Vi har langt om længe fået de første plotdetaljer fra “Indiana Jones 5” sammen med et blik på Mads Mikkelsens skumle skurk.
For første gang i franchisens historie, er det ikke Steven Spielberg, der står bag roret på en “Indy”-film. I stedet har “Ford v Ferrari”-instruktør James Mangold overtaget tøjlerne, og nu ved vi endelig lidt om, hvad vi kan forvente af hans bidrag til fortællingen om den legendariske Harrison Ford-arkæolog. Empire Magazine kan nemlig løfte sløret for noget af filmens handling.
Læs også: “Disney vil udvikle en ‘Indiana Jones’-serie”
Den endnu titelløse “Indiana Jones 5” foregår under USA’s rumkapløb med Sovjetunionen i 1969, 12 år efter Indys sidste eventyr. Kampen om først at sende en mand op på månen har dog betydet, at amerikanerne har taget drastiske metoder i brug. Manuskriptforfatter Jez Butterworth forklarer:
“Det simple faktum er, at månelandingsprogrammet var styret af en flok eksnazister. Hvor ‘eks’ de er, er spørgsmålet. Og det irriterer Indy…”
En af disse ‘eks’-nazister er Mads Mikkelsen-skurken Voller, der er inspireret af den virkelige Nazi- og NASA-raketforsker Wernher von Braun. Han arbejder efter at få fat i noget, han mener, kan gøre verden til et bedre sted – noget som Jones også er ude efter. Voller følges af sin vanvittige håndlanger Klaber, der spilles af Boyd Holbrook, som tidligere har arbejdet sammen med instruktør Mangold på den fantastiske “Logan”.
Empire har nu givet os det første blik på både Mikkelsens og Holbrooks bad guys, og naturligvis har vi også fået et billede af filmens helt. Dem kan du se herunder.
“Indiana Jones 5” får premiere den 29. juni næste år.
#1 bleze 2 år siden
#2 compax 2 år siden
Er det bare mig eller ser indys ansigt på en eller anden måde kunstigt ud på billede 2, som om det er digitaliseret på en eller anden måde?