Hvis filmen havde holdt de første to tredjedeles høje niveau, havde den uden tvivl været en øjeblikkelig sci-fi-klassiker, men beklageligvis falder niveauet noget i sidste akt, hvor historien bliver en temmelig rodet affære med for mange handlingstråde, der skal løses for hurtigt. Samtidig irriteres man også lidt over filmens unødvendigt store persongalleri, der reducerer en del besætningsmedlemmer til rene statister.
Ikke desto mindre er det en fremragende beretning, vi her har med at gøre, og til trods for at nogle af svarene så langsomt popper frem, skal den ikke mindst roses for sin evne til at holde på mysteriet og genskabe nysgerrigheden omkring fremmede væsner på en måde, som vi ellers stort set ikke ser længere. Ikke mindst af den grund er “Prometheus” et storstilet comeback for den intelligente og storladne science fiction-film og for en instruktør, der atter er tilbage i et element, som han behersker som kun få. Fremtiden er muligvis ikke, hvad den har været, men det er længe siden, den har været så god som her.
Se også: Filmz TV: Ridley Scott-tema og “Prometheus”-gallapremiere.
#351 Richard Burton 12 år siden
#352 HonoDelLoce 12 år siden
Fordi vi for en gangs skyld er enige (hvilket jeg nu har en snigende mistanke om faktisk sker ofte alligevel ;) ), eller fordi jeg anbefaler Sunshine? :P
#353 BN 12 år siden
Det gør jeg skam næsten hver morgen! ;-)
Jeg nød i høj grad de første scener med David alene (eller som den eneste vågne) i rumskibet. Virkelig stemningsfyldt. Navnet "David" gav mig associationer til Dave (Bowman) i '2001', og Davids ensomme, tidsfordrivende aktiviteter gav mig på samme måde mindelser om de første scener fra Jupiter-ekspeditionen i Kubricks mesterværk. Og at Michael Fassbender har haft HAL i tanke ved udformningen af sin karakter og stemmeføring er også tydelig. :-)
#354 Richard Burton 12 år siden
#353 Jeg tror efterhånden, jeg vil kunne nyde at se en film med Fassbender alene. Jeg har ikke set ham levere én middelmådig præstation endnu. Imponerende!
#355 BN 12 år siden
Helt enig.
#356 Babo84 12 år siden
Efter et par dage...
10/10
odds.... Insider, hvad var det på?
#357 Fellaheen 12 år siden
Det var nu også mest 2001 som parentesen skulle henvise til! Solaris er jeg lidt mere usikker på. Offret kan efter min mening godt ses som en Nietzsceansk film og jeg ved at Tarkovskij var interesseret i Nietzsche, om han var tilhænger eller ej kan jeg ikke sige. Generelt synes jeg at Tarkovskijs film også, udover at være et brud med materialismen, er et brud med metafysikken i sin helhed. Et opgør med "ordet" som føres ud i sin direkte affirmation i Offret, tænk blot på referencen til den uendelige genkomst. Huset brændes ned, det er en magisk handling, en transgression uden håb om tilbagevenden. Der er ingen sjæl i Offret efter min mening, sjælen er jo en sproglig idé og sproget har mistet sin kraft i Offret.
Egentlig synes jeg at opgøret med "humanismen" er eksisterende i både Solaris og 2001. 2001 er selvsagt, men Solaris er vel i sit opgør med sandhedssøgen og universalitet også anti-humanistisk. Det er jo netop den videnskabelige abstraktion eller troen på den ophøjede idéverden, inklusive sjælens idé, der går til grunde. Konklusionen er en tilbagevenden til noget nært og umiddelbart som jeg ikke forbinder med "sjælen", sjælen er noget meget mere højspændt og idealistisk. Derudover forstår jeg ikke den ideologiske modsætning som så mange ser mellem 2001 og Solaris. Som jeg ser det handler de begge om menneskets forvandling til over-menneske (altså natur) i mødet med det uudgrundelige og uforstålige.
Det interessante ved Tarkovskijs film er, synes jeg, ikke metafysikken eller troen, men derimod naturalismen. Hans afventende observation af virkeligheden i dens detaljerede rigdom, en naturalisme ala J.P. Jacobsens naturskildringer, som i sin mangfoldighed af liv og beskrivelser ender med at blive en slags suggestivt flimrende, men alligevel realistisk forankret afvigelse fra hvad man kunne kalde "hverdagsrealismen". Den kritiske eller repræsentative realisme ordner indtrykkene fra verden i et hierarki efter vigtighed, altså analyserer frem for at observere (der arbejdes dialektisk, med binære modsætninger som hos Eisenstein). Tarkovskijs film udspiller sig hinsides denne analytiske tilgang til virkeligheden, det vigtige i indstillingerne er tiden, ikke handlingen, og to scener, der følger hinanden er ikke nødvendigvis narrativt forbundne, men snarere rytmisk forbundne. Filmen skal dreje sig, ikke om klipningen eller montagen, men om selve strømmen i klippene, om virkeligheden i dem om så at sige – det er utrolig Nietzsceansk, synes jeg, viljen til at affirmere den umiddelbare perception. Er det ikke dét ”viljen til magt” er? At ”kunne se” og ikke lade sig undertrykke af kategorier og begreber, at se tingene som midlertidige fremtrædelser i stedet for evige fænomener. Se verden i sin ”gøren” frem for ”væren”.
Det er et opgør som f.eks. Ruiz også tager, et opgør med den ”central conflict theory” som dominerer filmverdenen og vores kultur generelt. Det er spændende at sætte Tarkovskij ind i en sammenhæng med poststrukturalisme eller dekonstruktion eller hvad man nu ønsker at kalde det - Guds nærvær i Tarkovskijs film afstedkommer nemlig af en perceptuel realisme og er ikke "fundet på" eller konstrueret. De udgør en modsætning til den klassicistiske, sluttede film, de er altid åbne og mangfoldige frem for sluttede og helhedssøgende. Man kan efter min mening godt betragte Tarkovskij som konklusionen på filmsprogets udvikling væk fra den klassiske film – en udvikling som starter med fransk impressionisme og poetisk realisme (Renoir, Vigo og Epstein måske) og går videre over i neo-realismen indtil den fuldendes i den filmiske modernisme i 60'erne og 70'erne.
#358 JannikAnd 12 år siden
Jo! Ihvertfald for Tarkovskij: Film skal altså ikke indeholde unødig drama eller æstetik, men i stedet være indskrænket til rekonstruktion af tid, og dermed liv. Fordelen ved filmmediet er jo netop, at det er i stand til at udforske den vitalitet, der opstår, når menneskers opfattelse af tid forvandles til noget organisk.
Men... er pointen ikke i Tarkovskijs film ikke netop, at Gud er død, og at mennesket har erkendt dette? De har muligvis fundet en ny gud i en pantelogisk essens, men Gud som ontologisk sandfærdighed er borte. Tarkovskijs film emmer jo også af nye "guder" manifesteret i egentlige ærkefaktummer: rummet i Solaris, Kirken i Andrei Rublev og ikke mindst Zonens Værelse i Stalker. Hellige rum, der alle agerer erstatning for den fraværende Gud. På det punkt er størstedelen af hans film jo hardcore modernistiske. Det er kun i Offret, at man fornemmer Guds nærvær. Og selv da er det utvivlsomt, om Alexander er profet eller hellig dåre.
#359 The Insider 12 år siden
#360 The Insider 12 år siden