Hvis du, ligesom jeg, krummede tæer i slutningen af “Boyhood”, da teenage-Mason højtideligt filosoferede over tilværelsens flygtighed med sine nye college-venner, så vil du nok også finde Quentin og Margos tænksomme stunder en anelse anstrengende. ”Nogle gange må man forsvinde, før man kan finde sig selv,” lyder Margos grundsætning, som ville gøre sig bedre på en Gajol-pakke end som bærende idé i en spillefilm. Men måske er Quentin og Margo i virkeligheden bare som teenagere er flest. Selvoptagede og selvhøjtidelige – men med en smittende positiv energi, som gør, at de trods alt er til at holde ud. Ligesom “Paper Towns”.
