Den yderste dom
Udgivet 18. jun 2008 | Af: The Insider | Set på DVD
Det er sjældent, at en film både kan betegnes som episk og intim. Men “Den yderste dom” fungerer nøjagtig lige så godt som en grandios skildring af et fortvivlet, middelalderligt Rusland, der plages af religiøse konflikter, som et nøgternt portræt af en gudfrygtig mand, hvis tro udfordres af de utallige rædsler i fædrelandet. Manden er Andrei Rublyov, hvilket også er filmens originaltitel. Rublyov er en aldeles kristen herre, der er berømt i Rusland for sine evner som maler. Han bliver hyret til at arbejde i et velrenommeret kapel, men den venligsindede kunstner synes at miste lysten til at arbejde, fordi han ofte oplever, at hans medmennesker bruger troen som undskyldning for at udøve ubarmhjertig vold og begå alskens ugerninger.
Ydermere demonstrerer filmen tydeligt instruktørens evne til at jonglere med både storladen og underfundig symbolik uden at gå på kompromis med det mere jordnære, menneskelige drama. Drama er der især masser af under filmens berømte endelige akt, hvor drengen Boriska, hvis familie er blevet udryddet af pesten, kræver og tildeles opgaven som arkitekt af en prangende klokke.
Store følelser gengives i “Den yderste dom”, og store følelser vækkes også i publikum. Det skyldes ikke blot den følelsesladede fortælling, som Tarkovsky og kollegaen Andrei Konchalovsky forfattede, men også skuespillernes indsats. Anatoli Solonitsyn, der medvirkede i flere af Tarkovskys film før sin død i 1982, leverer en pragtpræstation af format som Rublyov. Og Nikolai Burlyayev, der brillerede som 12-årig hovedrolleindehaver i “Ivans barndom”, leverer en uforglemmelig indsats som endnu en determineret knægt, hvis respektindgydende facade immervæk truer med at krakelere.
Transferet er i hvert fald ganske hæderligt. En del pletter og støj optræder, men hovedsageligt i begyndelsen og slutningen af filmen. Man distraheres heldigvis aldrig af snavset. Billedet er som regel enormt skarpt, og edge-enhancement optræder yderst sjældent. Kontrasten er sædvanligvis også stabil, men udtværinger optræder til tider i de mørkeste sekvenser eller under scener, hvori der optræder en del røg eller tåge.
Andrei Tarkovskys CV er spækket med mesterværker, og “Den yderste dom” er en af instruktørens største bedrifter. Både tilhængere af eventyrlige, episke fortællinger og sobert, karakterdrevet drama bør opsnuse denne udgivelse på trods af skivens uimponerende AV-præsentation og ujævne ekstramateriale.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet