Jeg plejer at sige at Jerry Goldsmith har fået mig igennem mange svære perioder i mit liv – især Star Trek-filmene ;)

Så derfor troede jeg aldrig at jeg skulle sige det, men Star Trek er lige pludselig blevet spændende i min verden. Herlig film og fandeme rart med en stor sommerfilm med personlighed, hvor man sidder og hepper med i stedet for bare at stene apatisk til det sædvanlige tomme effektgejl, som typisk præger den slags film. Jeg glæder mig helt klart til at se flere film fra JJ Cool J's hånd nu.

Og så er der musikken. Michael Giacchino bliver bare ved med at imponere mig. Jeg kan knap nok huske hvornår jeg sidst er gået ud af biografen og har fløjtet et helt nyt tema fra en film. Men det gjorde jeg med Giacchinos tema. Scoret sparker røv og der hvor Star Trek-logoet dukkede frem fik jeg ligefrem helt kuldegysninger pga. musikken. Mere af den slags please :)

Jeg fik også set filmen for nogle uger tilbage, men fik da lige lyst til at skrive nogle linjer en tid senere ...

Først og fremmest var det fin og flot sommerunderholdning med masser af gang i den og en god portion kæk humor. Jeg har aldrig været en såkaldt trekkie, men fandt da "The Next Generation" ganske underholdende til tider, bl.a. i den ganske udmærkede First Contact, som blev nævnt længere oppe i tråden. Jeg ved ikke, om Star Trek-fans er specielt begejstrede for denne, da den virkede mere "tilgængelig" for menigmand end det øvrige, jeg har set, men måske derfor kunne jeg særlig godt lide denne.

Og så er der denne nye film, jeg som bekendt godt kunne lide, men altså ... 95% på Rotten Tomatoes; 8.4 på Imdb, 5 stjerner på Filmz ... Jeg synes måske, det er a bit much.

Jeg ved ikke, om det er filmens charme, men den synes at slippe nemt fra svagheder, der synes at indkassere betydeligt flere høvl hos nogle andre film.

Persongalleriet virker eksempelvis umiddelbart lidt fladt, bortset fra Kirk og Spock. De andre besætningsmedlemmer har hver deres moment, men derudover synes jeg aldrig rigtig, vi nærmere oplever, hvem de egentlig er. Jeg sad lidt med følelsen af, at filmen skøjtede hen over karakterer, som egentlig mest var fanservice, var det ikke for ovennævnte momenter. Måske kan det have at gøre med, at jeg ikke i forvejen har det store kendskab til dem andet end af navn, og derfor ikke på samme måde sidder med gengældelsens glæde, når endnu en karakter fra den originale besætning lige skal klemmes ind, undertiden lidt forceret.

Gengældelsens glæde var til gengæld til stede, da men altså ...

Det synes til sammenligning, som om en lang række andre film er blevet udsat for en regulær spansk inkvisition af kritisk efterspørgsel på lignende baggrund. Dette afsnit er ikke ment som et diskussionsoplæg, men blot en konstatering af, at der i en mindre heldig film sikkert forlængst ville være blevet sat spørgsmål ved selv petitesser som, at Jeg husker eksempelvis, hvordan King Kong i sin tid af visse blev kritiseret helt ned i den detalje, at ekspeditionsmedlemmer kunne finde hinanden på øen trods manglende kendskab til øens infrastruktur. Jeg ved ikke, om jeg er meget overbærende her, men jeg sad egentlig bare og tænkte "det er en kæmpe fucking abe og dinosaurer - det plausible har for længst taget bagsædet!" Men bl.a. i dén kontekst kan den meget gavmilde modtagelse af Star Trek undre.

Skurkene formåede desværre heller ikke rigtig at engagere mig. Der var en, der tidligere påpegede, at de med deres tribal tattoos mest lignede en flok olme H.A.'ere. Jeg tror også, jeg lidt sad med den følelse. Bortset fra et stort rumskib og et grusomt masseødelæggelsesvåben, havde deres udstråling og adfærd mest karakter af den slags bøller, jeg umiddelbart ville tillægge håndlangerstatus. Selv om skurken redegjorde for sine bevæggrunde og gjorde sig ansvarlig for et uhyrligt dødstal, indgød han aldrig hverken medfølelse eller frygt, men forblev bare en snerrende kliché. Den nemesis, måtte sgu godt have haft lidt mere tyngde på bare ét eller andet punkt, om ikke andet bare have været mere underholdende.

Til filmens fordel lå der så heldigvis mere følelsesmæssig pondus, kejtet og indeklemt, i den konfliktfyldte Spock. Jeg oplevede ikke umiddelbart den samme personlighedsmæssige nuancering hos Kirk, men begge var nu udmærket castet, og jeg kunne godt lide, at man - efter min opfattelse, anyway - havde fundet en gut, der lignede en yngre udgave af William Shatner. Og så varmede det naturligvis at gense Simon Pegg, som nemt stod for et par gode grin, selv om han umiddelbart heller ikke gjorde meget mere med rollen. Men som Kevin Smith vist engang sagde om Ben Affleck: "I just like to watch him do shit" ... ;)

Alt i alt udmærket underholdende, let omgang sommerunderholdning, som jeg dog finder overvurderet. Men kom bare med det uundgåelige næste kapitel: Jeg skal såmænd nok vælte ind i mørket og følge besætningen på USS Enterprise, når de "boldly go where no man has gone before" ... :)

Hehe! :P

Jeg har så lidt en anden forklaring på det med den såkaldte tilfældighed. Selv synes jeg den giver god mening, når man tager følgende punkter med i overvejelserne:



Men filmen er helt klart et gense værd på dvd, lige så god anden, tredje, fjerde og femte gang, som første gang

filmz-bri (48) skrev:

Og er jeg den eneste der tænkte på Matrix serien da navnet Nero første gang dukkede op?

Far er ikke sur, far er skuffet...

Det tror jeg faktisk du er. Eller er navnet Neo og noget der minder om det optaget siden Matrix? I givet fald er det slut med film om den romerske kejser Nero. Øv, så undslap dén historiebid lige Hollywoods fingre én gang for alle :-/