For et par år siden blev de trofaste og ligefremme fans af superheltefilmen “The Dark Knight” skuffede og sure over, at filmen ikke endte med at modtage nomineringer for bedste film og bedste instruktør ved Oscar-ceremonien året efter.
Se også: Første actionfyldte trailer til “The Dark Knight Rises”.
Nu har en af skuespillerne fra filmen, Eric Roberts, der spillede gangsteren Maroni, udtalt sig om, hvorfor præcis han mener, at filmen alligevel ikke fortjente at vinde:
”Hvad får du ud af en film om Batman? Underholdning, det er helt sikkert. Men hvad kan du tage med hjem i dit hjerte og sind?”
Roberts uddyber dog og forklarer, at han det til trods var godt underholdt af filmen, og at han kun har pæne ting at sige om instruktør Christopher Nolan.
Er du enig i Roberts’ udtalelser om “The Dark Knight”? Kan store Hollywood-blockbustere ikke både underholde og have noget på hjerte samtidig? Klik i ‘Kommentarer’ herunder for at diskutere i forummet.
#41 Batsy 12 år siden
Lyder fedt!
#42 Babo84 12 år siden
Ja. Tidsmæssigt, kommer vi op på ca. det dobbelte imax-optagelser i Rises ifht. TDK. Så det har været noget af en udfordring.
#43 BN 12 år siden
Men hvad går mine argumenter ud på? Ved du dét?
Jeg har udtrykkeligt sagt, at 'Gone with the Wind' ikke er uden dybde. Men det er du måske uenig med mig i?
Sir Ridley Scott (med tilnavnet Den uægte) forbinder 'Gone with the Wind' med socialrealismen? Gør DU også dét?
Jeg kan ret godt lide filmen, som jeg giver 5/6. Og dens romantiske, karikatur-lignende personer generer mig ikke spor, eftersom det jo bare er Hollywoods old style.
#44 BN 12 år siden
Men så lad mig da omformulere det til 'arketyper' eller 'stereotyper', for det er lige hvad de fleste personer i 'Gone with the Wind' er. Persontegningen er forenklet, todimensionel og romantisk. I virkelighedens verden er der ingen der taler som Scarlett gør i sin afsluttende, korte monolog eller ser henført fremfor sig som om de stirrede mod en fjerne horisont, når de mindes noget nogen har sagt. Der er heri og i andre scener afgjort elementer af sæbeopera, men efter min mening ikke mere end, at man sagtens kan leve med det,
At tillægge den flotte, velspillede filmklassiker socialrealisme, en masse dybde og budskaber, er en helt igennem misforstået måde at forsvare den på. Og iøvrigt er der ikke nogen her der angriber den, så et forsvar er unødvendigt.
'Gone with the Wind' er en milepæl i filmhistorien, en af de største blockbusters nogensinde, en helaftensfilm, supergod og flot underholdning. Den er flere timers rendyrket underholdning uden noget budskab - havde der været et budskab, var der emner nok at atge af: negerslaveriet, krigen, Ku Klux Klan, de riges dekadence m.m. Men det er simpelthen ikke filmens mål - og behøver heller ikke at være det.
#45 Richard Burton 12 år siden
Margaret Mitchells roman indeholdt mere, ikke mindst i opfattelsen af den amerikanske identitet og dens temaer udstillede så langtfra blot indgroede amerikanske arketyper og stereotyper.
En større udredning af dette, kan læses i Ronald Havers fremragende David O Selznicks" Hollywood.
Og lidt ekstra læsning i form af denne
http://www.imagesjournal.com/2002/features/gwtw/te...
Og jeg kan anbefale Theodore Roszaks "Masculine/Feminine: Readings in Sexual Mythology and the Liberation of Women", som tager rollemønstrene i GWTW under behandling.
I den henseende tillader jeg mig stadig at have den holdning, at vi i dag har en tendens til at definere arketyper og stereotyper ud fra en nutidig opfattelse af handlemønstre, moral og etik og det mener jeg mange lader sig hæmme af, når de ser "ældre film". Det er således let at afskrive det "realistiske element" i film på denne baggrund.
Hvordan så man så f.eks. i 1939 på karakteren Mammy, som de fleste i dag, nærmest betragter som værende rascistisk og stereotypt portrætteret?
Variety skrev:
On the heels of these two, Hattie McDaniel, as Mammy, comes closest with a bid for top position as a trouper. It is she who contributes the most moving scene in the film, her plea with Melanie that the latter should persuade Rhett to permit burial of his baby daughter. Time will set a mark on this moment in the picture as one or those inspirational bits of histrionics long remembered.
Ja de over 70 år fra dengang til nu, har i den grad gravet generationskløft mellem publikum, hvad angår fortolkning af de filmiske elementer, skuespil og mennesketyper. Jeg siger ikke, at vi tager fejl idag af, at portrætteringen af Mammy essentielt er rascistisk og stereotyp. Det er for mig mere afgørende, hvordan datidens publikum opfattede det, fordi filmen var konstrueret ud fra andre samfundspræmisser, end dem vi har i dag.
Folk må således gerne betragte universet i GWTW som værende befolket med stereotyper. Man må også godt se den entydigt som mainstream underholdning og uden budskaber. Jeg kan kun være fuldkommen uenig heri. Jeg ser GWTW med 1939 briller, ligesom jeg vil forsøge, så godt jeg nu formår, at se alle film udfra den kontekst hvori de er skabt.
#46 BN 12 år siden
Hmm ....
Så hvad er det helt præcist, der skal stå for egen regning????
Lad mig her citere fra min egen anmeldelse af filmen:
"Ja, selv den sorte husholderske Mammy virkede ikke helt så racistisk fremstillet som jeg huskede det (og sandsynligvis tager jeg helt og aldeles fejl, da hun det jo kan jo være, hun simpelthen bare var den type, som hun fremstår som i filmen). Faktisk portrætteres hun med både karakter og viljestyrke, bl.a. ved de forargede blikke hun kaster på den beregnende Scarlet. Og de andre sorte personer i filmene skildres ikke ret meget anderledes end i nyere film. Så jeg har måttet pakke sammen med alle mine fordomme omkring filmen."
(citeret fra http://filmz.dk/forum/tagwall/what-we-saw-number-1...
#47 Richard Burton 12 år siden
Du skrev i #44:
Den er flere timers rendyrket underholdning uden noget budskab.
Og så nævnte du arketyper, stereotyper, forenklet, todimensionel og romantisk og selvom jeg da godt er vidende om, at det ikke er socialrealisme a la den italienske Cykeltyven, så er jeg blot uenig med dig i dine observationer og mener ikke, at filmen eller skuespillet er så forenklet som du giver udtryk for og ej heller, at filmen ikke rummer dybere budskaber og metaforik under Hollywood glamouren.
#48 Hr. Nielsen 12 år siden
Det er da vist at prøve at manipulere med egne udsagn og tage det man selv har sagt ud af kontekst, for at bruge det til egen fordel, da du ved svaret kune kan være en ting. Hvis det er sådan du vil debattere, så har du tabt mig igen. Jeg forholder mig til det samlede indtryk af det du skriver og de sætninger jeg piller ud, prøver at at gøre nænsomt.
Helt så forenklet læste jeg det slet ikke. Men at filmen repræsenterer en del af måden syden både opfattede sig selv på og blev opfattet af andre på, ved jeg er rigtigt.
Det er jeg ikke sikker på jeg er helt enig med dig i, hvis det skal opfattes så ensidigt som skrevet? Ja, det var vist det. Jeg har sagt min del:)
#49 BN 12 år siden
At den ikke har ét bestemt budskab, er et faktum. Og du har jo heller ikke selv kunne pege på noget overordnet budskab.
Men at den ikke har noget budskab, er jo ikke det samme som at sige, at den er uden dybde. I #23 har jeg jo beskrevet den karakterudvikling, Scarlett gennemgår, og jeg konkluderer: "Heri er der lidt dybde eller variation".
Og denne karakterudvikling har du selv fremhævet i detaljer i #25 med ordene:
"Scarlet O'Hara befinder sig i denne forestilling om sydstaterne og egen civilisation, hvor Rhett Butler er realisten med foden plantet i virkelighedens verden og pragmatikkeren, når det kommer til kærlighed og sex. Han festede og horede og Scarlett rives langsomt ud af boblen, gennem egne erfaringer, hvor hele hendes livssyn vendes på hovedet. For langsomt til at indse, at hun faktisk nok aldrig har elsket "sit idol" på "naturlig manér", men kun udfra en forkvaklet, omend romantiseret forestilling og at kynikeren Rhett, faktisk har været indbegrebet af "lev i nuet" og med en ganske sund argumentation for sin levevis."
Vi er med andre ord enige om, at filmen indeholder noget menneskelig dybde. Det serveres i det gamle Hollywoods vanlige melodramatiske indpakning, men det er der.
Hvad var det jeg skrev? Jo, jeg nævnte 'The Deer Hunter' og '12 Angry Men', idet jeg skrev: "Sammenlignet med disse film er GWTW's hovedpersoner tæt på at være karikaturer, eller de føles ihvertfald mere "filmiske" eller eventyrlige."
Hertil kommenterede du bl.a.: "GWTW skal ikke være nogen 12 Angry Men, den har slet ikke det samme på sinde ..."
Men min pointe med at nævne '12 Angry Men' var ikke, at GWTW på nogen måde skal være som denne film. Nej, min pointe var at sætte graden af realisme og dyb personkarakteristik i relief, så du kunne forstå hvorfor jeg kaldte persontegningen i GWTW for "relativt overfladisk" ... (hvilket iøvrigt ikke er det samme som KOMPLET overfladisk, vel? "Relativt" vil sige "forholdsvis".)
Det, jeg siger, er at RENT SAMMENLIGNINGSVIS virker personerne i GWTH mere som romanfigurer end som autentiske/troværdige mennesker af kød og blod. Det romantiske, melodramatiske og glamourøse islæt (som du også vedkender dig med din vending "under Hollywood glamouren" i #47) har den virkning, at GWTW som helhed betragtet føles mere filmisk og eventyrlig end den føles realistisk.
Når jeg ser filmen, er der nogle meget melodramatiske, men velfungerende scener indimellem. Og samtidig er der også en del scener, der overrasker med en rå realistisk tone.
Når jeg taler om stereotyper og todimensionelle karakterer, sigter jeg til, at vi udover den forkælede, selviske (men senere mere betænksomme) Scarlett har Rhett Butler, der veksler mellem den muntre, kække, ligefremme og handlekraftige lykkejæger og den tungsindige, kyniske ægtemand - Ashley, den blide gentleman - Melanie, den søde og gode veninde (og flere kunne nævnes). Ret mange flere nuancer end de her nævnte har personerne ikke. ... Men det gør mig ikke noget. Det er ikke et ankepunkt, blot en konstatering.
#50 BN 12 år siden
Her ser du så helt bort fra min pointe, som var, at persontegningen er romantisk og forenklet, i modsætning til "realistisk". Ja, det ER nemlig kunst, og der bruges et bestemt kunstnerisk udtryk, som adskiller kunsten fra virkeligheden, hvilket jeg har det ganske fint med.
Det er vi helt enige om.
Det er ikke mig der forenkler den - næh, det gjorde filmens skabere helt tilbage i slutningen af 1930'erne. Læs #49 for en uddybning af hvad jeg mener med "forenkling".
Hvorfor? I min bog er det en stor ros til GWTW. Begge film er stort opsatte produktioner, ja, flotte, romantiske og underholdende film.
Hvis du nu tænker dig om et øjeblik, så kan du næsten regne ud, at jeg prøvede at sige, at der ikke var grund til at gøre uenigheden større end den reelt var. Dit indlæg, #38, lød i mine ører som om jeg nærmest havde frataget GWTW enhver form for dybde, og det er jo overhovedet ikke tilfældet.
Her skal man så lige huske, at en befolkningsgruppes selvopfattelse og virkeligheden ikke nødvendigvis er to identiske størrelser. Uden yderligere sammenligning iøvrigt, så fremstillede Nazitysklands fører Hitler sig selv som en befrier og en frelser, og mange af hans landsmænd så sig selv som en slags overmennesker i forhold til jøder, sigøjnere, polakker o.s.v. ... Hvad Sydstaternes indbyggere angår, kunne de ikke se noget forkert ved negerslaveriet og tanken om den hvide mands overlegenhed, og fremstillingen af Ku Klux Klan i Margaret Mitchells roman er vist heller ikke helt i overensstemmelse med realiteterne. Der er tale om en dramatisering, hvor både fokus og spørgsmålet om godt og ondt styres af en forfatters hånd.
Men jeg synes, det er godt med en historie fortalt ud fra Sydstaternes synsvinkel. At gøre Nordstaterne til de gode og Sydstaterne til de onde, udelukkende ud fra den overordnede negerslave-politik, er både for nemt, naivt og unuanceret.