Sangfugl fortabt i kærlighedDet har til alle tider været kærligheden, forfejlet som fuldbyrdet, der har været det styrende element i filminstruktøren Wong Kar-Wais billedligt poetiske film, som blandt andre tæller de vellykkede “2046” og “In the Mood for Love”. Med “My Blueberry Nights” har instruktøren lagt amerikanerne for sine fødder, og filmen er i modsætning til tidligere indspillet på amerikansk grund, med amerikanske skuespillere samt en enkelt skuespildebuterende sangerinde.

Midt i et inferno af hjerteskærende følelser, brudte løfter og emotionelle sidespring bevæger sig nemlig hitlistesangerinden Norah Jones, hvis kælne stemme tilmed er gennemgående tema på lydsiden. Her er hun imidlertid en fortabt sangfugl med stækkede vinger, og der skal ikke herske tvivl om, at hendes talenter inden for musik er mere veldokumenterede og velartikulerede, end skuespilpræstationerne viser sig at være det. Faktisk er det ringe skuespil et generelt problem, og kun enkelte medvirkende – heriblandt den underskønne starlette Natalie Portman – formår at hive sig op på et rimeligt niveau. Måske egner Wong Kar-Wai sig bare ikke til polemiserende personinstruktion?

Ikke desto mindre har Norah Jones fået hovedrollen i “My Blueberry Nights” som det kasserede ringvrag Elisabeth, der er havnet i et kærlighedsløst morads, fordi den nu forhenværende kæreste har forladt hende til fordel for en anden. Filmen indledes på en anonym café i New York en aften, hvor Jude Laws selvopofrende ekspedient Jeremy er ved at lukke og slukke for natten. Her langer han i de åbne timer kaffe og blåbærtærter over disken i en strid strøm – heraf filmens mystifistiske titel. Hun bliver hurtigt stamgæst, har ikke andre steder at tage hen, og han bliver hendes ukuelige støtte i en forståelse af kærlighedens krinkelkroge og uransaligheder. De er begge ensomme og søgende fugle, som ikke endnu har fundet den eneste ene at dele livet med, men med hinanden kan de i hvert fald bearbejde ensomheden og depressionerne. Også han er nemlig for nyligt blevet dumpet på kærlighedens losseplads.

I første omgang fatter de to ikke følelsesmæssig interesse for hinanden, men bibevarer en distance, og tilsyneladende er det Wong Kar-Wais mening med filmen, at de skal adskilles og komme sig over respektive forliste forhold for at finde ud af, hvad de hver især betyder for hinanden. Elisabeth tager på en længere rejse tværs over det amerikanske kontinent, hvor hun slår sig midlertidigt ned på udvalgte lokationer, arbejder som servitrice og forsøger at forstå den dybere mening med livet, mens hun skraber penge sammen til en bil. Dannelsesrejse er en rammende beskrivelse af den unge kvindes rastløse tur, for målet er at finde ud af, om kærligheden rent faktisk findes og er bæredygtig.

På sin vej møder hun en række eksistenser, som enten aldrig har fundet lykken, eller som har smagt på kærlighed med bitter erfaring og alvorlige sår på sjælen til følge. Filmen er opdelt i kapitler og præsenterer således først David Strathairns udbrændte lovhåndhæver Arnie, der for længst er blevet vraget af ekskonen, den teatralske Sue Lynne, spillet hæderligt af Rachel Weisz. Kærlighed har mange ansigter, og derfor er den bekræftelsessyge Leslies historie ikke mindre væsentlig, når hun pustes til live af rutinerede Natalie Portman. Hun har aldrig opnået den accept og den kærlighed, hun har så hårdt brug for fra faderen. Ikke desto mindre falder æblet ikke langt fra stammen, for begge har en forkærlighed for pokerspillet.

Om ikke andet er “My Blueberry Nights” mageløs storbypoesi, når byernes spændinger og skævheder indfanges på dragende vis og gøres til prangende æstetik. Således er selve urbaniteten, følelserne, eksistentialismen og livet som sådan med i de udladninger, som kommer til skue i Wong Kar-Wais fortryllende og sanseberusende leg med billedmediet. Derudover er der ikke meget at lade sig forføre af. Det forholdsvist simple univers er læsset med tonstung symbolik, der sætter sit ufravigelige præg på både ord og handlinger. Delvist derfor virker replikkerne flere steder også oplæste og uden et minimum af indlevelse.

Der er tale om en ganske melankolsk film, hvor det sørgmodige trækkes i forgrunden frem for det muntre ved tosomheden. De skitserede karakterer har svært ved at finde kærlighedens melodi i de gudsforladte barer og cafeer, som agerer gennemgående kulisser. Heri har Wong Kar-Wai samlet en lang række underfundige anekdoter og bemærkelsesværdige historier, som var de håndplukket fra det reelle hverdagsliv. Helt hvorhen instruktøren har villet med sit foretagende fortaber sig derimod i det uvisse. “My Blueberry Nights” virker i gennemgående træk lige så rodløs og søgende som sine karakterer.

Video”My Blueberry Nights” præsenteres i det skarpe anamorphic widescreen 2.35:1-format, som grundlæggende imponerer. Selv om der er enkelte tilfælde af både blødhed og edge-enhancement, hører det til bagatellerne, og de flotte storbybilleder bakkes generelt op af en solid kontrast og et stærkt farvevalg, mens der derudover ikke er tilfælde af hverken udtværinger eller digitale forstyrrelser.

AudioOgså lyden gør sig godt. De to engelsksprogede Dolby Digital 5.1- og DTS-lydspor er begge af høj kvalitet og rummer tydelig dialog. Denne overdøves aldrig af Norah Jones’ insisterende vokaler på lydsiden, som er stemningsskabende og enerverende på samme tid. Der er desuden enkelte eksempler på lydpanoreringer, og også atmosfæren med sin summen af storby i baggrunden virker godt sammentømret.

EkstramaterialeEkstramaterialet er hæderligt, men imponerer ikke. Der er trailere for “Drageløberen”, “Persepolis”, “Lust, Caution”, “We Own the Night”, “Irina Palm” og “My Blueberry Nights”. Herudover indeholder udgivelsen promo-reels for filmen samt fem minutters tilfældige optagelser bag om optagelserne i “Behind the Scenes”, mens en featurette igennem interviews med de medvirkende blandt andet fortæller om samarbejdet og filmen som helhed.