Oscar-komité med ansat hos Nordisk Film Biografer har udvalgt tre danske film til shortlist, hvoraf to af dem er fra Nordisk Film – Danske Biografer afviser problem med habilitet.

Det er den danske filmbranche, som i fællesskab indstiller den film, der skal repræsentere Danmark i feltet af kandidater, som dyster om at blive Oscar-nomineret til Bedste internationale film.

Oscar-komitéen er sammensat af repræsentanter fra Det Danske Filminstitut, Producentforeningen, Danske Filminstruktører, Danske Dramatikere, Dansk Filmfotograf Forbund, Danske Filmkritikere og Danske Biografer.

Brancheforeningen Danske Biografer er igennem de seneste mange år blevet repræsenteret af tidligere formand Kim Pedersen samt senest af bestyrelsesformand Mette Schramm.

I 2020 blev Pedersen afløst som frontfigur for Danske Biografer af direktør Lars Werge, men han var ikke tilstede ved dagens møde, som nominerede de tre kandidater, der om en måned bliver skåret ned til en.

I stedet var Danske Biografer repræsenteret ved Søren Søndergaard, der er ansat som bookingchef hos Nordisk Film Biografer, som er ejet af Nordisk Film.

Netop Nordisk Film står bag to ud af de tre på dagens Oscar-shortlist – der er tale om “En helt almindelig familie” (Nordisk Film Production/Nordisk Film Distribution) og “Druk” (Zentropa/Nordisk Film Distribution), mens Scanbox-filmen “Shorta” er den tredje film på listen.

Danske Filminstruktører kunne have været repræsenteret i Oscar-komiteen ved formand Christina Rosendahl, men det var udelukket, fordi instruktøren selv er aktuel med “Vores mand i Amerika“, der derfor var i spil til dagens shortlist:

”Vi kunne aldrig drømme om at stille med et medlem, der selv er aktuel med en film. Selvfølgelig ikke,” siger sekretariatschef Sandra Piras fra Danske Filminstruktører til Filmz.

“Vores mand i Amerika” endte da heller ikke som én af de tre udvalgte, hvilket ellers ville potentielt ville kunne øge dens billetsalg i biografen:

”Det vil ikke skade ‘Vores mand i Amerika’ at ende på en shortlist til Oscar,” siger distributionschef Frederik Juul fra SF Studios til Filmz.

I stedet er det blandt andre Nordisk Films “Druk“, der nu får positiv opmærksomhed som mulig Oscar-kandidat, hvilket den Nordisk Film Biografer-ansatte Søren Søndergaard altså har været med til at vælge på vegne af Danske Biografer.

Konstitueret bestyrelsesformand i Danske Biografer, Mette Schramm afviser dog, at Søren Søndergaard på nogen måde er inhabil:

”Nordisk Film Biografer og det delvist Nordisk Film-ejede produktionsselskab Zentropa, som har produceret ‘Druk’, er to forskellige virksomheder, og jeg er overbevist om, at Søren Søndergaard objektivt kan bedømme årets danske Oscar-kandidater,” siger Mette Schramm til Filmz.

Således ser den konstituerede bestyrelsesformand intet problem i, at Søren Søndergaard er ansat hos det Nordisk Film-ejede Nordisk Film Biografer, mens han sidder i Oscar-komiteen:

”Søren Søndergaard er valgt til Oscar-komiteen for Danske Biografer, fordi han er fagligt kompetent.”

Læs også ‘Ekspert: Licens-betalt medie bør ikke benytte Kino.dk til at anmelde‘.

Danmarks Oscar-kandidat bliver endeligt udpeget den 18. november.



Vis kommentarer (5)
Gravatar

#1 filmz-Den Lyserøde Panda 4 år siden

Det er også lige meget for det ender med at blive Druk der bliver valgt, og det er også den der har de bedste chancer for at blive endelig nomineret.
Gravatar

#2 Nagash 4 år siden

filmz-Den Lyserøde Panda (1) skrev:
Det er også lige meget for det ender med at blive Druk der bliver valgt, og det er også den der har de bedste chancer for at blive endelig nomineret.

"En helt almindelig familie" har i hvert fald ikke en chance. Her er den transkønnede jo spillet af en ciskønnet hvid mand. Det må man jo ikke længere :P
Gravatar

#3 filmz-Den Lyserøde Panda 4 år siden

Nagash (2) skrev:
"En helt almindelig familie" har i hvert fald ikke en chance. Her er den transkønnede jo spillet af en ciskønnet hvid mand. Det må man jo ikke længere :P


Der må man alligevel give castet i Druk at de rammer deres karakterer ret godt på den ene og anden måde.
Gravatar

#4 Nagash 4 år siden

#3 Aner det ikke. Har kun set "En helt almindelig familie" af de 3
Gravatar

#5 filmz-Den Lyserøde Panda 4 år siden

#4 Det er svært at fortælle om uden at afsløre noget.

Skriv ny kommentar: