“Robin Hood” er ikke legenden om Robin Hood as usual, men derimod Ridley Scott as usual – en højtidelig og realistisk historiefortælling med begrænset faktuel substans. En klassisk ridderfilm med heltemod, skønjomfruer og brynjeklædte ryttere, der tørner sammen i storslåede slag. Intet nyt under solen her, men det er gedigent udført, så man er passende underholdt fra start til slut.
#41 Sweetiebellefan 14 år siden
Ren nostalgi.
#42 BN 14 år siden
Jeg husker 'White Squall' som et middelmådigt, banalt drama til søs og som en film, jeg ikke gider at gense. Hvad er det helt konkret, DU ikke kan lide ved den?
#43 filmz-Bruce 14 år siden
#44 Patriarch 14 år siden
Du har aaaaalt for mange penge.
#45 filmz-Bruce 14 år siden
#46 filmz-Bruce 14 år siden
#47 filmz-T-bird 14 år siden
4,5/6 fra mig.
#48 filmz-T-bird 14 år siden
#49 filmz-ab 14 år siden
Scott er jo en hårdtarbejdende håndværker, og Robin Hood er også en flot film, optaget på flotte locations, som giver filmen et naturligt look - herunder flotte skove, landskaber og den slags, som man egentlig kender fra genren. Overvældende? Nej, bestemt ikke. Jeg ender på 3/6. En acceptabel underholdning mens den kører, men ryger i glemmebogen ligeså snart man står ved udgangen.
#50 filmz-Bruce 14 år siden
Det var tydeligt at mærke, som jeg sad der i Imperial, at jeg ventede på, at filmen knækkede. Forventningerne var ligesom lagt, ikke mindst ud fra de første trailers og gennemsnitsniveauet for anmeldelserne, der røg ind på lystavlen. Derfor måtte min gode ven og jeg kigge på hinanden undervejs, som tiden gik og vi intet havde stødt på, som var særligt rædselsfuldt.
Da filmen var slut, kunne man konstatere, at frygten over trailerindholdet var dybt overdrevet. Oplevelsen af Max Von Sydow var alt andet end én Liam Neeson i Kingdom of Heaven. Det banale ordsprog Rise and rise again ... blev ikke leveret i en spektakulær kontekst, men havde god mening og brugt nedtonet.
Min frygt var, at dette var Gladiator og Kingdom of Heaven theatrical version. Nej, dette er Robin Hood på Tristan og Isolde vis. Tristan og Isolde er en desværre ganske overset lille vikingefilm, som på en helt anden målestok end den vi normalt ser fra blockbusters, overværer et par lande i krig. Men skuespillet minder meget herom og det er ikke i nogen dårlig betydning.
Men for at komme tilbage til essensen. Den nye Robin Hood film ER en prolog til den gammelkendte Robin Hood version, hvor nogle af de gammelkendte elementer, som mønstringen af "the merry men", Lille John og Broder Tuck og mødet med Lady Marion, blot hænder i andre omstændigheder ... "før". Roger Eberts kritik af dette er ikke kun useriøs, den er fuldstændigt skudt ved siden af.
Jeg havde ikke forestillet mig Russel Crowe fungere så godt som Robin Hood, men det klæder historien, at det er en moden, lidt gråsprængt mand, som har været igennem 10 års hellig krig og ikke en six packs purk, som kunne appellere til det umodne publikum. Crowe er ikke ramt af "en mand ser rødt" syndromet fra Gladiator, så som Robin Hood spiller han på nogle flere strenge og langt mere nedtonet. Karismaen træder igennem på lærredet, ikke igennem simplistiske oneliners og appel til testosteronen, men også mht. jovialitet, empati og handling, når dette er tiltrængt. Cate Blanchett er i rollen som Marion, hans perfekte mø. Hun er milevidt fra Olivia De Havillands, bedårende ungmøs portrættering fra 1938 og fra den Lady Marion, som 28 årige Sienna Miller havde været, havde hun ikke mistet rollen, gudskelov. Scenerne med Crowe og Cate emmer af "et eller andet" og man forstår godt, at Cate Blanchett nyder at spille overfor Crowe under Scotts instruktion.
Filmen er ratet PG-11 og der er næsten ingen blod, men jeg savnede det ikke. Der er ligeså meget vold som "der plejer" i den slags film og lyden er så god og akkompagnerende, at jeg ikke savnede blodet. I den forstand forsøger Ridley at leve op til, at Robin Hood ER en familiefilm. På intet tidspunkt havde jeg nogen problemer med at følge med i persongalleriet. De fremtrædende karakterer er Prins John, Marshal (William Hurt) Godfrey og Max Von Sydows Loxley. De spilles alle med autoritet og især Von Sydow er i god form. Ja, jeg kunne godt se O'Toole i rollen, men nej, jeg savnede ham ikke.
Det politiske spil, kunne af gode grunde ikke være ligeså detaljeret som i den næsten timelange længere Kingdom of Heaven, men det var der heller ingen grund til. Det politiske spil ER enkelt i Robin Hood og har altid været det. Instruktionen af Brian Helgelands manuskript gør det nemt at flakse mellem de forskellige parter. Der er ingen grund til at opfinde komplicerede finurligheder, dette er ... Robin Hood.
Min eneste anke, kom med det sluttelige slag, som virkede som en slags antiklimaks, men mere i sammenligning med kravet for mere og mere digitalt CGI og store hære der klasker sammen. Dette var Troy divideret med 10 eller 20 stykker og det var ret herligt, at vi er "kommet ned på jorden" igen. Min anke røg dog på jorden, da slutningen kom og afsættet til den "rigtige Robin Hood" historie kom. Det satte slaget i relief og det passede i helheden.
Og ... musikken. Den var kedelig. Der var intet mindeværdigt over musikken, jeg husker den ikke, så hvad det angår, der er Gladiator sgu bedre.
Imperials præsentation af filmen var perfekt. Billedet var klokkeklart, skarpt og detaljeret. Wow! Jeg glæder mig MEGET til at se den på blu-ray. Perfekt! Hvilket Ridley Scotts billeder jo som altid var.
Så jo ... jeg nød sgu hele forestillingen og så meget, at jeg MEGET gerne ser den "rigtige" historie fra Ridley Scotts hånd. Det var sgu god underholdning og ikke af den regulære slags. Var det Ridley i topform? Nej, det var det ikke, men det er og bliver sjældent, at han når det topniveau og alle andre for den sags skyld.
Så jo. Jeg gentager gerne Guardians ord om Robin Hood.
This is strong stuff!
Film: 7.5-8/10