Efter snart 50 film har den indflydelsesrige 86-årige amerikanske instruktør Woody Allen valgt at trække stikket.
Efter en lang instruktørkarriere med både klassikere og kontroverser i bagagen, har Allen nu til det spanske nyhedsmedie La Vanguardia annonceret, at han slutter sin karriere som instruktør – noget som understøttes af Variety. Han stopper dog ikke med at arbejde og vil i stedet fokusere på at skrive.
Annonceringen kommer i forbindelse med produktionen af hans 50. film, “Wasp 22”, som han beskriver som “spændende, dramatisk og også meget dyster”, og som han sammenligner med sin Scarlett Johansson-film “Match Point”. Den kommende film foregår udelukkende på fransk og begynder optagelserne i løbet af de næste par uger.
Allen har igennem sin mere end 60 år lange karriere stået bag film som “Annie Hall”, “Manhattan” og “Vickie Cristina Barcelona” og er med 16 nomineringer den mest Oscar-nominerede filmskaber nogensinde i kategorien Bedste originale manuskript.
Læs også: “Efter #MeToo-anklager: Woody Allen sagsøger Amazon”
Hans mange bemærkelsesværdige præstationer er dog i lyset af #MeToo-bevægelsen igennem de seneste år blevet overskygget, da anklager fra 1992 om sexuelt misbrug af hans på daværende tidspunkt 7-årige adoptivdatter kom frem til overfladen igen. Allen har dog i flere omgange afvist disse anklager.