Anmeldelse: A Complete Unknown
Udgivet 20. feb 2025 | Af: Jonas Hansen | Set i biografen






Hårene på armene rejser sig, og pulsen falder til bunds, når James Mangold endnu engang filmatiserer en af de vigtigste musikkunstnere i nyere tid og inviterer os ind i de tilrøgede kælderlokaler i 60’ernes New York, hvor der opstod verdenshistorie.
Mangold har en vidunderlig musikalitet – han ved, hvordan en biopic skal skrues sammen, og hvordan man filmer en musiker i modlys. Det beviste han til UG i Johnny Cash-filmen Walk the Line fra 2005, hvor vi kom godt under huden på manden klædt i sort. Det var mere end bare en rock’n’roll-fortælling med sprut, damer og greatest hits – det var en rørende historie om faderkomplekser og sprudlende kærlighed. Derfor vidste jeg også, at Bob Dylan var i gode hænder.
I Mangolds nyeste biopic, A Complete Unknown, er det dog ikke lige så intimt og dybdeborende som i Walk the Line. Jeg må indrømme, at da jeg trådte ud fra biografsalen, var jeg ret skuffet over, hvor lidt ny viden jeg fik om Bob Dylan. Men så huskede jeg filmens titel, og det gik op for mig, at der jo ikke er nogen, der aner noget om den mystiske trubadur med solbrillerne.
A Complete Unknown følger Bob Dylans første fem år i karrieren. En flossede gadedreng ankommer på tomlen til New York med et avisudklip og en guitar over skulderen. Han leder efter sit forbillede, Woody Guthrie, som er permanent indlagt på hospitalet. Her møder han ikke bare Guthrie, men også banjokongen Pete Seeger, der hurtigt anerkender Dylans talent. Med det følger faste spots på New Yorks musikklubber – og mon ikke der også sniger sig en producer ind? Herfra kører den klassiske dobbeltfortælling om balancen mellem kærlighedslivet og musikkarrieren, indtil det hele kulminerer med den famøse elektriske koncert på Newport Folk Festival i 1965.
Det, som filmen lykkes rigtig godt med, er de små intime scener, hvor vi lader os opsluge af Timothée Chalamets fantastiske Dylan-portrættering – når han sidder i den forårsgyldne dagligstue med morgenhår og spiller de smukke sange. Om det er i dagligstuen, en kælder i New York eller en festivalscene, er ligegyldigt. Mangold gør det stik modsatte af, hvad Baz Luhrmann gjorde med Elvis – tempoet er roligt, det er ultrarealistisk og dødhyggeligt.
Hvis man gerne vil vide mere om Dylan, end man kan læse på Wikipedia, er dette ikke filmen for dig. Men hvis du derimod gerne vil se en lækker, rolig film med et fedt soundtrack, godt skuespil og vide mere om folkmusikkens genreskift i 60’erne, så er det her klart filmen for dig.
Titlen A Complete Unknown er meget passende. Udover at være en reference til Like a Rolling Stone, så understreger den, at Dylan er en ukendt, lyrisk engel, der dumper ned i New Yorks gader som et lyn fra en klar himmel. Hvad er hans rigtige navn? Hvor er han fra? Ingen kan blive kloge på ham – heller ikke hans mentor eller kærester. Det gør ham selvfølgelig en anelse usympatisk og til et irriterende omdrejningspunkt. Men kun fordi han er et rigtigt menneske. Filmen handler ikke om Dylan som person, men som musiker, sangskriver og trendsetter. Hans kompromisløshed, kreativitet og barnagtighed gør ham inspirerende at se på. Han er irriterende god til at lave musik, og man forstår frustrationen hos folk omkring ham, når han får det til at se så let ud.
Han er samtidig en dårlig vinder – for eksempel, når han siger til Joan Baez, at hendes tekster “lyder som et oliemaleri hos en tandlæge” eller med sin konstante afskærmning bag solbriller i øvelokalet.
Timothée Chalamets portrættering er fænomenal. Ikke lige så mindeværdig som Cate Blanchetts i I’m Not There, men han har fuldt fortjent den Oscar-nominering, han har fået. Dog bliver han undervejs overskygget af Edward Norton og Boyd Holbrook.
Norton spiller countrylegenden Pete Seeger, der tager den unge Dylan under sin vinge – og man har virkelig savnet Norton på det store lærred. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set ham siden Birdman, og i hvert fald har jeg ikke set ham spille så karismatisk siden. Han får Seeger til at ligne en rolle, Tom Hanks ville have fået engang i start-00’erne.
Men den helt store scene-tyv er Holbrook som Johnny Cash. Det virker som om, at Holbrook er træt af at svinde ind i baggrunden og blive forvekslet med Dacre Montgomery og Charlie Hunnam, så nu lægger han al sin energi i at blive husket. Og det virker. Joaquin Phoenix kan godt pakke sine ting, for der er en ny Johnny Cash i huset. Han ligner ham ikke bare mere end Phoenix – han lyder også en-til-en som Cash.
A Complete Unknown er en speciel biopic på mange måder. Der er ikke de klassiske scener, hvor stjernen smadrer et badeværelse i en ordentlig brandert, en gnaven storrygende producer der ikke tror på hans talent, eller en scene, hvor han beder alle sine gæster om at skride af helvede til iført morgenkåbe. Tværtimod er Dylan ædru stort set hele tiden. Hans producer drikker mere end ham og opfordrer ham ovenikøbet til at spille elektrisk. Det er dejligt endelig at få noget ny vin på en gammel flaske.
Ligesom Walk the Line også er et trekantsdrama, så rummer A Complete Unknown dramaet mellem Dylans ekskæreste Sylvie Russo og folksangeren Joan Baez (spillet af Monica Barbaro, der er nomineret til en værdig Oscar). Det er en stærk konflikt mellem det småborgerlige hverdagsliv og det eksotiske kendisliv, han hele tiden skal tage stilling til – smukt illustreret i scenen, hvor Sylvie ser Dylan og Baez spille duet sammen ude fra bagscenen, med en tåre trillende ned ad kinden.
Uden at spoile for meget var filmens højdepunkt klart den sidste koncert, hvor filmen igen husker os på, at dette ikke er en klassisk biopic. For da Dylan gik elektrisk, blev det ikke velmodtaget. Endnu et dejligt frisk pust i genren – den slutter ikke som Bohemian Rhapsody med karrierens højdepunkt og ubetinget kærlighed fra fansene.
A Complete Unknown er alle Bob Dylan-fans’ vådeste drøm og et friskt pust i en genre, der er ved at tage over biografmarkedet. Fyldt med mindeværdige skuespilpræstationer, flotte billeder og en endnu hyggeligere atmosfære. Stemningen er til at skære i, når fingerspillet ellers får lov til at udfolde sig. Det er den varmeste film, jeg har set længe. Den er mere en atmosfære og en vibe, end den er en stor Hollywood-film. Og det er faktisk meget rart.
Og så frydede jeg mig over, at filmen slutter præcis som Matt Reeves’ The Batman.






Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet