3, 2, 1. GO! GO! GO! GO! GO!… På 16 minutter skal en håndfuld skarpladte hættetrøjer fuldføre danmarkshistoriens “forhåbentlig” største kup, som blev begået mod Dansk Værdihåndtering i 2008. Det er kupfilm, som vi kan lide det: masker, AK-47 rifler, gummigeder og hurtige biljagter. Og man kunne ikke have fundet en bedre mand bag kameraet end Frederik Louis Hviid til at fortælle historien.

‘De Lydløse’ er en dramatisering af de virkelige hændelser, som fandt sted for 16 år siden på et lager i Brøndby hos Dansk Værdihåndtering. Her brød en gruppe kriminelle ind med en gummiged som rambuk, skarpladte rifler, 11 lastbiler til at blokere vejene, og tre Audi’er som flugtbiler. De slap afsted med knap 75 millioner danske kroner. Det er danmarkshistoriens største røveri, og det er i den grad velegnet til film.

Filmen centrerer sig om det spirende boksetalent Kasper, som prøver at tjene til dagen og vejen. Han har en datter at forsørge sammen med sin kæreste, men dagen kan godt blive lidt grå og unuanceret. Datteren bliver ved med at spørge, om han en dag bliver “verdens bedste”? Det kan godt sætte et pres, specielt når hårdkriminelle Slimani banker på døren. Slimani har lige haft et mislykket kup i Sverige, som ikke endte kedeligt. Nu mangler han penge, og det gør Kasper også. Herfra går filmen i den klassiske “one-last-job” karussel: først et kig på stedet der skal røves, så et intenst møde med vagten, lidt forberedelse, og derefter selve kuppet.

Frederik Louis Hviid står bag filmen sammen med manuskriptforfatteren Anders Frithiof August, og de er et rigtig godt team. Hviid debuterede med spillefilmen ‘Shorta’ i 2020, hvor han virkelig beviste sit værd som thrillerinstruktør. ‘Shorta’ var også en politi/kriminel fortælling med intens action og tempo, dog havde ‘Shorta’ lidt mere af den personlige fortælling med indeover.

Det eneste problem, ‘De Lydløse’ har, er, at den prøver at sætte noget op, som den selv glemmer. Nemlig de personlige fortællinger. For min skyld kunne den godt have holdt sig til bare at være en actionfilm, for det gør den til et kæmpe 12-tal. Og alle film behøver ikke at have en personlig vinkel, men når den selv prøver at gøre det og så dropper det indimellem, bliver det forvirrende. Filmen slipper afsted med at gøre Kasper dyb, specielt i en smuk scene, hvor han forklarer historien bag hans ar i ansigtet.

Hviid prøver ihærdigt at gøre filmen personlig med Kaspers familiedrama, men den når aldrig ind i hjertekuglen. På den ene side skal Kasper vælge mellem sin boksekarriere og kuppet, men man ser ham aldrig tage et valg. Man ser ham også forberede sig til en kamp, og dagen efter har han blåt øje og blodnæse, men man hører aldrig, om kampen gik godt. Man introduceres også til Slimanis kæreste, som han selvfølgelig er modbydelig overfor, men man ser aldrig et payoff på introduktionen. Vi får egentlig bare bekræftet endnu mere, at han er ond, hvis nogen skulle være i tvivl.

Det samme gør sig gældende med Amanda Collins karakter Maria. Hun er en form for G4S-vagt, der har en drøm om at blive betjent. Tænker jeg? For man får aldrig at vide, hvorfor hun ikke er blevet betjent, men kun er vagt. Om det er fordi, hun er kvinde, eller fordi hun har fejlet, ved man ikke. Det er også svært, når man kun ser hende på arbejdet. Hun ender til sidst med at afsløre noget på en skydebane, som jeg ikke aner, hvad jeg skal bruge til.

Titlen ‘De Lydløse’ henviser til de lydløse pengesedler, for du skal ikke forvente, at røverne er lydløse. Filmen er en testosteronbombe uden lige, både på den gode og den dårlige måde. Der er ingen tvivl om, at det er en drengerøvsfilm, og det er også fint. Der SKAL være plads til film i biografen, som minder os om de gode gamle dage som barn, hvor man legede politi og røver ude i skolegården.

Vi har en form for kollektiv indoktrinering i Danmark, hvor vi automatisk holder med røverne i film. Måske er det fordi, vi alle er vokset op med ‘Olsen Banden’ og derfor automatisk holder med de små modige mennesker, som tør det, vi andre ikke tør. Om det så er at bytte om på citronvand og frokostbajerne, eller at pløje en gummiged gentagne gange ind i væggen, så vil vi altid sidde og håbe på, at drengene slipper afsted med pengene. For det føles bare mest rigtigt, at de bliver belønnet for deres hårde arbejde.

Filmens startsekvens vil nok komme til at skrive sig ind i dansk filmhistorie som en af de fedeste sekvenser nogensinde. I et kæmpe one take ser vi en pengetransport køre rundt i Stockholms bakkede gader, hvor den stopper for at vente på, at klokken slår hel. Pludselig kommer to Audi’er og blokerer for transporteren både foran og bagved. En mand stiger ud, skarpladt og hætteklædt, og beder dem om at stige ud af vognen. De nægter, hvorefter han fyrer skud af mod ruden, som næsten brister. Imens det sker, ser vi i sidespejlet, at en anden mand er i gang med at åbne skydedøren med en vinkelsliber. Alt sammen i ét enkelt skud! Det er elegant og skidesmukt. Hviid forstår at bruge one-takes som et suspense-optræppende element fremfor ren showoff.

I et andet flot one-take sidder vi i en bil, der fræser med lynets hastighed igennem et haglende regnvejr på en motorvej midt om natten. Lyden er intens voldtager ens ører, folk er pisse sure, og politiet er lige i hælene. Vi sidder med på bagsædet og kigger rundt i bilen, men vi kan ikke se andet end blå blink, regn og dårlig stemning. Febrilsk kaster de syltetøjsglas med partisansøm ud på vejen – det er ren held, hvis vi slipper afsted i live.

Jeg tror, at sidste gang, jeg følte mig så velkommen og holdt i hånden af en dansk actionfilm, var, da jeg for første gang så ‘I Kina Spiser De Hunde’. De to film er selvfølgelig meget forskellige, men følelsen af at se dem er den samme. Begge film vækker den lille dreng i én, som altid har haft en lille politimand eller bankrøver inde i maven, som man aldrig har turdet gøre noget ved. Den bliver vækket til live af en instruktør, der tydeligvis har det på samme måde. Derfor kunne jeg ikke have tænkt på nogen anden til at lave denne film. Tak Hviid.

‘De Lydløse’ er en drengerøv, der ikke har tænkt sig at blive voksen for at tilfredsstille nogen. Det er mænd, der måler pikke og tatoveringer i to timer (som flyver afsted) i stedet for at snakke om deres følelser eller få sig et arbejde. Det er, som det skal være, hvis den dog bare lod sig gøre det, den er bedst til. Filmen får pulsen op, sved i håndfladerne, og man glemmer at blinke. Man kan mærke den glade lille dreng bag kameraet, som endelig har fået lov til at lave et røveri – dog på film – og så kan man ikke andet end at dele begejstringen.

Og husk at slå dig selv hårdt i brystet og brøle, inden du går ind i biografen.

‘De Lydløse’ har biografpremiere d.31 oktober.