John Logan, der har skrevet succesfilm som “Skyfall” og “Gladiator” kan for første gang kalde sig filminstruktør.
Logan skal instruere Blumhouses kommende gyser “Whistler Camp”. Filmen bliver beskrevet som en queer empowerment-historie, der foregår på en konverteringslejr, der har til formål at omvende homoseksuelle til heteroseksuelle.
Blumhouse Productions-grundlægger Jason Blum samt Michael Aguilar (“Penny Dreadful”) er producere på filmen, der i øjeblikket caster filmens roller.
Blumhouse har de seneste år markeret sig som et go-to-produktionsselskab, når det kommer til nytænkende og kritikerroste gysere. De er selskabet bag “Insidious”- og de nye “Halloween”-film og har også produceret Oscar-værdige film såsom Jordan Peeles “Get Out” og “Us”.
Læs også: “Michael Myers lever i første teaser til ‘Halloween Kills'”
Logan selv er tre gange blevet Oscar-nomineret for sine manuskripter til filmene “Gladiator”, “The Aviator” og “Hugo”.
Han har tydeligvis et stort talent for filmskrivning, og hans manuskripter har da også ledt til samarbejder med fantastiske instruktører som Ridley Scott, Martin Scorsese og Tim Burton, så han har forhåbentlig lært et trick eller to ved at kigge over skuldrene på dem.
“Whistler Camp” har endnu ingen premieredato.