“Toy Story”-karakteren Buzz Lightyear er ikke længere bundet til den levende legetøjsverden, og den nyeste trailer til karakterens første solofilm teaser et vaskeægte intergalaktisk eventyr.

Når “Lightyear” den 16. juni får premiere i biograferne, er det for første gang i spillefilmsregi ikke Tim Allens stemme, der kommer ud af den animerede Space Ranger. I stedet er det “Captain America”-stjernen Chris Evans, der billedligt talt hopper i astronautdragten, og tager os med på en hæsblæsende rummission.

I Disney/Pixar-filmen får vi oprindelseshistorien om helten bag legetøjet, Buzz Lightyear. Efter på en mission at være strandet millioner af lysår væk fra Jorden, forsøger han at krydse tid og rum i forsøget på at komme hjem. Her møder han et nyt hold af rekrutter, men missionen kompliceres af den onde Zurg og hans hær af robotter.

Du kan læse vores anmeldelse af Pixars seneste film, “Turning Red”, lige her.

Den nye trailer giver os et blik på flere karakterer, vi endnu ikke har mødt i tidligere blik på filmen. Her introduceres vi nemlig til det nye rodede hold bestående af Izzy Hawthorne (Keke Palmer), Mo Morrison (Taika Waititi) og Darby Steel (Dale Soules).

Angus MacLane får sin debut som spillefilmsinstruktør og har skrevet manuskriptet i samarbejde med “Onward”-forfatter Jason Headley.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: