I 1980’erne/1990’ernes USA gjorde Bob Ross daytime-tv til en kunstart med sin behagelige stemme, en strittende afro og talrige træer, buske og anden fauna på hvide lærreder. Nu ankommer hans ånd til det store lærred.
En trailer for den kommende “Paint”-spillefilm er netop udkommet. Traileren præsenterer os for Owen Wilson, der slår om sig med træportrætter, dånende fans og pseudofilosofiske flosker, mens han rejser rundt i USA for inspiration. Sammenligningerne med daytime-tv-ikonet Bob Ross er ikke få, men det er ikke Bob Ross, vi følger i denne film. I stedet er det en mand med samme program og samme hår: Carl Nargle.
Filmen “Paint” placerer den piberygende Nargle i en svær situation, hvor hans rolige fremtoning udfordres af en ny, yngre maler, som begynder at konkurrere med Nargle om at blive tv’s foretrukne maleriske, spirituelle guide. Konkurrencen placerer vores afrobærende hovedperson i en større personlig krise, hvor hans fans og nærmeste langsomt forsvinder fra ham.
Filmen er instrueret af Brit McAdams og produceres af IFC Films. McAdams har været aktiv siden 2006 som tv- og filminstruktør med fokus på skæv komik.
Læs mere her: “Se Owen Wilson som en Bob Ross-lignende maler i første billede til ‘Paint'”
Indtil videre er der ingen officiel udgivelsesdato for filmen i Danmark. I slutningen af april 2023 lander filmen i Storbritannien, og mon ikke den får en større europæisk udgivelse i forbindelse med; eller kort tid efter.