You Only Live Twice, er en forrygende film. Lige fra den overaskende intro, over Nancy Sinatras smukke sang og videre til et plot så stort og pompøst, at det næsten tar overhånd fra den klassiske spion historie.

Bigger, better faster, more! syntes at være kodeordet for Connery's 5. omgang som James Bond.

Det hele starter med, at Bond i et forsøg på at snyde S.P.E.C.T.R.E. dør i introscnene. Det kom sikkert som et gevaldigt chock i sin tid, da publikum blev udsat for det, men for os andre yngre fans ved vi jo, at det blot var et gimmick og derfor udeblir chokket selvfølgelig også. Det gør trods alt alligevel ikke scenen mindre god af den grund. Den er stadigvæk ret effektivt og dramatisk lavet på bedste gangster maner.

Ind fra højde dukker først de stilfulde japanske dekorationerne op og dernæst Nancy Sinatras afdæmpede og romantiske Bond ballade, der adskiller sig kraftigt fra fordoms Thunderball og Goldfinger's mere bombastiske kraftudfoldelser. You Only Live Twice er en behagelig easy listening melodi, der flot bryder stemningen imellem den "chokerende" intro og den pompøse åbningssekvens i rummet.

Rummet...åh nej dog ku' man godt tænke, skal man nu udsættes for noget i stil med Moonraker igen. Nej...bare rolig, for Bond blir på jorden, i det her tilfælde Japan, hvor han hører til og raketterne forbliver dermed befriende nok, uden 007's deltagelse.

Og selv om et par af scenerne er koncentreret i rummet, hvor Blofelds plan er at starte tredje verdenskrig ved, at få russerne og amerikanerne til at tro, at de hver især er skyld i deres rumraketters forsvinden, ja så er fokus i handlingen det meste af tiden på jordoverfladen. Her har Bond og M luret, at something is rotten in Denmark,(Japan) og M sender derfor Bond afsted til Tokyo for, at hooke op med deres japanske modstykke anført af den karimatiske Tiger Tanaka for herefter, at gå undercover i Blofeld's fupforetning og via den opspore S.P.E.C.T.R.E.'s bagmang og hemmelige base.

Men de er nu ret snu de Japanere, så de la' sig ikke sådan nare og Bond blir derfor ret hurtig afsløret og må herefter først i duel med en hårdlående bodyguard og senere en hel flok i en af de mest herlige og længste slåskampe man har set med Connery, der må flygte over utallige hustage. Han ender dog alligevel med, at blive fanget af Blofelds håndlanger, den smukke Helga Brandt, som næsten får rydet Bond af vejen. Noget som Bond senere udnytter til, at komme helt tæt på sin ærkefjende.

Først skal Blofeld's base dog lige findes og til det har Bond brug for et fartøj der ikke vækker opmærksomhed. Ind på banen kommer Q så, med en af de cooleste gadgets i serien - nemlig mini flyet "Little Nellie". Et fly vi heldigvis får lov til, at se hvad kan i en højdramatisk luftduel imod Blofelds helikopter enhed. Bakket op af Jahn Barry's medrivende score, er det filmens højdepunkt.

Bond får tildsidst med asistance fra Tiger og en horde af ninjaer, endelig åbnet dåsen på Blofelds skjulested, (en nedlagt vulkan) og her udspiller der sig så et imnorende slag imellem Tiger Tanaka's ninja tropper og S.P.E.C.T.R.E.'s hær indeni Ken Adams imponerende kulisser.

Først her i de sidste 20 min. får man lov til, at se Ernst Stavro Blofeld i fuld figur. Han blir herlig lumsk og exentrisk spillet af den kryptiske Donald Pleasence. Blofeld er en genial skurk. Nådesløs og iskold, bruger han sine folk op i målet på at opnå succes, hvilket vil sige verdenherredømmet. Hans mangel på menneskelig medfølelse blir godt illustret op til flere gange i filmen, hvor Blofeld især morer sig ved, at droppe sine håndlangere ned i et basin med piratfisk, hvis han syntes de har svigtet ham.

Basin'et er en deglig ondskabsfuld detalje som Bond selvfølgelig heller ikke skal gå glip af i sin duel med Blofeld's livvagt, muskelbundtet Hans.

You Only Live Twice slutter ganske fornøjeligt med en ægte cliffhanger, som man kender der fra de gamle "Flash Gordon" serier i det, at Blofeld undslipper. på den måde er der lagt i ovnen til en spændende fortsættelse i hvad man ku' kalde for Blofeld trilogien.

De negative ting er ikke mange, men der er dog stadig et par stykker som skal nævnes :

Tempoet er noget ujævnt i filmen, trods en ganske god historie. Bond blir på et tidspunkt, (efter sit andet attentatforsøg) forklædt som Japaner, hvilket han overhovet ikke ligner ligegyldig hvor meget citronfarve han får i hovedet. Det er selv om det er en underholdnigsfilm pænt utroværdigt, at nogen sku' ku' la' sig overbevise af den Make-up. Sidste problem er håndlangerne. De er ret svagt karakteriserede. Nok ser man en del til Helga Brandt, men hun er i bund og grund ikke nogen specielt farvestålende skurk. Hans blir slet ikke udnyttet her, han er nærmest mere til pynt og kommer først i action i filmes afslutning.

Det er i småtingsafdelingen så det ender med : 5/6.

God Bond film. 7/10.

4: Du misforstod mig, Guf. Jeg mente, at JEG drillede dig i min #2, fordi dit indlæg kunne læses som om You Only Live Twice kom efter Moonraker :-)

Jeg formulerede det dårligt