Det dukkeagtige univers, som de fleste kender fra Postmand Pers tid og formforvrængningerne fra den tyske ekspressionisme, er ganske enkelt lækkert udført. Man føler nærmest, at hvis hænderne blot bliver rakt en smule ud mod lærredet, så kan man røre figurerne og flytte lidt rundt på møblerne i universet. Det føles (ind)dragende og kan i sig selv underholde de voksne, der bliver forsømt lidt på humor-fronten. Der er flere dialogscener, der umiddelbart ser ud til at være lavet for at underholde de voksne lidt, men flere af dem falder lidt igennem. Til gengæld vil en 12-årig formentlig finde dem hylende morsomme, og man kan grue for, at de efter filmen vil gentage adskillige af dem i flere uger efter.
Hvad 3D-teknikken angår, så bidrager den ikke med det store, og det virker ikke til, at der decideret er blevet “tænkt i 3D” under filmens tilblivelse. Men den vigtigste indsigelse på billedsiden er imidlertid, at det såkaldte “gule næsehorn” absolut ikke er gult. Det er altså sådan en karry/lime-agtig, grønlig farve. Kald mig farveblind, men det er det altså.
#11 Highland Park 11 år siden
Til gengæld glemmer jeg aldrig Groth/Hammerich/McEwans pragtfulde titelsang:
http://www.dr.dk/Musik/Titel/Otto%2Ber%2Bet%2Bn%25...
Den lyttede jeg godt nok meget til som barn. :)
#12 Newman 11 år siden
#13 dslacker 11 år siden
http://www.imdb.com/mymovies/list?l=18871440