Han er berømt og berygtet for at sige sin ærlige mening om alt og alle. Det har den tyske kultinstruktør Uwe Boll nu også gjort om Tyrkiets præsident Erdogan, hvilket resulterer i en tur i retten.
Se også: Video: Uwe Boll sviner alt, alle og Marvel til
Det hele begyndte med den tyske komiker Jan Böhmermann, der i et digt gjorde grin med Tyrkiets præsident, hvor der blandt andet stod, at Erdogan ser børneporno og undertrykker kurderne.
Det fik tyrkerne til at ville rejse en sag imod Böhmermann, da Tyskland netop har en lov, der forbyder at gøre grin med andre landes repræsentanter.
Og det er her Uwe Boll kommer ind i billedet. Som et forsvar for sin tyske kunstnerkollega fornærmede Boll med en YouTube-video også Erdogan, som Böhmermann havde gjort det. Det har nu fået Tyrkiet til at gå rettens vej, skriver New York Times.
Straffen i Tyskland for at fornærme andre landes repræsentanter er på op til fem års fængsel.