“Kvartetten” har ikke mange kvaliteter, og den mest dominerende er faktisk den ganske frydefulde iagttagelse af de mange statister, der pinefuldt (i mangel på god instruktion?) fastfryser de mest meningsløse positioner i baggrunden, mens personlighedsflade skuespilpræstationer forsøger at underholde i forgrunden.
Nuancerne i “den tredje alder”, som Dustin Hoffman vil inddrage sit publikum i, blegner i forsøget. For i myldret af tematiseringer som “alzheimers er nådesløs”, “vi skal have en koncert på benene for at redde plejehjemmet” og “jeg er en diva, der må indse, at jeg ikke længere er den bedste og give mig tilfreds med det” bliver det svært at samle historien. Og de sjofle, platte jokes fra Connolly samt Collins glemsomme, men charmerende “det er set tusind gange før”-karakter giver heller ikke ligefrem filmen et boost. Men så igen – måske farmor får filmen i julegave… hun vil stensikkert finde den underholdende.
