The Apprentice
Udgivet 21. okt 2024 | Af: Jonas Hansen | Set i biografen
‘The Apprentice’ er en moderne Frankenstein-fortælling om Roy Cohns monster, Donald Trump, der bliver skabt som en større og stærkere udgave af ham selv. Endnu mere blottet for moral, medmenneskelighed, ærlighed og sympati, som vi kender ham i dag. Donald Trump er kommet for at blive, og ingen kan stoppe ham. Ikke engang hans egen skaber.
Jeg må indrømme, at jeg ikke forventede det store af ‘The Apprentice’, første gang jeg læste, at den dansk-iranske instruktør Ali Abbasi lavede en film om den tidligere præsident Donald Trump, som ovenikøbet ville udkomme midt i præsidentvalget, hvor førnævnte selv stiller op som kandidat. Tænkte jeg at det bare var en film, der blev lavet for at provokere og hælde grus i maskinen, og som blev lavet, mens folk stadig havde Trump klart i sin hukommelse. Selv min kæreste og min kammerat, jeg så filmen med, vidste ikke, at der kom en film om Trump, før den var i biografen.
Men jeg må æde alle mine fordomme og erkende mine synder, ‘The Apprentice’ er en af 2024’s bedste film, indtil videre.
Vi åbner filmen med det kendte TV-klip af tidligere præsident Nixon, hvor han udtaler “I’m not a crook”, klip til en upbeat montage af 70’ernes New York og blinkende orange selvbruner tekst, der byder os velkommen til en rutsjebanetur i Trump-land. Fra start af propper filmen ikke noget ned i halsen på mig, den viser mig blot et klip af en tidligere præsident og hans udtalelser, så kan jeg selv lave mine egne udregninger. Og jeg ser klart en usynlig rød tråd, som Abbasi har tegnet op. Har vi lært noget fra Nixons tid? Fra Watergate til stormede kongresser og tys-penge til pornoskuespillere. Historien vil altid gentage sig selv.
Efter montagen møder vi Trump på en eksklusiv bar i New York City, han har en date under armen, og han sidder sirligt og udpeger, hvem folk er i selskabet. Hun deler tydeligvis ikke hans begejstring, slukøret og fuld af mindreværdskomplekser bliver Trump taget under armen, da han bliver tilbudt en plads ved kendisadvokaten Roy Cohns bord. Trump er smigret, da Cohn let flirter med den unge blonde, hvalpefede mors dreng. Trump er let at imponere, og fra nu af er han fanget i Cohns spindelvæv.
Herfra går filmen ellers i gang med at dissekere Trump nænsomt og finmotorisk, hver en nerve bliver pillet ved, og der er ikke dén sociologiske manipulationsteknik, han ikke bliver oplært i.
Cohn er en mesterlærer i at blive et vaskeægte røvhul, og Trump er hans lærling. Cohn har tre regler, der tydeligt skinner igennem hos den Trump, vi kender i dag. Regel nr. 1: Angrib, angrib, angrib. Gå altid mod manden, aldrig bolden. Hvis du vil have noget af nogle, så tag det. Regel nr. 2: Benægt alt, indrøm intet. Det er lige meget, om noget kan bevises, benægt altid! Regel nr. 3: Tag altid sejren. Du har aldrig tabt, før du selv siger det. Sejren er, hvad du gør den til. Vind!
Det er de tre hovedregler, Cohn oplærer den nyrige dreng fra Queens i, og så er der de små komiske hverdagsregler, han lærer ham. Såsom altid at lade telefonen ringe to gange, inden du tager den, og egentlig bare ikke tage telefonen. Få en sekretær.
Filmen kan måske sammenlignes med ‘The Wolf of Wall Street’ og så alligevel ikke. For det er ikke en coke-tur i byen til Kanye Wests musik, men et karakterstudie, som emmer af New Yorks “rise to fame” igennem slutningen af 1900-tallet.
Sebastian Stan går aldrig hen og bliver en parodi på Trump, heldigvis for det. Det kunne så let have været en SNL sketch, men han spiller ham underspillet og realistisk. Det er skræmmende, hvor meget han ligner ham, når den røde løber bliver rullet ud, og kamerablitzene blinker. Overlæben strutter korrekt, øjnene kniber perfekt, og håret er dejligt tyndt. Maria Bakalova er også en fænomenal Ivana Trump. Hun er snappy og den perfekte modstander til Trumps maskulinitet. Hun står ikke i skyggen, og hun tør sige fra.
Men filmens store stjerne er Jeremy Strong som Roy Cohn. Hold nu kæft, hvor han stråler! Strong spiller Cohn, som var det hans film, lige præcis som han selv ville have gjort. Cohn får også klart flest grin hjem på filmens 2 timers spilletid. Klarest står det, da Trump viser Cohn Atlantic City frem som stedet, hvor Trumps nye casino skal stå, og Cohn meget rigtigt siger: “Der er ligeså meget Las Vegas over det her, som min mormor er Grace Kelly.”
For få år siden blev alle trætte af 80’er-nostalgi i film. Det begyndte at blive mere “style over substance”, som man siger. ‘Stranger Things’ startede med at gøre det godt, så kom flere og flere, som fulgte med, og fejlagtigt troede, at det var nostalgien, der virkede i serien og ikke handlingen. Det var, som om man tænkte, “Jo flere walkmen og benvarmere vi kan have med, jo mere vil folk kunne lide vores film.” Vi fik endda en Wonder Woman-film, der hed ‘Wonder Woman 1984’. ‘The Apprentice’ gør det helt rigtigt. Jeg føler aldrig, at jeg ser en film, som er klædt ud som 70’erne eller 80’erne. Den overbeviser mig om, at vi er i den tid, og kameraet er fra dengang. Når vi i den første halvdel af filmen er i 70’erne, er der lækre filmgryn i billederne, og når vi så skifter til 80’erne, er der VHS-streger over billederne. Det er lækre små detaljer, der er med til at sælge illusionen.
‘The Apprentice’ har mere under overfladen, end hvad man umiddelbart skulle tro. Det er ikke bare en Trump-film. Jeg troede, den ville slutte med klips af Trump som præsident eller hans likvideringsforsøg tidligere på året, men det gør den ikke. Så troede jeg, at der ville komme noget tekst på skærmen, som der jo altid gør, når en film er baseret på virkelige personer. Det gør der heller ikke. Det er en film med en god historie, og det er karaktererne, der fortæller den.
Filmen er en fabel om en mand, der bliver ondskabsfuld og iskold. Han vil være en stor mand, koste hvad det vil. Hårtransplantationer, fedtsugninger og slankepiller hjælper ham fejlagtigt på vej mod den perfekte mand. Han vil ikke modtage sin kones g-punkt-bog eller lægens fitnesstilbud. Han tager altid den nemme vej. Det handler om min nydelse, og jeg er ligeglad med andres.
Den første halvdel af filmen er Trump et menneske, den anden halvdel er han et monster. Mere og mere forsvinder mennesket og han bliver en skygge af den, han engang var.
Hvis jeg var ombord på et fly, som styrtede, og vi var fire mennesker, der overlevede – Trump iblandt. Så var Trump den første, der satte tænderne i en af os. Det er ren overlevelse, og Trump har sine egne regler, og en af dem er, at vi andre hører under dem. Vi ved det bare ikke selv.
‘The Apprentice’ er en vigtig og god film, der flyver afsted. Sjældent har en film haft så meget fuld plade på skuespil, instruktion, lyd og billedside. Den er fuldkommen og vigtig i sine budskaber samtidig med, at den er sjov, kritisk og forbeholden. Den mætter mig uden at tvangsfodre mig med budskaber og politiske ideologier. Den lader mig tænke selv og danne mine egne meninger.
Der er nok en grund til, at vi kun ser Trump, inden han gik ind i politik, for filmen er for god til at blande sig i det. Vi følger Trumps rejse op til den faktaafvisende kategoriske løgner, han er i dag.
Når en film som denne er så fuldkommen i sine virkemidler og tematikker, så kan man ikke andet end at give 6 stjerner. Andre anmeldere har jeg set holde tilbage og forbeholde sig nærrige med sine stjerner. Men jeg kan ikke komme på en eneste dårlig ting at sige om ‘The Apprentice’.
‘The Apprentice’ er en fordrejet ‘Karate Kid’-fortælling om en lærling, der ukritisk tager sin mesters råd for gode varer, og kører sit eget syge spil Matador, hvor alle andre spillere er søm, og Trump er hammeren. Donald Trump er Mads Skjerns værste mareridt, lysår væk fra fakta og god skik, men opskriften på en skide god film.
‘The Apprentice’ kan ses i biografen nu.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet