Blindness
Udgivet 16. jan 2009 | Af: Benway | Set i biografen
Det begynder i det stille: En mand er på vej hjem fra arbejde, da han pludselig mister synet. Assisteret af sin kone besøger han en øjenlæge spillet af Mark Ruffalo, som dog ikke kan finde det mindste tegn på, at noget skulle være galt. Dagen efter vågner øjenlægen op og kan heller ikke se andet end hvidt lys. Herefter spreder sygdommen sig hastigt i gevaldige ryk, og i panik sender myndighederne de smittede i karantæne i et gammelt hospital. Med øjenlægen følger hans kone i Julianne Moores skikkelse, der som den eneste stadig har synet, men som har udgivet sig for at være blind for at kunne følge manden.
“Blindness” er baseret på en bog af den Nobelprisvindende forfatter José Saramago og er udgivet herhjemme under titlen “En fortælling om blindhed”, som da også på mange måder er en langt mere sigende beskrivelse af indholdet. Historien ligner ved første indtryk en science fiction-gyser i stil med “The Happening”, men er i stedet en symbolladet beretning om social udstødelse samt både de kriser og det sammenhold, der opstår i de grupper, der kun har hinanden at støtte sig til. I dette tilfælde er det blindhed, men historien kunne for så vidt lige så vel handle om jøder, sorte, sigøjnere eller de personer, der efter en revolution befandt sig i den forkerte sociale eller racemæssige gruppe.
Som den eneste seende bliver Julianne Moores rolle hurtig en ukendt faktor, der kan true magtbalancen, men selvom hun leverer en sædvanlig glimrende præstation, virker hendes karakter underligt passiv under de første mange overgreb i betragtning af, at filmen konstant demonstrerer hendes fysiske overmagt. Det er øjensynligt meningen, at vi skal forstå, at hun kun gradvis kommer til erkendelse af sit ansvar, men til det formål lader filmen til at have gået gevaldig galt i byen ved at caste Moore, eftersom hun har en alt for viljestærk udstråling. Man tror ganske simpelt ikke på rollen.
Ikke desto mindre er “Blindness” en relativt velfungerende historie om social stigmatisering og fornedrelse, men også om det sammenhold, der kan opstå mellem medlemmerne af en udstødt gruppe. Når filmen alligevel er acceptabel snarere end fremragende, skyldes det ikke mindst dens lige lovlig tydelige allegori, der holder den på tegnebrædtniveauet, hvor man mere ser den som en matematisk ligning end en historie om rigtige mennesker. På trods af titlen er der ganske meget at se i “Blindness”, men der er til gengæld ikke særligt meget at tænke over.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet