#100

Det er svært at forholde sig til hypede film. ”Black Swan” var overdænget med ros og priser, før jeg købte min billet til forestillingen. Jeg forsøgte at holde hovedet koldt, men jeg havde mange forventninger alligevel. De fleste blev indfriet. Jeg forventede en strålende Natalie Portman, som gik på line med sin figur i gråzonen mellem sindssyge og perfektionisme. Jeg forventede de tykke lag, som Aronofsky serverer. Aronofskys film har hidtil ikke været stille og subtile. Der spilles på overtoner frem for undertoner. Men samtidig antydes der dybere lag af mørke og seksualitet end selv de ganske eksplicitte og udfordrende klip i filmen. For eksempel i det forvrængede forhold mellem Nina (Portman) og moren (Barbara Hershey).

”Black Swan” er absurd en absurd, umulig film. Den er ofte på grænsen til en exploitation-film med monstre, hysteri og sexfantasier. Hovedpersonen er også så skrøbelig og naiv, at hun minder mere om en lille pige i et eventyr af Brødrene Grimm end om en levende menneske. Lars von Triers film ”Breaking the Waves” og ”Dancer in the Dark” rammer dybere med lignende temaer om godhed og naivitet i en verden. Der er et større nærvær og intimitet med personerne og deres univers i de to film, end der er i Aronofskys film. Derfor mærker man stadig de film lang tid efter, man har set dem.

Det er skræmmende, sjovt og underholdende at kigge ind i Aronofsky og Portmans dukkehus, mens filmen står på, og jeg vil med glæde vende tilbage til den (min indre svinehund glæder sig især scenen hvor Kunis smilende tørrer sig om munden efter et besøg nede mellem Portmans ben). Jeg vil også medgive, at det er en af de mest interessante psykologiske thrillers om en seksuelt hæmmet pige siden Polanskis ”Repulsion”. Men trods mange smertefulde scener med blod, sved og tårer, så efterlod filmen ingen vedvarende ar, efter jeg forlod biografen.

Det er til gengæld en af de mest underholdende film, jeg har set længe.

5/6