Jungledyret Arnold

Gad vist, om nutidens Hollywood-regime ville bevilge penge til produktionen af en film som “Predator”, hvis manuskriptet landede på producenternes skrivebord i dag? Der medvirker ingen hotte, tillokkende babes. Der gøres aldrig brug af musikhitlisternes fashionable hits. Der bliver aldrig passende lejlighed til at reklamere direkte eller indirekte for mobiltelefoner, spilkonsoller eller lækre læskedrikke. Filmen tager sig god tid til at komme op i omdrejninger, og dens sidste akt er stort set blottet for dialog. Kort sagt: “Predator” fra 1987 er et eksemplarisk actionbrag uden dikkedarer, som adskiller sig væsentligt fra de fleste af dens nutidige artsfæller, idet den på ingen måde bugner af overflødige, kringlede handlingsforløb, forglemmelige figurer eller slørede computereffekter. Det er en rendyrket actionfilm af den gamle skole.

Arnold Schwarzenegger spiller lejesoldaten Dutch, som rejser med sit hold af elitesoldater til Sydamerikas jungle for angiveligt at redde en minister fra en bande aggressive terrorister. Det viser sig dog hurtigt, at der er blevet løjet over for Dutch og hans velarmerede slæng. Men der går ikke længe, før soldaterkammeraterne får andet på hjernen end skideballer til deres overordnede, for et rumvæsen – en såkaldt predator – jager stilfærdigt soldaterne og afliver dem én efter én. Men det usynlige, morderiske bæst havde næppe regnet med at skulle bekæmpe 80’ernes mest sejlivede muskelbundt, som resolut konstaterer: ”Hvis det bløder, så kan vi slå det ihjel.”

Instruktøren John McTiernan, som året efter revolutionerede actiongenren med “Die Hard”, har ikke travlt med at bombardere os med nærbilleder af filmens Oscar-nominerede effekter. Han har ikke travlt med at spole forbi introduktionerne af karaktererne og frem til en strøm af banale actionscener og ensartede eksplosioner. Ganske vist bruges der lidt for lang tid på at afrunde den første akt, men filmens første tre kvarter bruges samtidig fornuftigt på at introducere soldaterne ordentligt og etablere deres fællesskab. Ganske vist er få af karaktererne andet end stereotype infantrister, der blot udveksler frække jokes og plaffer løs, men der er en god kemi mellem alle skuespillerne og rollerne. Aktørerne har tydeligvis nydt hinandens selskab og ikke blot deres lønchecks, og deres entusiasme er så smittende, at man vitterligt interesserer sig for hver eneste figurs skæbne – den ene soldat spilles i øvrigt af forfatteren/instruktøren Shane Black. Ja, manden bag “Iron Man 3” og “Kiss Kiss, Bang Bang”!

“Predator” var blot McTiernans anden spillefilm, men han havde allerede et solidt greb om filmmediets mange værktøjer. Hans action-epos vedligeholder et afsindig højt intensitetsniveau igennem hele sin sidste time, og de dengang revolutionerende effekter holder forbavsende godt i dag. Når rumvæsnet tager sin maske af, er det stadigvæk et skrækindjagende syn – også fordi McTiernan har højnet intensiteten ved at vente så længe med at vise os monstrets sande ansigt (det samme som Spielberg gjorde i “Dødens gab”). Og Alan Silvestris herlige og herligt temperamentsfulde score – drevet af kraftfuldt klaverspil og militæriske trommehvirvler – synes at give filmen ekstra momentum.

Og der er fortsat ingen, der kan levere spydige oneliners med den samme frydelige gejst som gode gamle Arnold, og den evigt karismatiske østriger får lov til at levere flere af karrierens bedste her i “Predator” – lige fra ”if it bleeds, we can kill it” og ”you are one ugly motherfucker” til klassikeren ”stick around”, som han selvfølgelig fyrer af lige efter at have spiddet en slyngel med en kæmpe dolk. At gense “Predator” i det herrens år 2013 minder én om, hvor befriende det er at kunne slå hjernen fra til en veldrejet actionfilm uden at frygte, at den uhensigtsmæssigt vil blive genaktiveret af den slags distraherende platheder, som desværre gennemsyrer størstedelen af genrens nyere opusser.

Video

Præsenteret i 1080p/MVC-3D 1.78:1. 20th Century Fox fortsætter deres noget forunderlige trend med at genudgive deres gamle film i 3D på Blu-ray. Jeg kan bedre forstå det, når storfilm som “Titanic” og “Jurassic Park” bliver konverteret til 3D og samtidig får repremiere i biografen, men sidste år udgav Fox en nyligt 3D-konverteret version af den udmærkede, men temmelig uvæsentlige sci-fi-film “I, Robot”, og nu får vi altså en 3D-version af “Predator” – en film, som udkom hele 22 år før, “Avatar” revolutionerede brugen af 3D. Hvordan ser “Predator” så ud i 3D? Nogenlunde. Der er tale om en meget konservativ 3D-konvertering, der aldrig nogensinde tyr til 3D-gimmicks (man får aldrig fornemmelsen af, at noget træder “ud” af billedet). Generelt er dybden ganske hæderlig, og i junglen fornemmer man tit en klar afstand mellem planterne i forgrunden, skuespillerne bag dem og træerne i horisonten. Men horisonten fremstår for ofte som én flad overflade (selvom man sagtens kan ane, at der dybdemæssigt bør være en klarere afstand mellem træerne i det fjerne), og selv i nærbilleder ligner skuespillerne ofte flade papmachefigurer. Kort sagt: “Predator” er bestemt ikke en film, der gør større indtryk i 3D end i 2D.

Derudover er det værd at bemærke, at 3D-billedsiden desværre tager udgangspunkt i det meget udskældte HD-transfer, der fulgte med den BD-udgivelsen af “Predator” fra 2010, som udkom et år efter den første BD-udgivelse af filmen (hvis transfer bedømmes længere nede i teksten her, da det medfølger på en separat skive). Hvorfor blev 2010-billedsiden kritiseret så meget? Fordi et overforbrug af støjreduktionsfiltre (DNR) ikke blot havde fjernet det meste gryn og snavs fra billedsiden, men også havde resulteret i et ofte uskarpt og unaturligt billede. DNR-behandlingen havde været så voldsom, at selv små ar, porer og hår tit forsvandt på skuespillernes ansigter, hvorfor de indimellem snarere lignede pletfri voksfigurer(!) end mennesker af kød og blod. Desværre har man ikke rettet på dén fejl før 3D-konverteringen, men gudskelov går der ofte flere minutter imellem de grelle DNR-hændelser. Kontrasten er også udmærket, og farvegengivelsen er langt mere stabil og korrekt, end den var på det gamle 2D-transfer fra 2009.

På en separat disk medfølger det gamle 2D-transfer (1080p/MPEG2 1.78:1) fra den første BD-udgivelse af “Predator” fra 2009, som heller ikke er værd at råbe hurra for, men som til gengæld er mere tro over for filmens oprindelige biografpræsentation. Enkelte skud ser enormt slidte ud, mens andre ser forbløffende godt ud. Størstedelen af scenerne rangerer dog mellem de to kvalitetsgrader. Farvegengivelsen er generelt god, men i visse tilfælde virker den frodige jungles grønne nuancer forunderligt matte. Enkelte scener er spækket med gryn og snavs (især filmens mørkeste øjeblikke), men det foretrækker jeg afgjort over 3D-transferets indimellem overpolerede udseende. 2D- transferet er også ofte meget skarpt. I enkelte nærbilleder kan man endda tælle svedperlerne på skuespillernes nervøse ansigter. Hverken banding eller edge-enhancement forekommer, så selvom både kontrasten og sortniveauet kunne have været bedre, så er dette fortsat den bedste HD-præsentation af “Predator”, der eksisterer. Jeg krydser fortsat fingre for, at “Predator” en dag udkommer på Blu-ray med et superbt transfer, der både er flot restaureret og ærer filmmagernes kunstneriske intentioner. 3D-transferet ville jeg nok kaste 3 (halvstore) stjerner efter, mens 2D-transferet fortjener 4. Derfor belønnes udgivelsens billedkvalitet med:

Audio

Det er sjældent, at actionfilm fra 1980’erne lyder imponerende i dag, men lydeffekterne i “Predator” (særligt eksplosioner, slag og lyden af junglens pulserende vandfald) leveres med masser af punch – især takket være den fornemme brug af subwooferen. Det engelske DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor disker op med en masse subtile lydeffekter, der får junglen til at virke levende. Alan Silvestris brillante score lyder også enormt distinkt, og musikken får lov til at folde sig ud via hele kanalnetværket. Til tider virker dialogen (især når reallyden benyttes) lidt tør, men den er som regel tydelig, og selvom visse lydeffekter lyder spidse, er det snarere undtagelsen end reglen.

Ekstramateriale

“Predator” er nærmest blevet genudgivet flere gange end ABBA’s “Greatest Hits”. De første par gange filmen udkom på dvd, medfulgte nærmest intet ekstramateriale, men i 2004 producerede man en dvd-udgivelse spækket med ekstra godter – dokumentarer, kommentarspor, slettede scener osv. Af uransagelige årsager befandt intet af dette sig på den første BD-udgivelse af filmen (som ellers blev produceret efter den fornemme dvd-udgivelse), men da “Predator” blev genudgivet på Blu-ray i 2010 (som dog ikke udkom i Danmark), havde man husket at inkludere alt fra dvd’en.

Men hvad får fans så i denne omgang? Ingenting. Det havde da ellers været oplagt at give filmens tilhængere større incitament til at generhverve “Predator” ved at producere noget nyt ekstramateriale. Måske et nyt Arnold-interview eller (i det mindste) en dokumentar om 3D-konverteringen af billedsiden. Og hvorfor har man ikke vedhæftet alt det ekstramateriale, som blev lavet til dvd-udgivelsen i 2004? Summa summarum: Hvis man gerne vil eje 3D-udgaven af “Predator” og lære mere om filmens tilblivelse, så bliver man altså nødt til at købe filmen to gange. Suk.