Shelley
Udgivet 30. nov 2016 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Vi nordboere har svært ved at lave gysere. Underligt nok. Foruden en enkelt svensk vampyrgenialitet bliver vores mørke skove og isolerede ødegårde mest brugt til at sprøjte krimier ud om handlekraftige journalister. Så hvorfor kan nordic noir ikke blive til nordic horror? “Shelley” tager fat om noget af det, der ofte får skylden for, at vi ikke har noget at være bange for: Velfærden og den høje levestandard. Og formår på forunderlig vis at gøre socialpolitik både uhyggelig og (primært) ubehagelig.
Ind i den frelste, tavse anti-hygge (det er ikke u-hygge endnu) smides Elena, der bare vil have strøm til sin iphone, så hun kan ringe hjem til Bukarest. Hendes undrende blik udstiller et land, hvor den materielle rigdom er så indgroet, at vi er blevet trætte af den. Penge er et banalt gode, der lige kan give en flaske rødvin, men ikke den dybe, spirituelle healing. Der er fra start et akavet misforhold mellem Louise og Kasper og så Elena, der sgu spiser kød og gerne vil have computer og fjernsyn. Uhyggeligt er det ikke, men det lægger en klam stemning af fremmedgørelse over “Shelley”.
Det grimme, der vokser i maven, giver associationer til “Rosemary’s Baby”, men der er også spor fra Polanskis “Chok” i den voksende paranoia og uvisheden om, hvad der egentlig er galt. Abassi vælger det ret typiske greb for den ‘seriøse’ gyser; at et monster er for fladt, og at mennesket er farligt nok i sig selv. Men det sætter også en meget fast form på gyset, og stort set alle uhyggelige sekvenser ender med en, der rejser sig op i sengen. Puha, det var bare en drøm. Men hvad nu hvis det var ægte? På den måde kan hjernen køre videre, men pulsen begynder at lægge sig efter den fjerde gang.
“Shelley” er en meget nordisk, men samtidig meget vellykket gyser, der dypper det, vi ellers er gode til herhjemme, i blod: Den sociale satire og kammerspil i en kølig dobbeltseng. Abbasi har fundet en slags balance mellem velfærd og genfærd, der får de lyse nordiske lokker til at rejse sig i nakken. Seriøsiteten er til tider ved at tippe over i ren askese, som at se Søren Ryge besøge en vegansk vampyrfamilie på Mors, men Abbasi skruer beroligende op for det slimede og kravlende igen. Der er heldigvis stadig lidt at være bange for.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet