Selv om modsætningsparrene i “Ida” – sort-hvid, luder-nonne – er markante, så er der alligevel en løshed i strukturen på samme måde som en Milos Forman nybølgede i 60’erne, der gør, at turen på polsk hverken bliver for stiv i form eller tema. Om Gud findes fandt vist hverken Ida, Wanda eller jeg ud af, men derimod fik vi en lektion i fotografi. Hvad mon 115.200 rammer koster?
