Den danske Oscar-komité har enstemmigt valgt ’Pigen med nålen’ som dette års danske Oscar-bud. Nu starter slutspurten om at få en Oscar-nominering i kategorien ’Best International Feature Film’. Det skriver DFI i en pressemeddelelse.

Den danske Oscar-komité, der består af repræsentanter fra filmbranchen og Filminstituttet, har enstemmigt valgt at indstille Magnus von Horns ’Pigen med nålen’ som Danmarks officielle Oscar-kandidat i kategorien ’Best International Feature Film’. Filmen indgår nu i kapløbet med film fra resten af verden om at blive nomineret til Oscar-prisuddelingen i marts 2025.

’Pigen med nålen’ får først dansk biografpremiere d. 23. januar 2025, men kvalificerer sig til indstilling i år, fordi filmen havde finsk biografpremiere den 6. september, samt opfylder de øvrige kvalificeringskrav fremsat af Det Amerikanske Filmakademi (AMPAS).

‘Pigen med nålen’ handler om den unge fabriksarbejder Karoline, der kæmper for at overleve i København i tiden lige efter 1. Verdenskrig. Da hun bliver arbejdsløs, forladt og gravid, møder hun Dagmar, en karismatisk kvinde, der driver et undergrundsadoptionsbureau, hvor hun hjælper mødre med at finde plejefamilier til deres uønskede børn. Da Karoline ikke har andre steder at tage hen, påtager hun sig rollen som amme, og der opstår en stærk forbindelse mellem de to kvinder. Men Karolines verden går i stykker, da den chokerende sandhed om adoptionerne går op for hende.

Hvis du syntes det lyder velkendt så er det netop fordi filmen er baseret på den rigtige danske seriemorder Dagmar Overby som her bliver spillet af Trine Dyrholm.

‘Pigen med nålen’ er instruktør Magnus von Horns første dansksprogede spillefilm, og filmen fik en flot modtagelse til verdenspremieren på dette års Cannesfestival, hvor den var med i hovedkonkurrencen. Anmeldelserne fremhævede især filmens skuespillerpræstationer og filmens visuelle stil. Branchemagasinet Deadline fremhævede von Horn som ”et mesterligt talent”, og Screen International beskrev filmens skuespil som ”ubønhørligt fascinerende præstationer af Vic Carmen Sonne og Trine Dyrholm”. Filmens manuskript er skrevet af Magnus von Horn og Line Langebek.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: