Vi har været umådeligt tålmodige, og nu har vores tålmodighed båret frugt — “The Boys” Sæson 3 får premiere til sommer.

Sidst vi så til Hughie (Jack Quaid), Billy Butcher (Karl Urban) og resten af The Boys var i oktober 2020, og siden har vi fået masser af nyt angående den kommende sæson.

Vi har fået det første blik på flere af de nye superhelte, såsom Jensen Ackles’ Captain America-parodi, Soldier Boy, og Laurie Holdens discountudgave af Scarlet Witch, Crimson Countess, og vi kender til titlen på sæsonens første episode, “Payback”. Men vi har ikke vidst, hvornår vi ville se Eric Kripkes satiriske superhelteserie igen — indtil nu.

Læs også: “‘The Boys: Diabolical’: Karl Urban annoncerer animeret spinoff-serie til ‘The Boys'”

Et nyt kort klip giver os nemlig det første blik på den nye sæson. Her ser vi Starlight (Erin Moriarty) posere for nogle fotografer sammen med Homelander (Antony Starr) — præcis som vi kender den typiske Vought-PR. Homelander er dog tydeligvis ikke ved sig selv, så det er utroligt spændende at se, hvad hele USA’s super-psykopat kan finde på i den ny sæson.

Videoen slutter af med den længe ventede afsløring af premieredatoen på “The Boys” Sæson 3: den 3. juni 2022.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: