Eksempelvis får en af Michels naboer pludselig lov til at fyre en lang monolog af om USA’s medvirken i angrebet på World Trade Center, og en døende mand prøver at kravle ud af sin stue, mens et alenlangt indslag om krigen i Irak kører på værelsets fjernsyn. Nej, Delépine og de Kervern er tydeligvis ikke begejstrede for USA, men de måtte gerne have skrottet deres malplacerede moralprædikener, for de bremser blot filmens momentum. Hvad skal vi med besøgene på diverse stripbarer, og hvorfor skal Louise og Michel pludseligt besøge en boligejer, spillet af Mathieu Kassovitz, for at prøve hans traktor? Jovist, det er altid en fornøjelse at se Kassovitz i aktion, men hans scene er mere overflødig end en redningsvest på en bybus.
Til slut går det helt galt, hvor instruktørerne skruer op for brutaliteten og ned for humoren i en sekvens, der smadrer vores sympati for Louise og Michel som en nål mod en ballon. Det er skuespillernes fortjeneste, at man alligevel bliver rørt af den sidste scene med Louise og Michel i centrum, men med færre sidespring og et strammere fokus kunne filmen som helhed have efterladt et positivt indtryk. Sacrebleu!
