#74
Der er ingen grund til at undskylde lange indlæg. Jeg vil nærmest mene, at både denne tråd og Tree of Life-tråden kan noget af det, ethvert godt filmforum bør kunne; levere en oplysende, udfordrende og inspirende meningsudveksling. Så tak for det.

Jeg finder både din analyse af Melancholia og Tree of Life meget spændende. Specielt kritikken af sidstnævnte har rumsteret en del i mit hoved, og da jeg for nylig genså The Thin Red Line var det i begyndelsen af filmen som om jeg blev hvisket; ”se nu der, se hvordan han forkynder, du tog måske fejl af Malick, måske blev du ført bag lyset af de smukke billeder, måske er der ikke ligeså meget at hente i disse film, som du gik og troede” – men så blev jeg forført af de smukke billeder og overgav mig betingelsesløst til filmen.

Nu har jeg langt om længe overbevist mig selv om, at jeg står ved min holdning til de to film. Og derfor vil jeg også gerne tage til genmæle.

Jeg vil påstå, at det ikke er Malick, men Trier, som er dogmatisk, uautentisk og mangler intuition i sin film.

Det fremstår for mig som om du ser Terrence Malick som dogmatisk, mere fordi hans (og hans films) verdenssyn korrelerer med en eller anden form for moderne kristendomsforståelse, end fordi filmene rent faktisk er dogmatiske. Du kan ikke tolerere at filmen repræsenterer en eller anden form for kristen filosofi, og får slået nogle streger fra kristen dogmatik i almindelighed og til Malicks film, som jeg ikke mener eksisterer.

Derimod repræsenterer Melancholia et moderne verdensbillede, som du personligt kan relatere til, og som du mener er vigtigt og spændende at få udtrykt gennem kunst; så vigtigt at du overser (eller ser gennem fingre med) filmens mekaniske karakterarbejde og forcerede pointer.

Du forsvarer Melancholia med, at den ikke prøver at være realistisk, men at det er en simpel følelse oversat til film. Det giver jeg dig fuldstændig ret i, og min kritik af Melancholia handler ikke om dens grad af troværdighed. Den handler om, at Trier i destilleringen af melankolien får skåret for meget kompleksitet af sine karakterer – han bevæger sig væk fra livet og den menneskelige psykologi i jagten på denne simple følelse. Det slår mig i hvilken grad din kritik af Tree of Life passer på mit billede af Melancholia:

Romantikeren tager en oprindeligt menneskelig følelse eller oplevelse og overdriver den i en intellektuel, platonisk parallelverden, han puster tingene op til uigenkendelighed. Så han er ikke længere rodfæstet i den menneskelige psykologi, han retter sig ikke længere efter intuitionen, hvilket er vigtigt for ethvert stykke kunst.

Lige der har vi mit problem med Melancholia. Hvad er det for en art melankoli og depression Von Trier beskriver? Trier forsøger at isolere melankolien, og mister mennesket på vejen. Jeg finder det utroligt at du kan finde på at sammenligne ham med Bergman, som om nogen forstod at afbilde menneskets dybe kompleksitet. Melancholia er forsimplede mennesker og forsimplede følelser. Og jeg mener ikke at Melancholia rummer noget af den usikkerhed og tvivl som du savner hos Malick – jeg mener faktisk at Melancholia er en LANGT mere afklaret film, end Tree of Life er det., og jeg finder Trier langt mere prædikende end Malick. Indholdet af Triers prædiken er bare så aparte og provokerende at den er svær at genkende som en sådan.
Men alt dette er sådan set ikke afgørende for min dom over de to film. I sidste ende kan en instruktør være lige præcis så afklaret som han har lyst til, og mene ligeså mange forrykte ting som han vil, hvis bare hans film er godt håndværk, hvis bare han fortæller vedkommende historier og forstår at bruge filmsproget. Ligesom dig synes jeg også at idéen til Melancholia er noget nær genial – men Trier er mig ikke vedkommende, hans brug af filmmediet imponerer mig sjældent i Melancholia, men skuffer mig ofte.
The Tree of Life derimod imponerer mig ofte – det gælder skuespil, karakterbeskrivelse, form, klipning, brug af musik, fotograferingen, alting faktisk – The Tree of Life er en æstetisk nydelse på et langt højere plan end Melancholia.

Du skriver om Tree of Lfe:

Ægte tro, det smukke i troen, er usikkerheden - det er det, der gør den til tro - indvidet og den daglige virkelighed fortoner sig i skumringen, det mystiske, uudgrundelige, der med jævne mellemrum indtræder og som er menneskets eneste måde at opleve det vi kunne kalde "Gud". Ikke selve idéen om at Gud findes og har skabt jorden på 7 dage, den er for sagen ligegyldig, et simpelt dogme, og på samme måde er Tree of Life et system af dogmer, Malick er åbenbart ikke tilfreds med den umiddelbare, intuitive oplevelse af noget guddommeligt og bygger tildels ovenpå med abstraktioner og kitsch. Der er passager af filmen som er uærlige løgne og usund undertrykkelse af hvad man kunne kalde "hele menneskets karakter".

Jeg har dig mistænkt for at lide af postmoderne religionsfobi. Blot fordi Terrence Malick er kristen og repræsenterer en form for kristent verdenssyn, rummer han i mit hoved stadig den mystik, du mener han mangler. Troende mennesker tvivler også, og mange store tænkere var først og fremmest teologer. Jeg gad godt vide hvilken kristendom du mener Malick forkynder. Hvor det er han bliver dogmatisk. Jeg synes Malick bibeholder det uudgrundelige i Tree Of Life, jeg synes sjældent hans forestillinger om en Gud komprimerer hans forestillinger om mennesket. I stedet arbejder han utroligt nuanceret med kristne kernebegreber, ikke mindst fordringen at elske sin næste, som bærer en almen gyldighed langt væk fra alle religiøse systemer. Enhver der har læst Kjerlighedens Gjerninger må forstå netop hvor dyb og kompleks netop denne fordring er – hvor filosofisk vigtig den er at forholde sig til, tro eller ej, gud eller ej. At Terrence Malick giver sig i kast med netop det, finder jeg ikke indsnævret eller dogmatisk.
Med det sagt, er jeg ikke altid glad for Tree of Life – med den barmhjertige dinosaur som det store lavpunkt – men alt i alt er filmen så flot og vellykket at jeg kun kan elske den. Men hans fodfejl synes jeg ikke er af dogmatisk karakter, men bare ren (med dine ord) klodsethed.

At du ikke synes Terrence Malick når Tarkovsky til sokkeholderne er kun til at forstå – men hvem kommer egentligt længere op end sokkerne når det gælder Tarkovsky? Trier derimod, ham er der mange som kan danse med. Men du er jo heller ikke Trier-fan :-).

PS: Tak for din lille narkomaner vs. munke-teori. Den har jeg taget til mig og deler af og til med andre. Ikke pga. dens sandhedsværdi, men for pga. dens skønhed som historie betragtet.

Mvh