For et par år siden blev de trofaste og ligefremme fans af superheltefilmen “The Dark Knight” skuffede og sure over, at filmen ikke endte med at modtage nomineringer for bedste film og bedste instruktør ved Oscar-ceremonien året efter.
Se også: Første actionfyldte trailer til “The Dark Knight Rises”.
Nu har en af skuespillerne fra filmen, Eric Roberts, der spillede gangsteren Maroni, udtalt sig om, hvorfor præcis han mener, at filmen alligevel ikke fortjente at vinde:
”Hvad får du ud af en film om Batman? Underholdning, det er helt sikkert. Men hvad kan du tage med hjem i dit hjerte og sind?”
Roberts uddyber dog og forklarer, at han det til trods var godt underholdt af filmen, og at han kun har pæne ting at sige om instruktør Christopher Nolan.
Er du enig i Roberts’ udtalelser om “The Dark Knight”? Kan store Hollywood-blockbustere ikke både underholde og have noget på hjerte samtidig? Klik i ‘Kommentarer’ herunder for at diskutere i forummet.
#151 IK 12 år siden
Det er ret iøjnefaldende, at du startede med at give solide 7’ere til både The Departed og Inception, og efter deres etablering som moderne klassikere, er de pludselig gået hen og blevet middel- eller undermiddel film. Der er ved at tegne sig et mønster her. ;-) Selvfølgelig kan man ændre mening ved gennemsyn. Det har jeg skam også selv oplevet, men det er som om, at du overanalyserer og gennemkritiserer kun for at få ret og overbevise andre, at de film alligevel ikke er noget ved. Jeg tror fuldt ud på, at en så erfaren filmgænger som dig har en klar fornemmelse for, hvornår det er skidt eller kanel allerede ved første syn, men hvor mange gange har du egentlig set The Departed, siden den er blevet så dårlig? For filmen er jo ikke bare faldet en sølle karakter ned, men i din optik er den gået fra at være god til elendig. Massivt spring. Du skal ikke opfatte dette indlæg som et personligt angreb, tværtimod, jeg er bare interesseret i, hvordan filmenes kvalitet daler så hurtigt ned.
#152 Richard Burton 12 år siden
Der er rigelig med substantiel argumentation i både anmeldelse og forklaringer. Jeg synes det vil være pinligt, hvis nu også denne diskussion skal til at udmønte sig i samme retning, med unødvendigt introducerede sideplots.
Gå endelig i rette med mine argumenter, eller vær uenig og fasthold jeres syn, som er jered eget, men skal min kildekritiske tilgang som anmelder kompromitteres, så holder vi bare her. Bortforklaringsscenarier og retgærdiggørelser for mine holdninger spilder jeg ikke tid på.
#153 Richard Burton 12 år siden
#154 Hr. Nielsen 12 år siden
Jeg kan også godt lide The Departed, finder den fremragende. Jeg havde IKKE set originalen først, så om det havde ændret min opfattelse af filmen skal jeg ikke kunne sige. Jeg har derfor selvsagt ikke samme oplevelse som Sir Ridley Scott, for de ting der ikke fungerer for ham, gør det flere steder for mig. Sådan kan opfattelser være forskellige. Første gang var jeg vildt begejstret, men filmen faldt nok lidt ved gensyn. Da jeg kom ud af biografen efter at have set Inception, var jeg udover at være hoppet med på hypen, også oppe at køre. Men med tiden fandt jeg at det faktisk kun var en scene der vitterligt trak den helt op og hvor jeg nok havde plantet det meste af min begejstring, mens resten stod ret svagt i min hukommelse og hvor jeg ikke havde fokus. Ved gensyn kedede den mig i perioder og selv om jeg stadig synes det er en god film bygget på en spændende ide, så er der bare for mange ting der trækker ned til ikke at være gået fra 10 til 7 på IMDb. Det svarer ca. til at gå fra 6 til 4 stjerner, så det er vel også et større spring.
#155 IK 12 år siden
Yes SIR.
Hvem? Hvorfor? Hvordan? :)
Heller ikke jeg. Departed blev set først, men anmeldere som Roger Ebert og Peter travers havde set orginalen først, men de endte alligevel med at rose filmen til skyerne. Så det kan sagtens gå begge veje.
#156 Hr. Nielsen 12 år siden
Men husker at f.eks. Insomnia gik fra 1 eller 2 stjerner til 6 stjerner da Batman Begins havde gjort ham til fan (og ikke dermed ment fanboy tak) og jeg fik store hug af ham, fordi jeg gav den 5 og roste den, som han mente var en flad og klichefyldt typisk thriller uden noget nyt, med dårligt skuespil og latterligt plot:) Husker stadig hvordan jeg blev sms-tæppebombet med dette......Der var vist også noget med en Die Hard 4 og så The Terminator som gik fra vistnok 1 til 6 og ned til 4 og nu...Hmm lavere måske? Det kan han sikkert komme med forklaringer på og måske mene det ikke er det samme som her med Sir Ridley Scott, så han ikke kan 'kritiseres' for dette modsat Scott:-D
Men men men, nu skal det jo ikke bare handle om at personerne, men om deres og vores meninger om film. The Departed kan jeg stadig godt lide. Originalen har jeg set, men husker den faktisk ikke, så burde nok se den igen (Sir Ridley Scott, if you don't mind:)
#157 Babo84 12 år siden
Dramatiske midler ER netop utroværdige. Lidt ligesom, når du overdøves af musikken i åbningsscenen i TWBB, som både er "påtrængende" og dramatisk for at skildre, at noget står på spil og der er fare på færde. Det er da om noget skåret ud i pap. Vi behøvede jo ikke musikken i den sekvens.
Vi er så igen uenige om, hvad en spændende krimi er. Jeg synes den var fyldt med spændende sekvenser, blandt andet dem jeg nævner, og så kan du også tilføje hele DiCaprio's frygt for Costello, som i sig selv virker som en tikkende bombe, og man aner ikke, hvor man har ham. Hvad med scenen i biffen og efterfølgende, hvor Leo jagter Damon? Fyldt med spænding.
At du ikke føler for personerne, kan jeg ærligt ikke modargumentere længere, da du jo ikke ser den dybde og kant i personerne, som jeg gør, men du forenkler godt nok en hel del. Scorsese har nu ellers "fortalt dig" rigeligt i den retning, hvor både Damon og DiCaprio kæmper for en sag i en historie, med ALT på spil. DiCaprio's besøg hos psykiateren hvor han så småt åbner sig op, giver en god mulighed for at vi skal føle noget for denne person, og ikke mindst hans barndom, som allerede fra åbningsscenen, skildrer, hvor vi er på vej henaf med de mennesker i denne fortælling. Jeg har sjældent følt større fare på spil, og den uforudsigelige slutning gør bare hele intrigeren mere on-the-edge, fordi du ikke kan føle dig sikker i noget som helst - og det kalder du så twist, men det er er kernen i historien om korruption, dobbeltspil, løgne og bedrag, som hele filmen jo handler om. Kvinden er ikke malplaceret - tværtimod er hun med til at bidrage til den historie om netop løgne, bedrag osv, da hun ikke just er en engel selv, men fejlbarlig person. Trekantshistorien synes jeg også netop fungerede som elementær spændingsmomenter, da Leo f.eks sender det bånd til hende, og hun lytter til sandheden.
Originalen er helt blottet for den slags dybde stortset, og fungerer kun som en "veldrejet" thriller, som er skåret ind til benet, men mangler i den grad saft og kraft.
Hvis du er til less is more princip, så undrer det mig du kan lide slutningen på The American, hvis jeg må koble den på i samtalen, for at understrege min pointe. Ja, den sidste metaforiske scene med sommerfuglen er da om noget brugt saks og pap til, til at fortælle os "the big picture". Den kunne ligeså godt have været foruden, vi havde fatten pointen. Men den fungerer da, ligesom det gør i Departed med rotten. Jeg ser ærligt ikke problemet, og ikke noget man ikke kan sige om stort set alle film, hvis man ville. Du råbte efter Mamet - jeg tror nu han er en skygge ifht. Scorsese, så ham kan du nok ikke få den store hjælp af.
#158 Babo84 12 år siden
#159 Babo84 12 år siden
Der er ikke noget at bortforklare. Jeg har både ændret en filmmening, og fejlbedømt flere gange, men det hører under det samme, altså ændringer. Så det har jeg fuld forståelse for. Det er ved gensyn, nogle gange flere endda, eller mange år senere, at man opdager visse ting. Nej, jeg var ikke glad for Insomnia først, men til gengæld så jeg Memento lige efter, faktisk uden at ane, hvem der lavede den, og den elskede jeg fra første øjeblik. Og når man bedømmer film over en lang årrække, og måske endda genbedømmer fordi man genser dem, ja så er der mange ændringer og justeringer osv. Det ved Thomas også. Jeg tvivler på han vil give den sølle Indiana Jones 2 10/10 idag :)
#160 Richard Burton 12 år siden
Og så vil jeg lige henvise til denne tråd, hvor uenighederne tidligere har været oppe at vende. Det gør jeg af en grund og det er, at jeg håber vi kan sprænge all bullshit over med det samme og forhåbentlig eventuelt vende tilbage til at diskutere kernen i det der er en personlig vurdering af et filmsyn, nemlig argumentationen for, at en film er dårlig eller skidt, fremfor at skulle trække debatten endnu længere ned på et plan, hvor det bliver betvivlelsen af folks motiver og dermed moral, som sluttelig retfærdiggører, at man ikke behøver tage stilling til en omhyggelig og saglig gennemgang af filmiske elementer.
Hvis det er det vi er ude i, så synes jeg vi skal respektere hinandens tid og sige det ligeud og så fremover evt. lade være og kommentere mine anmeldelser og kommentarer, hvis det er min integritet, som anmelder der skal i spil, hver gang man ikke gider forholde sig til mine klare og tydligt formulerede kritikpunkter.
Nu tager jeg for allersidste gang, dette tema op til debat og så skærer jeg det ud i pap, så det ikke kan misforstås. Vælger man stadig at tro, at mine motiver skal findes i det fuldkommen ligegyldige teenage fanboy univers, hvor man af en eller anden grund argumenterer imod bedrevidende og går i opposition til det man inderst inde selv mener, så er der faktisk intet mere at snakke om. Så debatterer vi film ud fra fuldkommen forskellige præmisser.
Listen to me carefully. I will say this only once!
Jeg kan sagtens fylde på og smide Usual Suspects med i den kategori, som var en glimrende film i sin tid i biografen og jeg synes modsat den er umådelig kedelig nu. Hvis nu folk prøvede at kigge på de argumenter som ligger til grund for et tal, fremfor at fokusere entydigt på tallet, så kunne det være, at forklaringen faktisk stod skrevet i sten? Men jeg har det lidt som om, at man nogen gange står og kaster perler for svin, når man leverer omhyggelige og detaljerede gennemgange af en given filmoplevelse og gør sig umådeligt umage for at komme ind til kernen af godt og skidt.
Det er som om folk nogle gange kigger på et tal og hvis det ikke passer ind i deres kram, så skal svaret søges i at kompromittere sandhedsværdien af modpartens udsagn og dermed så tvivl om motiverne for, at man mener hvad man gør.
Jeg beskæftiger mig med film, fordi det er den kunstart, som betyder mest i mit liv. Tilfældigvis er jeg samtidig skarp fortaler for, at folk er kildekritiske og at man følger udsagn op med understøttende argumenter for disse. En redegørelse er f.eks. ikke at skrive
"Filmen var god, fordi skuespillerne spillede godt"
Vi har ofte på Cinefil diskuteret, at man har en tendens til at give en film højere karakterer lige, når man er kommet ud af en biograf, end man ville en til to uger efter, når man har haft tid til at tænke over den. Ofte ser man en ny film i biografen og personligt har jeg haft en tendens til at lade stemningen kunne påvirke mig. Som følge heraf, kører vi derfor en striks politik med helt nye film vi ser og anmelder og det er at være meget konservative med vores karakterer og spørge os selv tre gange, om vi kan stå inde for vores karakterer.
Men lad os tage udgangspunkt i min første anmeldelse af The Departed fra 2006
Hvorfor mener jeg nu, at filmens 7/10 (4/6) nu er blevet en 2/6? Jeg mener det samme om Nicholson og jeg mener det samme om slutningen. Hvad har været afgørende for, at filmen har tabt så meget i værdi? Formentlig at jeg ladet mig overrumble af filmens svulstighed, hurtige puls og klipning, at jeg nok har set kompleksiteten og intensiteten i filmen som en kvalitet og at jeg først efterfølgende har erkendt, at selvsamme kompleksitet ikke er en filmisk kvalitet, når kompleksiteten kun er tilstede for kompleksitetens egen skyld. At få noget til at se ud af mere, end det er.
Og derefter er detaljerne om dette, sirligt nedfældet i min anmeldelse. Så lad os lige tage denne op fremfor, at jeg blot endnu engang skal skrive det samme her og så der måske slet ikke er interesse i at læse og forstå det jeg skriver.
Hvis vi endelig skal tale mønster, så kan jeg klart se omridset heraf, som går ud på ikke at behøve at tage stilling til argumenters indhold fra en moddebatør, men behageligt forsøge at bortforklare disse istedet, så man ikke selv skal bruge så meget tid på at levere den samme omhyggelige og detaljerede gennemgang, som modparten fremkommer med. Det er også en tidsrøver, men det er også respekt for debatten, hvis man tager en sådan seriøs og jeg har netop vist respekt ved at gense filmen og dernæst lave en hel anmeldelse, som tager det meste af en dag.
Jeg ser en film, sætter mig ind i det univers instruktøren sætter op og så ser jeg og indtager filmen visuelt og auditivt. Jeg sidder aldrig med pen og blok, når jeg ser film, men er tilstede. Min analysering sker efter jeg har set en film, som en opsummering af mit syn på det jeg føler.
Det du kalder overanalysere, det kalder jeg respekt for andre mennesker, som gider bruge tid på at læse en anmeldelse. Sjovt nok så skal jeg først forklare mig om mit syn og når jeg så endelig har forklaret mig, jamen så overanalyserer jeg og gennemkritiserer jeg.
Jeg afleverer ikke floskler i mine anmeldelser, som jeg dernæst kalder redegørelse. Reelt kan man blot koge det ned til den indre følelse, "jeg synes ikke om filmen", men nu har jeg endnu engang sat mig for at drive et filmsite, fordi vi er nogle stykker, som har en anderledes tilgang til det at anmelde og vi kan udleve denne metodik som vi ønsker det og det indebærer, at vi er grundige og at vi skriftligt kan redegøre for vores kritik.
Det er muligt, det for dig/jer, bliver til overanalyse og gennemkritisering, men så er det fordi man er vant til en anden anmeldelsesmetodik. Jeg ER netop en erfaren filmgænger, men der medfølger ikke stemplet "ufejlbarlig" eller nok mere rammende:
"min første indskydelse står til troende herfra til den dag jeg dør".
Men jeg er ikke en statisk person og derfor kan et filmsyn 6 år efter det første, i min kælder, alene, sagtens give mig en divergerende opfattelse, som går i rette med mit første filmsyn.
Det er også forklaret herover.
Nej, så har du vist ikke forstået ordet dramatisk. Melodramatisk lægger sig op af at være overdrevet følelsesladet, højtravende og patetisk. Dramatisk har intet med utroværdighed at gøre. Det kommer helt og aldeles an på instruktørens valg af virkemidler. Man kan sagtens incitere en realistisk, spændende og farlig situation, med dramatiske virkemidler. Det kan være klipningen alene, som akkumulerer til spændingen, men som på ingen måde gør selve det visuelle utroværdigt.
Musikken er i TWBB er da heller ikke utroværdig. Det er et ærligt filmisk virkemiddel, som er godt til at incitere en dramatisk tone, igennem hvilken en given scene stadig kan udføres visuelt realistisk. Det eneste musikken formår, er at få publikum til at leve sig bedre ind i den situation, som instruktøren har tiltænkt, at den skal opleves.
Sort/hvid er også et dramatisk virkemiddel, som kan bruges til at skabe en anderledes stemning, men det er i sig selv ikke utroværdigt for begivenhederne i filmen.
Ja vi er uenige. Og frygten fra DiCaprio overfor Costello siger mig ikke noget. Ikke fordi DiCaprio ikke spiller godt, men fordi Scorseses opbygning af Costellos karakter ikke gør ham til en troværdig og truende karakter, men til en karikatur. Det er det jeg mener med, at Nicholson spiller Nicholson. Han kunne ligeså godt være Jokeren i Batman. Fed attitude, men der er intet tilstede, som får ham til at virke truende. Der kan jeg fremhæve Javier Bardem nok engang. Man skal blot føle hans tilstedeværelse og stemningsforandring i No Country for Old Men og en given scene emmer af utryghed.
Det er jo heller ikke en naturlov, at du skal modargumentere. Hvis dine argumenter er gode nok til, at de giver dig den filmoplevelse du har, så er det jo fint. Jeg læser filmen på fuldkommen anden vis og jeg kan give udtryk herfor, gennem mine egne argumenter, som du kan være enig eller uenig i. Er der dog noget du ikke kan beskylde mig for mener jeg, så er det, at jeg forenkler. Jeg synes efterhånden snart, at jeg burde få lidt cadeau for, at jeg tager denne debat om en film jeg ikke bryder mig om, så seriøst og går så omhyggelig til værks for at forklare mig om min oplevelse og forståelse af filmens konstruktion.
Du behøver ikke forklare mig præmisserne og opsætningen. Det er Scorseses konstruktion den er galt med og hans instruktørmæssige valg, som gør, at jeg ikke finder præmisserne og karaktererne troværdige, men det hele iscenesat for at skabe det normale Scorseseske gangsterunivers, som istedet for at addere til spændingen i den på papiret fede muldvarpe opsætning, tager fokus herfra og investerer enormt meget tid i dialog og mennesker, som er uvedkommende for det essentielle plot.
Jeg kan godt lide DiCaprios spil, men psykiateren er malplaceret, endnu et unødvendigt involverende filmelement, som skal gøre plottet mere kompliceret end nødvendigt og blot fjerner sig mere og mere fra et realisk scenarie. Når man har gjort det længe nok, så er det kun et spørgsmål om tid, førend man som filmseer, gider investere empati i figurerne og forsvinder illusionen af realisme, så involverer man sig derefter.
Uforudsigelig, det har du helt ret i. Når man lader guds hånd penetrere afslutningsmomentet, for at rede trådene ud, så sidder man uvilkårligt som publikum (nogle af os) og siger:
Hold da op, hvor kom han lige fra?
Det kan man så fortolke som "hold da kæft, den havde jeg ikke set komme ... det er vel nok intelligent", eller man kan fortolke det som "hold da kæft, Scorsese kan ikke finde ud af labyrinten igen, men er nødt til at introducere os for en karakter, som tilfældigvis er en muldvarp placeret i samme afdeling som han selv og som der ikke foreligger nogen som helst information om, i resten af filmen".
Desværre det er i min verden ikke intelligent konstruktion af et plot, men en fornærmelse af mit intellekt. Scorsese har satset hele butikken med sidehistorier, sideplots, sideudviklinger og involveringer på kryds og tværs og så tilføjer han desuden en deus ex machina for at runde filmen af. Fornærmelse. Kan ikke sige andet.
Jeg er ligeglad med hendes motiver, det er Scorseses instruktørmæssige valg, overhovedet at lade de to muldvarpe dele kneppepude, som jeg ikke kan tage alvorligt. Det skæmmer min involvering i historien, når jeg skal tage så mange tilfældigheder for gode varer og jeg kan sgu ikke rigtig tage en replik som denne alvorligt:
"I have to say your vulnerability is really freaking me out right now."
Tak Scorsese! Godt du ligesom kunne sætte ord på øjeblikket. Så er jeg tilbage på rette spor, for jeg var lige ved at føle noget andet!
Du har helt ret. Den er helt blottet for "den slags dybde". Gudskelov. Og gudskelov den kun fungerer som en "veldrejet thriller". Tænk hvis Scorsese i det mindste havde fået det frem i hans film.
DU har ret. Sommerfugle sekvensen er fuldkommen ligegyldig til sidst. At den ikke dominerer noget som helst for mig, skyldes den simple grund, at hele filmen er konstrueret og udført til perfektion, hvorimode det modsatte gør sig gældende for The Departed. Hvorimod ordet "Rat" siges over 25 gange i Departed og er en langt kraftigere metafor i kontekst af The Departeds plot, end sommerfuglen.
Lad mig citere fra min anmeldelse, for faktisk så tror jeg, at man kan finde rigtig mange svar og understøttende argumentation heri, som allerede er sagt og så derfor kan genbruges her:
....kunstigt inducererende publikum med et falsk adrenalin rush grundet hurtig klipning og et højt narrativt tempo.
Så jo intenst, grundet Scorseses filmiske valg, men overhovedet ikke spændende.