Den yderste dom

InstruktionAndrei Tarkovsky

MedvirkendeАнатолий Солоницын, Иван Лапиков, Nikolay Grinko, Ролан Быков, Николай Сергеев, Bolot Bejshenaliyev, Irma Raush, Nikolay Burlyaev, Yuriy Nazarov, Николай Граббе, Михаил Кононов, Юрий Никулин

Længde205 min

GenreDrama, Drama, Krig, Krig

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Den yderste dom

4 6
Dommen er klar: MesterværkDet er nok de færreste, der umiddelbart tillokkes af tanken om tre timers levende billeder omhandlende en russisk maler i 1400-tallet. Men selv De Gule Sider kunne instruktøren Andrei Tarkovsky formentlig have forvandlet til en ulideligt spændende film. “Ivans barndom” var ganske vist Tarkovskys første spillefilm og hans gennembrud, men “Den yderste dom” fra 1969 var filmen, der for alvor slog fast, at manden var en enestående, visionær kunstner og Østeuropas formentlig største filmmager siden Eisenstein.

Det er sjældent, at en film både kan betegnes som episk og intim. Men “Den yderste dom” fungerer nøjagtig lige så godt som en grandios skildring af et fortvivlet, middelalderligt Rusland, der plages af religiøse konflikter, som et nøgternt portræt af en gudfrygtig mand, hvis tro udfordres af de utallige rædsler i fædrelandet. Manden er Andrei Rublyov, hvilket også er filmens originaltitel. Rublyov er en aldeles kristen herre, der er berømt i Rusland for sine evner som maler. Han bliver hyret til at arbejde i et velrenommeret kapel, men den venligsindede kunstner synes at miste lysten til at arbejde, fordi han ofte oplever, at hans medmennesker bruger troen som undskyldning for at udøve ubarmhjertig vold og begå alskens ugerninger.

Individets opgør med Gud er et tema, som går igen i stort set alle Tarkovskys værker. Naturligvis er filmen også spækket med symbolik og filosofiske drøftelser, hvilket ligeledes er hverdagskost i Tarkovsky-produktioner. Den underskønne sort/hvid-billedside er mindst lige så forbløffende som Rublyovs kunstværker. Billedet af Rublyov, der går rundt i sin ødelagte kirke efter et grufuldt angreb, mens det sner, får man næppe nogensinde ud af hovedet igen. Det er især under scener som den, at man mærker lighederne mellem “Den yderste dom” og Eisenstein-storværker som “Alexander Nevsky”.

Ydermere demonstrerer filmen tydeligt instruktørens evne til at jonglere med både storladen og underfundig symbolik uden at gå på kompromis med det mere jordnære, menneskelige drama. Drama er der især masser af under filmens berømte endelige akt, hvor drengen Boriska, hvis familie er blevet udryddet af pesten, kræver og tildeles opgaven som arkitekt af en prangende klokke.

Denne fortælling, der i første omgang virker som adskilt fra hovedfortællingen om Rublyov, fungerer som en perfekt afrunding på denne uforglemmelige saga. Det er oplagt at se den unge Boriska som et symbol på den uvisse fremtid. Ikke blot fremtiden, der var ukendt for folkene i det 15. århundrede, men fremtiden i al almindelighed. Kan denne lille, ensomme knægt overgå sine gamle, konservative kollegaer og konstruere noget, der vil begejstre folket? Eller vil Boriska fejle og smuldre sammen med nationen under forventningens pres? Imens går Rublyov rundt i baggrunden. Vil han måske kunne alliere sig med Boriska på en eller anden facon, således at en bro for alvor kan skabes mellem den dystre fortid og den potentielt vidunderlige fremtid? Er der plads til håb i en verden, der er plaget af så megen ondskab og grådighed?

Store følelser gengives i “Den yderste dom”, og store følelser vækkes også i publikum. Det skyldes ikke blot den følelsesladede fortælling, som Tarkovsky og kollegaen Andrei Konchalovsky forfattede, men også skuespillernes indsats. Anatoli Solonitsyn, der medvirkede i flere af Tarkovskys film før sin død i 1982, leverer en pragtpræstation af format som Rublyov. Og Nikolai Burlyayev, der brillerede som 12-årig hovedrolleindehaver i “Ivans barndom”, leverer en uforglemmelig indsats som endnu en determineret knægt, hvis respektindgydende facade immervæk truer med at krakelere.

VideoUdgivelsens omslag hævder, at filmen præsenteres i billedforholdet 2.35:1, men sandheden er snarere, at filmen præsenteres i 2.10:1 anamorphic widescreen-format. Filmen skulle angiveligt være blevet skudt i forholdet 2.35:1, men undertegnede skal ikke kunne sige, om man har beskåret den oprindelige billedside eller derimod åbnet op for den og inkluderet mere billedinformation, end der blev vist, dengang filmen havde biografpremiere. Under alle omstændigheder savner man aldrig billedinformation i siderne, top eller bund. Til tider kan billedet også godt virke en smule strakt, så måske har komprimeringen af filmens bredformatsbilledside blot medført en ubetragtelig, om end forkert ændring af billedets højde.

Transferet er i hvert fald ganske hæderligt. En del pletter og støj optræder, men hovedsageligt i begyndelsen og slutningen af filmen. Man distraheres heldigvis aldrig af snavset. Billedet er som regel enormt skarpt, og edge-enhancement optræder yderst sjældent. Kontrasten er sædvanligvis også stabil, men udtværinger optræder til tider i de mørkeste sekvenser eller under scener, hvori der optræder en del røg eller tåge.

AudioHverken skivens russiske Dolby Digital 5.1-mix eller mono-spor er værd at skrive hjem om. Monosporet er nærmest at foretrække, da det ikke byder på den overivrige og undertiden distraherende brug af baghøjtalerne, som DD5.1-sporet gør. Begge spor byder dog på en del susen og knas. Selv 5.1-mixet benytter sig stort set udelukkende af fronthøjtaleren, hvilket også er ganske logisk, når man tager materialets alder i betragtning. Men lydsidens vigtigste element, dialogen, lyder forbavsende flad, og ingen af de to spor synes at have en egentlig bund. Ganske vist er “Den yderste dom” ikke ligefrem en splinterny produktion, men filmen har ikke engang 40 år på bagen og lyder snarest som en film fra 20’erne.
EkstramaterialeDvd’en indeholder interviews med skuespilleren Yuri Nazarov (5 min.) og Tarkovskys søster, Marina Tarkovskaya (2 min.). Det er en skam, at de to interviews er så korte og derfor fattige på mindeværdig anekdoter. “Making the Film” (5 min.) består desværre kun af en håndfuld klip fra optagelserne, som i visse tilfælde er mildt interessante. “The Raid” (9 min.) er en fin, lille dokumentar om mongolernes invasion af Rusland for snart 800 år siden. “Last Judgement” (7 min.) er derimod en meget uinteressant film, der byder på nedslidte optagelser af ‘militaristiske ateister’, der angriber religiøse symboler. “Theophanes the Greek” (7 min.) er bedre og omhandler ægte vægmalerier. Et lille hæfte, et billedgalleri og trailere til “Den yderste dom”, “Spejlet”, “Solaris” og “Vandringsmanden” medfølger også.

Andrei Tarkovskys CV er spækket med mesterværker, og “Den yderste dom” er en af instruktørens største bedrifter. Både tilhængere af eventyrlige, episke fortællinger og sobert, karakterdrevet drama bør opsnuse denne udgivelse på trods af skivens uimponerende AV-præsentation og ujævne ekstramateriale.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

“Den yderste dom” kredser om den russiske ikonmaler Andrei Rublevs såvel fysiske som mentale rejse gennem middelalderens Rusland. Den gennemgribende tematik i filmen er mennesket i relation til og som konsekvens af dets omverden.