Warner Bros har nu officielt solgt deres tidligere skrottede film Coyote vs. Acme til Ketchup Entertainment, der overtager de globale rettigheder til filmen.
Handlen, som menes at være indgået for omkring 50 millioner dollars, blev bekræftet i går og filmen forventes at få biografpremiere i 2026.
Filmen er en live-action/animationshybrid baseret på Looney Tunes-karaktererne og Ian Fraziers satiriske artikel Coyote v. Acme fra The New Yorker. Den er instrueret af David Green og skrevet af Samy Burch (May December), og produceret af Chris deFaria og James Gunn.
I hovedrollerne ses Will Forte som Coyotes advokat, John Cena som hans tidligere chef, samt Lana Condor og Tone Bell. Historien følger Wile E. Coyote, der – frustreret over de svigtende Acme-produkter – beslutter sig for at sagsøge firmaet. Et uventet venskab mellem menneske og tegnefilmsfigur bliver centralt for deres kamp i retten.
Filmen har tidligere testet godt, men blev alligevel lagt på hylden af Warner Bros som led i større omkostningsbesparelser, hvilket vakte stor kritik – blandt andet fra Lego Movie-instruktør Phil Lord og filmens egen hovedrolleindehaver, Will Forte. Ketchups køb markerer en stor investering for selskabet, der tidligere har reddet The Day the Earth Blew Up: A Looney Tunes Movie.
#1 Pistolprinsen 1 dag siden