Anders Matthesens populære ninjadukke er tilbage for sidste gang i Ternet Ninja 3, og nu er den første trailer til filmen endelig ude.
Dette biver den afsluttende film i trilogien om den bandende og kampklare bamse.
Traileren er skruet sammen som en actionfilm fra 90’erne, komplet med Terminator-vibes og dramatisk stemning – men med Matthesens velkendte humor, som bryder igennem, da vi pludselig finder ninjaen dybt optaget af et kampspil på Askes konsol.
I den nye film er Aske blevet mere interesseret i venner og sociale relationer end ninja-missioner, hvilket efterlader Ternet Ninja rastløs. Et opgør med Jessicas nye kæreste, Marco, og hans venner sætter gang i en kæde af hændelser, som Aske ikke selv har opsøgt – men som han nu må håndtere, presset af ninjaen.
Ternet Ninja 3 bygger som sine forgængere på Matthesens egen roman og får premiere den 21. august. De første to film har tilsammen solgt over 1,8 millioner biografbilletter og er blandt de mest populære danske film i nyere tid.