Instruktør Alexander Payne har hyret Mads Mikkelsen til hovedrollen i ny Netflix-film – optager i USA, Sverige og Danmark.
Han har vundet to Oscars for sine manuskripter til “Sideways” og “The Descendants”, som han selv instruerede. Nu fortsætter Alexander Payne karrieren hos Netflix.
Det sker i selskab med danske Mads Mikkelsen, der tidligere i år spillede hovedrollen i Netflix-filmen “Polar“.
Der er tale om en filmatisering af Karl Ove Knausgaards rejseartikler “My Saga”.
Mads Mikkelsen skal spille en dansk journalist, som tager på roadtrip med sin teenagerdatter på tværs af USA, imens han skriver på en historie til en avis, skriver Collider.
Optagelserne begynder i oktober i USA, Sverige og Danmark med forventet premiere i efteråret 2020, hvor filmen skal køres i stilling til award-sæsonen.
Alexander Payne er kendt for sine roadtrip-film som netop “Sideways” og “The Descendants”, men også “About Schmidt” og “Nebraska”.