Er dybt uenig med anmelderen og hans besømmelse af filmen og Edward Zwick.

Blood Diamond er fx en fantastisk film.

13# Enig :)!

15# Det kan vel altid kalde det (:

Tænkte nok, at anmeldelsen ville kickstarten en stor (og følelsesladet) debat :-) Selvom flertallet synes at være imod mig, er jeg da glad for, at smøren kan få sat så mange tanker i gang :-)

Med en film som "Legends of the Fall" er det selvsagt alfa og omega for filmmagerne, at seerne køber, at personerne vitterligt føler med og for hinanden. Sådan er det selvfølgelig i mange film, men her er der så kraftigt fokus på båndet mellem brødrene og denne kvinde, at hvis man ikke tror på dem og deres forhold, så krakelerer illusionen, og historiens slagkraft dulmes markant.

Problemet for mig er, at jeg aldrig rigtig følte, at der var en gedigen kærlighed imellem karaktererne. Jeg nævner det også i anmeldelsen - jeg syntes, at tempoet var for hurtigt, og vigtige begivenheder blev kondenseret i korte montager osv., og derfor fik jeg aldrig oprettet noget forhold som tilskuer til personerne på skærmen. Vi ser drengene lege sammen i få minutter og have en enkelt ophedet debat, før de drager i krig og lillebror dør. Det er simpelthen så forhastet, at jeg får den samme følelse, som når en statist ryger i baggrunden på den gængse krigsfilm.

Zwicks instruktion var for voldsom (nærmere beskrivelse i anmeldelsen), og skuespillerne kunne heller ikke sælge illusionen. Jeg er en stor, STOR beundrer af Pitt, men jeg følte, at han var for stiv og udtryksløs, og jeg fornemmede absolut ingen kemi mellem ham og Ormond. Når det kommer til kemi og den slags, så er det uhyre subjektivt, hvad folk tror og ikke tror på, så derfor vil en film som "Legends of the Fall" skabe en større kløft mellem dens fortalere og modstandere end mange andre film.

Ormond er god, men jeg synes, hun bliver tvunget helt ud i baggrunden i filmens anden halvel, og jeg følte egentlig aldrig, at hendes karakter tog form. Hvem var hun egentlig? Hvorfor var hun tiltrukket af brødrene? Hvad gav hende lyst til at blive? Etc. Jeg er sikker på, at BN og Co. har mange gode potentielle svar, men i mine øjne virkede Zwick hamrende ligeglad, og derfor blev jeg det også. Hun virkede mere som et plotelement end en person af kød og blod. Og med sine talrige længselsfulde blikke, overromantiske og overgearede (ja, jeg syntes absolut ikke det var blandt Horners bedste scores) og slutningen mm., synes jeg absolut man kan påstå, at filmen emmer af sødsuppe.

Mht. Zwick synes jeg, han er en nogenlunde dygtig "rugbrødsinstruktør". Han er en lidt anonym størrelse, som indimellem glimter lidt, men jeg synes altså virkelig, at han har en tendens til smøre alt for tykt på og "overdramatisere" dramaet, at det bliver utroværdigt. Det synes jeg især er gældende for "Blood Diamond". Jeg følte snarere, at en mand havde skreget sin retoriske moralprædiken ind i ørerne på mig, end at jeg havde set en gidigen spillefilm. Jeg kunne godt lide The Last Samurai - underholdende, flot og velspillet, om end afsindig traditionel. Glory har bestemt også sine øjeblikke, men det skyldes først og fremmest, at Zwick ikke kan få stortalenter som Denzel Washington og Morgan Freeman til at levere under deres vanlige standarder.

Og Golden Globe-nomineringerne giver jeg ikke meget for. The Tourist blev lige nomienret for bedste mandliged hovedrolle, bedste kvindelige hovedrolle og bedste film :-)

Der blev debatten lige en kende mere passioneret ;)

I min verden er netop en af filmens største styrker tempoet, billedsproget og musikken imellem. Der er en lidt distanceret harmonisk vis og skæbnesvanger forhold til begivenhederne i filmen, hvilket jeg netop syntes at det er det der gør at den adskiller sig fra "ugebladsromancerne" og lignende i Danielle Steel-kategorien. Filmen er bevidst mere fokuseret på historien end mere regulært karakter-drama, som f.eks en film som Million Dollar Baby, og der følger jeg til fulde Zwicks lidt poetiske vision. Faktisk syntes jeg netop at det er Horners episke score der giver billederne og skuespillet sin dybde og lag. Og Zwick har nok klappet henrykt over Horners bidrag, for jeg syntes det virkelig skaber ånden i filmen.

Har jo uundgåeligt bemærket at oplevelsen af billed-side, lyd- og musikside varierer meget i fohold til den enkelte. Da jeg så Avatar i sin tid var jeg meget begejstret og havde stor indlevelse netop pga. det visuelle og lydsiden. Da jeg så spændt senere læste anmeldelser af filmen, blev jeg overrasket over at mange anmelderne (eller for den sags skyld bekendte) ikke engang kunne give filmen point for eller credit for det visuelle eller lyden, hvor det burde være uden for diskussion at den teknisk er flere år fremme end noget vi har set. Det var som om det afspekt af en film var fuldstændig ligegyldigt for hvordan filmen blev opfattet af den enkelte. Kender mange som virkelig bare ikke kan forstå instrumental musik, og ikke er i stand til at finde nogen interesse for musikken, hvis der ikke er sang på.

Ligeledes tror jeg at denne film spiller på en række elementer som vitterligt går over hovedet på mange rent film-sprogsmæssigt og plotmæssigt. Niks, der er næsten ingen aktion eller hjernebrydende plottwist i filmen, ingen intellektuelle finesser og hvis ikke man kan undvære det, kan det da unægteligt være svært at involvere sig i filmen. Det har jeg ikke noget problem i. Det er dog en film jeg elsker, og vil da gerne uddybe og forsvare den lidt.

Filmen starter da ellers så fint med at introducere indianeren One Stab, og hele filmens forhold til fortællingen er udemærket i tråd med hans verdensopfattelse. Finder man det perspektiv uinteressant, ja så ryger indlevelsen og man får et distanceret opfattelse af skuespillet. Man kan sku nemt ødelægge en god film ved at sidde og betragte skuespillerne som var man på settet og skulle være kritisk. og den fælde ryger vi alle sammen i når vi enten pga. fordomme, kulturelle eller kønsmæssige årsager mister fokus i en film. For mit vedkommende skete det sidst under Twiligt, men spørger man målgruppen for filmen, så er skuespillet ramt eminent, spillende på det rigtige strenge. Objektivitet er svært, for var du perfekt objektivt ville du være ret kønsløs og svag på personlighed. Det kan selvfølgelig også være at filmen teknisk og skuespillemæssigt bare er decideret dårlig.

- Det burde være argumentet for hvorfor jeg til fulde kan føle for karakterene og blive emotionel afhængigt af scenen.

Så elsker jeg musikken og cinematografien som rammer lige i hjertet på mig.

Og ærlig talt har jeg sq svært ved at kategorisere denne film som chick-flick. Den er romantisk og Brad Pitt er med. Det er ikke nok elementer i min verden. Ville istedet hellere nævne film som Twilight, The Devil Wears Prada og Burlesque som direkte er rettet mod det modsatte køn :)