Lars von Trier romantiserer og underspiller Jordens undergang i en grad, som man aldrig rigtig har set før. Han svælger i katastrofens æstetiske skønhed, men formår samtidig at fokusere på det menneskelige drama og især depressionens altopslugende væsen. Og det er dét, der gør “Melancholia” til en helt speciel oplevelse. Jorden går under, men der er ingen kaos, ingen brændende bygninger eller skrigende mennesker. Kun overdådige billeder og en fornemmelse af, at hvis en planet virkelig kolliderede med jorden, så ville Lars von Trier ikke tage det særlig tungt.
“Melancholia” er en underlig størrelse, der er lige så prætentiøs, sær og fantastisk som instruktøren selv. Den sidder ikke fast i kroppen på samme måde som “Antichrist”, men til gengæld er den noget så sjældent som en smuk og til tider opløftende film om vore planets endeligt. Og hvor mange film kan man lige sige det om?
Se også: Filmz TV: Filmz TV: Druk, dommedag og “Melancholia”-interviews
#71 Zabriskie 13 år siden
Nu har jeg læst dine kommentarer til henholdsvis The Tree of Life og Melancholia, og det slår mig hvor uenige vi er i vores konklusioner, på trods af påfaldende enighed i vurderingen af en lang række enkeltelementer i begge film.
Melancholia var for mig Triers tammeste film siden Europa-trilogien (ja, også Direktøren for det hele!). Mit store problem med Melancholia er slet og ret filmens plot. Der er ganske simpelt grænser for hvor tåbelig en historie kan have lov at være, også i en katastrofefilm, og hvor Trier normalt formår at servere en vedkommende historie som smukt ebber ud i hans ikoniske motiver, så emmer hele Melancholia af at være et påskud. Et påskud for faldende fugle og heste, for en nøgen Kirsten Dunst ved flodbredden osv. osv. Det er selvfølgelig Triers vanlige stil, han har altid fortalt sine historier og karakterer som en marionetmester fra oven, men hvis ikke dukkerne bevæger sig nogenlunde troværdigt, så begynder man at holde øje med snorene. I Melancholia var der næsten ikke andet end snore! Jeg giver dig ret i dine anker angående 1. del,, jeg synes man kan mærke på alle de små historier, at Trier ikke for alvor interesserer sig for sine karakterer; de spiller alligevel ikke nogen væsentlig rolle i plottet, og alligevel formår Trier at skabe optrin og scener med vanlig finesse og stil.
Men problemerne begynder først for alvor med andel del. Jeg finder slet og ret Triers behandling af melankoli og depression fladpandet. Det hele er tyk og tungt og vædet ind i patos. Trier fører os på ingen måde ind i melankolien, han råber blot til os: se hvor sur Kirsten Dunst ser ud; hun er melankolsk og deprimeret, hør hvor melankolsk musikken er, se hvor tæt på planeten er; mærk melankolien og se skønheden. Jeg har absolut ingen interesse i hverken Dunst eller Gainsbourg, og endnu mindre interesse i Sutherland og drengen, der er intet interessant at hive i, i hele anden halvdel af filmen. Der er bare planeten der først kommer nærmere og så fjernere og så nærmere igen, og så de forskellige visuelle tableauer Trier propper indimellem. Det bliver kedeligt i længden. Så synes jeg at en mindre bombastisk og eregeret film som ”Reprise” af Joachim Trier (ingen sammenligning i øvrigt) behandler melankoli på en langt mere vedkommende og interessant måde.
Og til sammenligning med Antichrist fungerer det ikke i denne film at afsondre historien til en øde ejendom et uspecificeret sted i naturen. Hele filmen igennem sad jeg med fornemmelsen af at se en nordeuropæisk arthouse-film med lavt budget, der med lidt klisterbånd her og lidt elefantsnot der, forsøgte at klæde sig ud som en storslået fortælling.
Antichrist var en lille historie, og isolationen gav mening. I Melancholia virker location og de få cgi-billeder o.lign. simpelthen billigt, og alt hvad der bliver forklaret i dialogen om planeten og katastrofen klingede så hult så hult. Det er simpelthen for nemt at få en dreng til at sige ”It’s a planet that’s been hiding behind the sun”, og så forvente at publikum (dvs. jeg) sluger den.
Sidst men ikke mindst, så mener jeg, at Lars von Trier løber ind i en filosofisk blindgyde
I stedet ender de to kvinder og drengen med at bygge en sød ”make believe”-beskyttelsestipi på en græsplæne, og det er der de sidder da verden går under.
Det fremgår så tydeligt, at filmen i hele den passage er på Dunsts side; at det er ynkeligt at holde fast i en eller anden form for borgerlige dyder på tærsklen af sammenbruddet, og at det giver mere mening at lege børn i skoven.
Jeg har ofte fundet Triers angreb på borgerskabet platte og unuancerede, men her kammer det fuldstændig over. Når jorden går under kan det sgu være ligegyldigt om man sidder og sipper rødvin på en terrasse, eller man bygger huler i skoven. Er den borgerlige sippen vin på terassen ikke ligeså meget en ”magisk hule” som den antiborgelige pindehule er det? Jeg finder Trier selvmodsigende, og jeg finder Trier så symbolhungrende, at hans karakterer for længst er døde, da Melankolia endelig rammer jorden. Og så finder jeg Trier trættende, når han igennem Dunst skal fortælle mig, at mennesket er ondt og verden er ond. I forbindelse med din tolkning af filmen som en ”ateistisk og moderne” film om længslen efter indhold på den anden side af værdiernes sammenbrud, er det mig påfaldende, hvordan han klynger sig til så umoderne begreber som godt og ondt. Hvad er ”godt” i Triers melankolske verden? Og hvis ikke det gode findes, hvordan kan noget så være ondt?
Alt i alt synes jeg, at Triers symbolik bliver så bombastisk, at han kvæler sine karakterer og ender med en af sine kedeligste film til dato. På trods af denne kritik, er passager af filmen så stærke, at jeg bestemt synes den er værd at se. Men sådan er det med Lars Von Trier. Han er altid værd at se.
Og så et lille PS:
Det undrer mig, at du vurderer dine film på en skala fra 1 til 10. Jeg synes at en sådan komprimering af film på en 10-trinsskala er komplet meningsløs, i hvert fald hvis man skal tage film en lille smule seriøst. Du kunne vel ikke finde på at give Den Unge Werthers Lidelser 10/10 og A Moveable Feast 9/10? Eller Hegels filosofi 8/10 mod Spinozas 9/10?
#72 Muldgraver 13 år siden
Ganske enig, og når du nu selv bruger ordet, undrer det mig du ikke stiller Triers dødsdans op mod Munchs "Livets dans". Den hvide kvinde, den sorte kvinde, og al den megen dansen ind imellem.
Jeg kunne selv rigtig godt lide filmen, men mest fordi den er så vedholdende i sin leg med de naive former og en portrættering der ikke behøver så meget symbolik, selvom den da heller ikke afviser en sådan. Ikke stor kunst, men nydelig som en ikke alt for let film, som altså ikke er intellektuel, men alligevel intelligent sammensat.
Ps: At Justine har været reklamekvinde, synes jeg ellers giver (lidt for) god mening, som hun oven i købet selv forklarer i suppevognsopgøret.
#73 Muldgraver 13 år siden
#74 Fellaheen 13 år siden
Tænkte også på Munch da jeg så den, men ikke så specifikt. Men du har selvfølgelig ret, Munchs tema med den lyse og mørke kvinde og livsdansen. Den mangler selvfølgelig lidt af Munchs mystik, men jeg synes nu Trier brillerer denne gang, det er en lidt mystisk film.
Enig i at den ikke er et fuldstændig sublimt værk, men visse dele af den er, efter min mening, god kunst. Den når ikke det sublime, evige - den er langt fra transcendent og asketisk i sin natur - og det er jo måske det, du søger, siden du kategorisk afviser den som "stor kunst".
Ja det giver lidt for god mening og derfor "giver det ikke mening".
--
Hvornår har Trier præsenteret en "vedkommende historie som smukt ebber ud i hans ikoniske motiver"? Jeg har aldrig oplevet det. Men jeg er heller ikke Trier-fan. Dogville, Breaking the Waves og Dancer in the Dark er uvedkommende efter min mening, uærlige film. Uden at jeg holder særligt af Europa-trilogien, så mener jeg, den er et hæderligt formeksperiment og jeg kan godt lide dens ambitioner og jeg kan følge, hvad Trier ville. Riget og Antichrist er dog de eneste af hans film (eller serier), jeg rigtig bryder mig om, udover Melancholia. Som jeg ser det arbejder Trier med tre grundlæggende temaer i sine film:
1) Kærlighed/godhed/kvindelig opofrelse (som jeg synes antager en fortænkt og anstrengt karakter hos Trier)
2) Absurditet (som i Riget, hans allerstærkeste side, Trier er jo postmodernist inderst inde :)
3) Det sublime/idealistens fald og åndens/kulturens kollaps i mødet med naturen (som i Antichrist, Element of Crime og Melancholia)
Sidstnævnte er når Trier formår at skabe de største emotioner, synes jeg. Jeg mener heller ikke Melancholia er en dårlig historie, overhovedet ikke. Symbolistisk er det en fin fortælling, der iscenesætter Triers angst som en negation af livet, meget præcist og klarsynet synes jeg. Det er en universelt vedkommende historie.
Det er også i højere grad gået op for mig at første del er Justines løsrivelse fra livet og dets almenheder: bryllup som etableringen i det almindelige, stabile, som hun ultimativt fejler i at gennemføre. Så her taber hun sit håb og sin menneskelighed. På trods af det kan man selvfølgelig ikke benægte at der er en del problemer mht. dramaets afvikling.
Tja, jeg er totalt uenig. Melankoli og angst er sjældent blevet beskrevet så godt, Trier er ved at blive den nye Bergman. Jeg var grebet må jeg sige, men jeg er også helt enig i Triers idé til den her film, jeg synes den udtrykker en fænomenal tankegang. Helt principielt er jeg så glad for at nogle bruger science fiction og dommedagsforestillinger til at lave kunstfilm. Det kunne næsten unægtelig være blevet eksekveret bedre, men selve præmissen appellerer utroligt meget til mig. Hele det med at bruge planeter, fugle der falder ned fra himlen og døende heste i sit formsprog er bare fantastisk og så givende til kunsten, det er den slags ekspressive ekstremiteter, den har brug for.
Jeg vil gerne se denne, hvis jeg kan komme til det. Men er Joachim Triers ikke bare almindeligt melankolsk? Trier er jo depressiv, det handler om at alle ting og mennesker er dødt materie. Det er den form for depression, hvor man har risiko for at miste sin evne til at se farver (sådan rent bogstaveligt). Og det kræver måske lidt indlevelse og selvopofrelse at gå med på det.
Sådan følte jeg det ikke. Det er jo ikke en realistisk fortælling, men en simpel følelse oversat til film. Der er ingen tilføjede detaljer udover det essentielle. Det er klart at det hele er simpelt og naivt, det er ekspressionisme i sin sløve, drømmeagtige og fuldstændig usammenhængende form. Det vigtige er ikke selve planeten, snare dens trussel mod livet og dens symbolske kraft. For mig fungerede det ret godt og jeg synes IKKE det virkede billigt eller mindre autentisk, 2. kapitels sælsomme blanding af angst, håb og forrådnelse er fantastisk, helt fantastisk. Og meget originalt udført.
Den betragtning er jeg lidt uenig med dig i. Jeg synes bestemt at hulen er et "borgerligt" fænomen (lad os blot kalde det menneskeligt). I filmens mytologi synes jeg ikke der gøres opmærksom på at Gainsbourgs ønske om et dommedagsritual på terrassen med Beethovens niende var forskellig fra hulebygningen tilsidst. Filmen handler jo om at Justine (eller Trier) har svært ved at leve et almindeligt liv og konstruere de illusioner som kærligheden, ægteskabet og "det positive livssyn" er.
Men så - på tærsklen til den totale udslettelse - forbarmer Justine/Trier sig for et barn, et voksent menneskes helt platoniske, godsindede kærlighed til et barn. Og så indtræder den "borgerlige illusion" igen med ét, kærligheden vinder, men Trier er et moderne menneske og benægter ikke dødens fatalitet: så de går under alligevel, men med deres illusioner og menneskelighed i behold. Ikke borgerlighed som sådan, synes ikke det er nødvendigt at anskue Triers film som en borgerskabskritik.
Det er mest fordi alle andre gør det :) Mine karakterer er også helt absurde oftest, jeg giver kun meget høje og meget lave karakterer, og det er noget, jeg tilføjer til sidst, en lille bedragerisk hat af en art. For eksempel kan jeg ikke se meningen med at give et kunstværk 7 eller 8 - hvad fanden betyder det? Det er en meget materialistisk måde at bedømme film på. Så det har du helt ret i, jeg burde nok holde op.
Mht. Tree of Life så har jeg efterhånden forstået hvorfor jeg ikke formår at tage den til mig ligeså meget som jeg burde: det er en helt igennem romantisk film. Dens mange modernistiske og ekspressionistiske elementer usagt, så er visse dele simpelthen nyplatonisme og borgerligt bedrageri - romantikere forestiller sig ting, bygger systemer udenfor livet og den menneskelige psykologi. Det har Malick en tendens til: han er for afklaret om sin tro, for prædikende.
Ægte tro, det smukke i troen, er usikkerheden - det er det, der gør den til tro - indvidet og den daglige virkelighed fortoner sig i skumringen, det mystiske, uudgrundelige, der med jævne mellemrum indtræder og som er menneskets eneste måde at opleve det vi kunne kalde "Gud". Ikke selve idéen om at Gud findes og har skabt jorden på 7 dage, den er for sagen ligegyldig, et simpelt dogme, og på samme måde er Tree of Life et system af dogmer, Malick er åbenbart ikke tilfreds med den umiddelbare, intuitive oplevelse af noget guddommeligt og bygger tildels ovenpå med abstraktioner og kitsch. Der er passager af filmen som er uærlige løgne og usund undertrykkelse af hvad man kunne kalde "hele menneskets karakter".
Som Hamsun skriver et sted: "...sjælens uendelige bevægelighed, det sære, ejendommelige sindsliv, nervernes mysterier i en udsultet krop" - hele mennesket og dermed også dets ekstatiske oplevelser af religiøs eller anden art. Malick forsøger at forfine tilværelsen og glemmer at skønheden også findes i ulykkeligt drømmeri, mudder og fascisme. Romantikeren tager en oprindeligt menneskelig følelse eller oplevelse og overdriver den i en intellektuel, platonisk parallelverden, han puster tingene op til uigenkendelighed. Så han er ikke længere rodfæstet i den menneskelige psykologi, han retter sig ikke længere efter intuitionen, hvilket er vigtigt for ethvert stykke kunst. Hans "projekt", hans mission om at skabe harmoni, orden og skønhed har overtaget i stedet for selve den orden og harmoni, der ligger naturligt i den menneskelige perception af verden. Poesi er at åbne perceptionens døre og det synes jeg en film som Spejlet eller Mother and Son har meget bedre udgangspunkt for at gøre end Tree of Life, skønt den også lykkes med det i glimt: den spænder bare ben for sig selv ved at være så meddelsom om sin egen mening og så forceret nogle gange.
#75 Fellaheen 13 år siden
#76 Antlion 13 år siden
Søg hjælp hos Filmz' retoriske ydmyghed, Narniabæver.
#77 Fellaheen 13 år siden
Det tror jeg ikke, jeg kan. Det er meget svært. Han svarer mig ikke når jeg spørger om han er nihilist.
#78 JannikAnd 13 år siden
#79 Fellaheen 13 år siden
:D
Det må være den bedste tråd jeg har set på Filmz!
#80 JumaK 13 år siden
Mit svar lød: Filmen stiller spørgsmålene - "Hvad er kultur, hvad gør den ved os, og er det godt eller skidt? Hvad er natur, og hvad gør den ved os, og er det godt eller skidt?".
Finalen i filmen er i øvrigt noget at det mest fantastiske, jeg har set på film. Totalt vildt.
Juma Kruse
www.kaerligheden.dk
Juma Kruse
www.kaerligheden.dk