I begyndelsen var instruktørtalentet i "Pi". På anden- og tredjefilmen blev der bragt tvivl om talentet med Don't do drugs-filmen "Requiem for a Dream" og new age-pladderen i "The Fountain". Men med "The Wrestler" og "Black Swan" så jeg, at det var godt.

loki (3) skrev:

Stort tillykke med den mest håbløse/ulæselige sætning i nyere tid her på filmz! Yay!

Riqon (64) skrev:

I går fik jeg så set dyret med kæresten, og jeg må indrømme, at det er én af Darren Aronofskys svagere film, men at den stadig overgår de fleste blockbusters. De første to tredjedele af filmen var helt sikkert de mest velfungerende.

Som forventet er det ikke et forsøg på at være helt loyal overfor konservative (eller endda fundamentalistiske) tolkninger af historien om Noah. Aronofsky har givet historien nogle vrid og har tilføjet flere elementer, mest åbenlyst måske "Vogterne" og mindre åbenlyst konflikterne i filmens sidste tredjedel. Filmen er selvfølgelig anakronistisk, idet den afspejler det moderne publikums verdenssyn frem for det hebraiske - for eksempel med sit deistiske/epukuræiske gudssyn: Selv om Gud (eller som de siger i filmen, "Skaberen") sender vandfloden og står bag diverse mirakler undervejs, så er han generelt fjern og hans planer vanskelige at gennemskue. Han taler aldrig til Noah i filmen, i bedste fald giver han hints.

Her står filmen i en stærk kontrast i forhold til den nærværende gud, det hebraiske folk troede på, og som vi også hører om i den oprindelige historie, hvor Noah får klar instruktion, selv om detaljerne. Aronofskys valg på dette punkt tjener dels til at skabe konflikterne undervejs, men særligt i tredje del, hvor det store spørgsmål synes at være "Hvad vil Skaberen egentlig?" Resultatet er en Noah, der står alene med svære valg - en meget anderledes historie end i Bibelen. En film hvor man bare kunne stole på, at Gud fiksede det hele og hans plan var tydelig, ville måske ikke virke nær så engagerende og ville måske også være sværere for et moderne publikum at leve sig ind i. Noahs oplevelse af Gud afspejler i større grad den oplevelse, flest mennesker har af Gud: Hvis han er der, så er det vanskeligt at vide, hvad hans vilje er. Der er ingen tvivl om, at publikums evne til at købe præmisserne om en Gud er afgørende for deres oplevelse af historien, og Aronofsky virker til at have været meget bevidst om dette i sin fortælling om Noah.

Men Aronofsky har uden tvivl også gjort sin research i forhold til den hebraiske litteratur og det verdensbillede som oprindeligt ligger bag. Detaljer som førstegangslæsere af historien næppe vil lægge mærke til, har Aronofsky nøje noteret sig og brugt i filmen, bl.a. Kains rolle i slægtshistorien og Metusalem (på hebraisk betyder hans navn "Hans død skal bringe dommen"). Det tjener filmen og historien godt, at Aronofsky fortæller den i sin bibelske kontekst af Edens have og den faldne menneskeslægt. De billedrige og visuelt stimulerende passager hvor han gør dette er noget af det bedste ved hele filmen, efter min mening.

Nogle ting i plottet kunne han dog med fordel have skåret fra eller ændret. Det meste af historien, som involverer Kam, fungerer ikke optimalt, synes jeg. I sidste ende bliver der bare lidt for mange knive i luften til at det virker spændende. Men ellers synes jeg filmen var medrivende, godt fortalt, eftertænksom, voldsom (som den skal være), utrolig flot og Clint Mansells dramatiske score gav positive associationer til "The Fountain". Dette er én af de bedre blockbusters, selv om jeg bare giver den 4/6.