Kenneth Branagh har en tredje Hercule Poirot-film på vej med endnu et spændende ensemble.

“Mean Girls”-skuespiller Tina Fey leder sammen med “50 Shades of Grey”-stjerne Jamie Dornan og “Everything Everywhere All at Once”-skuespiller Michelle Yeoh an i Branaghs trejde Hercule Poirot-whodunit, “A Haunting in Venice”.

Udover Fey, Dornan og Yeoh kan vi glæde os til også at se Kyle Allen (Netflix’ kommende “Masters of the Universe”), Camille Cottin (“Stillwater”), Jude Hill (“Belfast”), Ali Khan (“Halo”), Emma Laird (“Mayor of Kingstown”), Kelly Reilly (“Pride & Prejudice”) og Riccardo Scamarico (“John Wick: Chapter 2”). Branagh er naturligvis endnu engang at finde som den belgiske detektiv med det imponerende overskæg.

Læs også: “Live action ‘Masters of the Universe’ har castet ny He-Man og er officielt en Netflix-film”

I modsætning til Branaghs to seneste Poirot-mordmysterier har man valgt at ændre titlen på Agatha Christie-bogen bag filmen. I stedet for den originale titel “Hallowe’en Party” har vi altså fået “A Haunting of Venice”.

Filmen, der beskrives som en overnaturlig thriller, foregår efter 2. verdenskrig til en fest på Halloween-aften i et hjemsøgt palæ, hvor en af gæsterne bliver myrdet. Poirot er naturligvis på pletten for at opklare mordet.

“A Haunting in Venice”-produktionen begynder i november, og filmen får premiere i løbet af 2023.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: