Kviesgaard (629) skrev:

Tak for dine tilbagemeldinger. Jeg ved ikke hvor godt jeg fik formuleret mit indlæg, og især på det her forum føler jeg af og til, at jeg ikke har ordet i min magt ( ved nærmere eftertanke, så er det vist ikke kun på det her forum, men generelt at jeg har problemer med formulering ). Derfor fremstår ting i mit indlæg muligvis også knudret, eller mine hensigter utydelige.

Jeg synes nu absolut ikke, du har problemer :)

Hm. Det giver vist ikke noget fornuftigt svar. Jeg prøver en gang til. Men hvad er der galt med, at der er kristne budskaber eller symboler med i en sci-fi film? Kun det, at jeg personligt ikke kan greje det i den her sammenhæng ( Prometheus ). Sådan som jeg husker Alien, så var der ikke alle mulige kristne referencer i den film. Til gengæld var der stemning og uhygge, som nogle interessante elementer, som ikke blev forklaret, hvilket bidrog til mystikken.

Ok, det vil jeg så personligt kalde et "forventningproblem", hvilket du så absolut ikke er den eneste, der har haft :) Man kan ikke forvente, at alle er på nettet og tjekker viral video'er og interviews ud og dermed er godt opdateret til en film. Tværtimod er det jo forståeligt, hvis nogle modsat vælger det hele fra, for at vide så lidt som muligt. I regi af Prometheus, hvor man har en enorm fanskare af den oprindelige franchise og en specifik stil, der vil Prometheus være en "gamechanger" og en fuldkommen afvigelse fra de tidligere films fokus.

Dertil kan jeg kun sige, at jeg er en af de heldige i denne sammenhæng. Havde Scott lavet en "ny" Alien film, efter originalens forlæg, så ville jeg sikkert også have været tilfreds. Nu er jeg bare så "heldig", at jeg nok "endnu mere" er til film som Prometheus, hvor de store tanker om livets opstandelse sættes i relief af helt andre visioner. På det "alienmæssige" plan, skuffede Prometheus mig. Der var ikke mange andre muligheder, men jeg ser så heller ikke "den del" som andet end sidehistorien for filmens egentlige fokus, måske fordi jeg allerede havde andre forventninger til filmen.

Vis SpoilerI Prometheus bliver en del af tingene afsløret, og dermed ryger ( en del af ) mystikken. Hvad får jeg så til gengæld? Jo Spaceyjockeyen viser sig at være et menneskelignende væsen, hvilket godt nok var en skuffelse, der var til at føle på.
Så er han åbenbart også det grundlag, der har skabt os ( i sit eget billede, for nu at blive i symbolsproget ). Der har jeg det personligt sådan, at så bliver tingene forfladiget og fantasiløse, når de skal ligne noget vi kender. Jeg havde håbet på noget nyt og spændende ( uset/ ukendt ) med Spaceyjockyen. I stedet får jeg nogle kristne referencer, pakket ind i noget Sci Fi. Så er det, at filmen begynder at knække for mig.

Ja, der ser vi nok forskelligt på det :) "Indholdet" oversteg mine vildeste forventninger, både i fysisk fremtoning og i effekt. Ingen tvivl om, at Gigers skabninger er fantastiske, men sci-fi bliver endnu mere vedkommende og interessant for mig, når der tages udgangspunkt i menneskets egen mytologi og vore værdisæt fremfor blot at opfinde "noget nyt". At lave et mere intelligent væsen ud fra vores allerede kendte statuer portrætterende guder for 3000 år siden, synes jeg således er genialt. Men knækker filmen for dig, så knækker den.

Det sidste her svarer måske også på dit spørgsmål om, hvorfor at jeg ikke kan leve sig ind i et par timers illusion af sci-fi uanset der er tale om kristent eller ateistisk islæt

Fair nok :)

Med kristen tro indlægget, forsøgte jeg blot at ridse op, hvad det var for briller jeg så filmen igennem. Hvad det er for associationer, jeg får til de kristne referencer, når de dukker op i filmen.

Ok. Som du kan se, så har jeg blot svært ved at tilegne Prometheus nogle af disse underliggende agendaer og motiver.

Der er vist flere ting, jeg nok burde kommentere på i dit indlæg til mig, men jeg kan allerede nu mærke, at energien er ved at slippe op for mit vedkommende. Det har været lidt krævende, at forsøge at sætte ord på mine tanker, samt at få formuleret nogle nogenlunde svar. Jeg ved ikke, hvor gode de, eller om de overhovedet får besvaret de spørgsmål, som du stiller. Jeg skal gerne forsøge igen, men det bliver på et senere tidspunkt/ en anden dag, afhængig af hvornår energiniveauet er nået op i det grønne felt igen.

Jeg takker dig mange gange for, at du har gidet sætte dig ned og sætte ord på det og derved også givet mig en mulighed for at forstå nogle af de bagvedliggende argumenter. Uanset vor uenighed, så er dette jo grunden til, at jeg bruger så meget tid på skriveriet om filmen. At man ihvertfald en smule kan se vinklen fra "den anden side" :)

BN

Jeg foretrækker krigsfilm "nuanceret". Altså hvor jeg som seer ikke føler, at jeg holder med én bestemt gruppe. Men at en krigsfilm fremstiller tingene lidt mere, ja nuanceret. En film som Dommedag Nu er godt eksempel. En film som Pearl Harbor er skidt eksempel.

Mht. Bourne, så ved jeg ikke helt, hvorfor du er uenig med mig om dem, eller har jeg misforstået dig?? Jeg har intet imod de skildrer hverken vold eller konsekvenser af en række ting, som filmene beskæftiger sig med. Og egentlig viser bourne film (til trods for de er mainstream) en fin gennemgående tematik, som ikke er så firkantet endda, da vi blandt andet også har med en antihelt at gøre. Så det er som det skal være i de film, indenfor deres eget univers. Jeg får f,eks ikke presset en moralsk holdning ned i halsen, eller få en "løftet pegefinger" om jeg så må sige, når jeg ser Bournefilm.

SIR Ridley Scott (630) skrev:

Når man ser Rambo skære burmesere over i to med en maskinkanon, flække russere med næverne etc., er det så ikke en uhyre ensidig forestilling, med spekulation i stereotyper?

hehe! Jo, så absolut. Men jeg vælger ikke at tillægge den type film større værdi, uden at jeg så ville kunne skære alle actionfilm over en kam, inkl. Die Hard og lign.. actionfilm er ofte ensidige. En klar helt, en klar skurk. Helten er ihvertfald amerikansk :)

Jeg forsøger skam heller ikke at sætte et lighedstegn mellem filmisk kvalitet og persone præferencer. Jeg vil da mene jeg kan "tåle" meget, men selvfølgelig, hvis jeg føler en fremstilling, et portræt, eller en skildring, forekommer mig lige rigeligt for "prædikende" eller ensidig/ensporet, ja så kan det ligeså godt have noget at gøre med "filmisk kvalitet" som måske ikke er så kvalitativ, som det kan med ens egne personlige værdier, præferencer og livssyn. Men alt kommer vel an på argumentationen. For min skyld kan man godt fremstille muslimer som de største idioter, dem findes trods alt, men hvis dette skulle være "budskabet", som skal opfattes som generaliserende, uden at have mere på dagsordenen, ja så er det vel blot propaganda. Nu så jeg faktisk en ganske glimrende thriller der hedder Unthinkeble, som handler om terror med Samuel L Jackson, og den fandt jeg virkelig provokerende på en god måde :)

Babo84 (637) skrev:

der findes hav af kedelige patriotiske amerikanske film, der sætter dem selv i godt lys, fordi de vil fremstå godt. Ofte er det faktisk forbundet med dyre krigsfilm, hvor det amerikanske militær hellere end gerne stiller udstyr, tanks, militær-biler tilrådighed for en instruktør, sålænge du lige indretter dig efter deres spilleregler og fremstiller dem godt. Og så bliver det altså ofte bare en ensidig affære :)

Jeps. Filmproduktioner der betvivler den amerikanske krigsindsats, må klare sig selv. Egentlig kan man godt undre sig en smule over, at Spielbergs 'Saving Private Ryan' gik gennem nåleøjet (eller husker jeg forkert?), for det er en af de eneste amerikanske krigsfilm der viser amerikanske soldater likvidere krigsfanger, og krigen skildres som et tilfældigt og meningsløst slagteri, der berøver folk deres slægtninge og venner og ødelægger mennesker psykisk, ja, som har en nedbrydende, til tider forrående virkning på menneskesindet.

Men det lader til at Lincoln-citatet og et mat, trist billede af et blafrende amerikansk flag er alt hvad der skal til for at give indtryk af patriotisme. Pudsigt nok, for filmen handler jo overhovedet ikke om amerikanernes identitet og selvfølelse, men derimod om krigens tragedie og om hvordan nogle desperat prøver at fastholde deres menneskelighed under (og efter) blodsudgydelserne.

Thomas E. Nielsen (639) skrev:

Den vinkel har jeg faktisk selv overvejet og oveni tænkt, at de er begyndt at frygte mennesket, som hæver sig selv op til det guddommelig med guddommelig magt til at skabe (David), men også destruere og som destruktiv race,

Vis Spoilermed en udviklet teknologi kan vi nå vores skabere rent fysisk. Vel også derfor ingeniøren måske reagerer så stærkt som han gør og det giver mig mening, i forhold til hans berøring af David, før han flår ham fra hinanden.

Ja, der er mange vinkler :) "Orgasmen" og klimaks for mig i hele filmen, er netop scenen mellem Weyland og ingeniøren. Der kommer fusionsreaktionen mellem godt og ondt, modpolerne i symbolikken, skaber / ødelægger, uselviskheden versus egotripperen, hvor det mindst kløgtige af alle spørgsmål stilles til vor skaber. "Kan du ikke lige give mig evigt liv?" Som at være milliardær og bo på et 5 stjernet hotel i Bangladesh og i sin aftenbøn bede gud om at vinde i det spanske julelotteri El Gordo. Det viser i den situation, hvor uudviklet, mennesket er som humanist, med teknologi alene som vores guldkalv og retningslinie for succes, for at blive i symbolikken :) Og det passer vel egentlig meget godt på menneskeheden :)