvendigvis får nogen præsentation af, er med langt mere ad vejen. Dette kan selvfølgelig tilskrives Tarantinos leg med mediet, hans stadige konventionsbrud, men på den anden side giver det også til tider følelsen af en rodet affære, hvor der fortællemæssigt burde være prioriteret anderledes. Navnlig én af karaktererne virkede ligegyldig, ikke mindst med tanke på, hvor meget vedkommendes introduktion fyldte og distraherede mig fra fokus.
Apropos fokus synes historien om Aldo Raines nazi-dræbere alt for hurtigt at drive bort fra den storladne redegørelse for, hvilken terror de skal udøve mod nazisterne og at hvert medlem af gruppen skylder ham 100 naziskalpe. Bastardernes grumme løjer, som slår tonen an for deres færden, får ikke meget albuerum, oplægget taget i betragtning, før vi springer tre års tid frem, og historien udvikler sig til planlægningen af et bombe-attentat mod Tysklands spidser under en eksklusiv biografpremiere i Frankrig. Man skulle ellers nok mene, at gruppens udskejelser i felten ville være oplagte for Tarantino at behandle med alle de dertil hørende muligheder for at portrættere snakkesalige psykopater.
Noget andet er,
Efter forestillingen kom jeg ud med følelsen af at have set to forskellige film, som var klippet sammen, så jeg så skiftevis lidt af den ene og lidt af den anden. I sidste ende havde personerne samme formål og historierne samme klimaks, men de forblev alligevel hinanden uvedkommende. Skilte man historierne fra hinanden, ville de efter alt at dømme hver især stadig have udviklet sig på samme måde og knap så mange af protagonisterne havde måttet lade livet for denne helgardering. Det har måske været Tarantinos hensigt at illustrere ironien i dette, men det fik mig lidt til at savne en følelse af helstøbthed.
Nu kunne alt dette måske lyde meget negativt, og min umiddelbare karakter til filmen synes næppe heller i tråd med alt det ovenstående. At jeg har fokuseret på det negative skal dog ingenlunde forstås sådan, at Inglorious Basterds er nogen dårlig film, for som jeg indledende starter med at give udtryk for, var jeg godt underholdt af den stilmæssigt filmiske bastard. Uforskammet godt underholdt, faktisk! Tarantino trykker sit anti-nazi-eventyr af med en imponerende kraft, det er umuligt ikke at blive smittet af, og hans pudsigheder som instruktør og laden hånt om regler er beundringsværdige og skal da være ham vel undt. Det er selvfølgelig bare med fare for at kværulanter som jeg ikke overgiver mig 100%.
Men som anmelderen skrev: Mindre kan også gøre det!
5/6
#87 Christian Voldborg 15 år siden
"Inglourious Basterds" og "Public Enemies" er indtil videre de absolut bedste film, jeg har set i år. Skal lige siges, jeg ikke har set "District 9" endnu. :)
#88 Wangsgaard 15 år siden
Denne film vil jeg udråbe til at være den bedst film Tarentino har lavet og lige efter kommer jackie Brown som har været min yndlings i meget lang tid. Dette er jo selvfølelig kun min mening og ved at i ikke alle er enige.
men har lige et spørgsmål, ved ikke helt om det er en spoiler, men må heller være på den sikre side.
#89 jessup 15 år siden
#90 tranberg 15 år siden
Jeg vil æde min hat på, at han blir' nominere - 100% sikkert!