Sherlock Holmes kender de fleste nok, om end de færreste nok i virkeligheden har læst nogen af Arthur Conan Doyles bøger om mesterdetektiven. Men tåler en sådan klassisk figur at blive genopfundet som så anderledes en manifestation som i Guy Ritchies “Sherlock Holmes”? Ja, det gør han naturligvis, men i nærværende film er projektet fejlet. Et anderledes take på Sherlock Holmes er bestemt kærkomment, men hvorfor skal actionsekvenser og halvdårlig humor ødelægge et ellers fint tiltag? Potentialet er stort, men endnu engang tilsidesætter filmindustrien kunstnerisk innovation til fordel for en lukrativ leflen for et sensationshungrende publikum. Et godt råd: Gå på biblioteket i stedet og se, om ikke noget mere interessant Sherlock Holmes-materiale er at finde der.
Skriv ny kommentar:
#41 Yoda 14 år siden
Og den skal i den grad være anbefalet!
Fik den hjem fra Play sammen med en ordentlig stak suveræne Sherlock-film: http://www.play.com/DVD/DVD/4-/532421/Sherlock-Hol...
Så ja, der i sandhed materiale nok at gå i krig med, hvis man ikke bryder sig om Ritchies ellers fine film.
#42 Kochie 14 år siden
Først og fremmest skal det siges, at jeg er stor fan af Sherlock Holmes i bogform. Jeg har aldrig fulgt med i TVserierne eller set mange af filmene, men jeg har da fået blod på tanden grunden jeres diskussion om The Adventures of Sherlock Holmes. Men hvorom alting er, så har jeg i årevis været stor fan af bøgerne. De er skrevet på en helt særlig måde, hvor jeg synes, at Watson ofte fremstår som en underdanig og nærmest heltedyrkende karakter. Det forekommer især i de første historier, inden han får realiseret sig selv som læge med hustru og klinik and what not.
Samtidig er Holmes for det meste ovenpå. Selv når han forpester sin krop med skadelige stoffer, er han mere tilbagelænet og arrogant end så meget andet, og kontrasten er særligt tydelig i Tiggeren med det Vansirede ansigt, hvis ikke jeg husker forkert. Hvor Watson tager på besøg i en opiumshule for at hente en anden vildfaren sjæl hjem til familien. Her møder vi Holmes, der holder sig til "en pibe i timen" fordi han er på arbejde, og derfor selvfølgelig er ved sine fulde fem.
Jeg angriber ikke Dyles måde at beskrive Sherlock Holmes på, tværtimod hylder jeg den. Holmes har altid stået for mig som en ultimativ detektivtype, fordi han satte sagen over alt andet og sjældent lod sig distrahere af trvialiteter som mad, menneskelige bekendtskaber eller lignende. For ham var det deduktive lig den luft, vi andre har brug for for at holde vore hjerner i live. Det var ikke nok for ham.
Der er sket mange ændringer i den historiske baggrund, for at få den til at passe ind i det univers vi får serveret af Guy Ritchie. En instruktør jeg i øvrigt er stor fan af. Jeg ved ikke, hvor meget af ham, jeg egentlig bed mærke i i filmen. Hans hang til slowmotion og voice-overforklaring var da at finde, men overordnet set var det i mine øjne ikke Snatch#2 - nu i fortiden, jeg var vidne til.
Derimod anser jeg filmen for en kærlig hyldest og en kærkommen opdatering til en superdetektiv og af hans bedrifter. Hyldesten er blandt andet at finde i de scener, hvor Holmes er alene. I restaurantscenen er hans hjerne ved at koge over, og når han slås i undergrunden kommer hans ferme kampevner til fint skue. Han kunne jo "nogle greb" i bøgerne og den del af opdateringen havde jeg absolut intet imod.
De to venners undersøgen af et bestemt lommeur i filmen fik også min indre fan til at juble. Jeg skal sent glemme scenen fra bøgerne, som filmscenen er en åbenlys hyldest til. Her er det Holmes, der konstaterer, at urets ejer er en fordrukken stakkel for blot at få et fur af Watson, der havde medbragt sin ulyksagelige brors ur i håbet om at Holmes evner ville fejle til en afveksling. At det er Watson der gør konklusionen i filmen og får et anerkendende mentalt skulderklap af Holmes ser jeg som bevis på, at folkene bag filmen har et godt overblik over deres kildemateriale.
Og så er der de to venners generelle sammenhold, som er ændret til et andet og mere ligeværdigt setup, hvor Watson fremkommer mere end almindeligt uundværlig og hvor han samtidig er etableret som et menneske, der har andet indhold i livet end at være hjælper for et geni. Det fungerede rigtig godt, og Law og Downey spillede eminemt godt sammen - og så er det for mig lidt ligegyldigt at det og andre ting ikke var helt i den oprindelige Holmske ånd.
Jeg synes, at det er helt fint at ændre på den historiske baggrund, så længe slutresultatet er underholdende. Så egoistisk er jeg. Jeg var rigtig godt underholdt af filmen, og jeg glæder mig meget til at se en 2'er. At skurken var mere irriterende end karismatisk gør mig ikke det store. Den eneste skurk, jeg mindes fra bøgerne er netop Moriarty, fordi han er en af de få, der faktisk er istand til at fjerne fokus fra Holmes, der aldrig har været en karakter der eksisterede til ære for en bunke fanatiske skurke med vilde verdensherredømmefantasier. Den slags helt er han ikke, og det håber jeg heller ikke, han bliver.
For filmen havde en række af de ting, der gør en god Holmes Historie og det vigtigste var selvfølgelig de mange uforklarlige hændelser, der til sidst blev forklaret med al mulig selvfølgelighed. Så når 2'eren kommer, håber jeg blot på flere fantastiske dialogstumper, flere uforklarlige hændelser og gerne flere eksplosioner i det hedengangne London.