Vis SpoilerFørst og fremmest bliver jeg hverken følelsesmæssigt eller intellektuelt grebet og stimuleret af den i nævneværdig grad. Manuskriptet er klart filmens allerstørste problem, da det slet ikke indfrier temaets grundlæggende potentiale for provokation og spirituel kontrovers. Oven på en overraskende, interessant indledning formidles en stor del af fortællingen ligeud ad landevejen, blot i et forjaget, udynamisk tempo. Jon Spaihts og Damon Lindelof har ingen forståelse for "show, don't tell", hvorfor de gennem størstedelen af filmen konstant lader karaktererne fortælle, hvad de ser, tænker og foretager sig til stor gene for undertegnede. Det underminerer fuldstændig Scotts visuelle fortællekunst, der i hans flotteste værker er domineret af dvælende, pirrende sanselighed og kølig, poetisk observation af det fremmedartede. Jeg værdsætter i højere grad sidste del af filmen, hvor talen gradvist forstummer og hændelser i større udstrækning forbliver uforklarede, selv om Scott heller ikke her gør sig bemærket med ovenstående talent. Det er naturligvis enhver filmskaber forundt at udvikle sig i nye retninger, så længe resultatet er tilfredsstillende. Grundlæggende oplever jeg bare hans “Prometheus” som kendetegnet ved solidt, til tider lettere sløset, håndværk blottet for lidenskabelig drivkraft.

Replikkerne er alt for ligefremme og fattige på subtekst, men de herrer Spaihts og Lindelof brillerer til gengæld med et væld af scenarier, hvori såkaldte eksperter demonstrerer amatørisme på højt plan. Hovedløst render de rundt og foretager sig den ene tåbelige ting efter den anden: hjelme tages af for et godt ord, fremmede elementer undersøges ikke nærmere, før de er bragt ombord til stor risiko for besætningen, overvågningen af to efterladte besætningsmedlemmer strandet midt i løvens hule droppes for et godt knald (foranlediget af ellers køligt reserverede, pligtopfyldende Vickers’ lynsnare optøning), hvorefter de to ellers så skræmte gutter bevæger sig direkte ind i det allerhelligste (hvilket de ellers kategorisk nægtede tidligere og derfor forlod selskabet for at vende tilbage til den formodede tryghed ombord på skibet) og vil klappe den muterede regnorm etc. I det hele taget finder jeg mange af menneskenes handlinger umotiverede og utroværdige samt iscenesættelsen af genvordighederne uinspireret og, med få kødeligt smertefulde undtagelser (primært aborten), blottet for såvel spænding som intensitet. Selv på det visuelle plan udebliver begejstringen i mangel på idérigdom og fascinationskraft. Jovist er det da i al sin sterilitet pænt at se på, men når jeg pirres af teknologiske landvindinger i science fiction, skyldes det altid en kombination af nytænkning på idéplanet og den visuelle præsentation heraf. I “Prometheus” visuelle udtryk er der intet, der for alvor skiller sig ud og tilføjer noget nyt, fremmedartet, overraskende eller fascinerende til “Alien”-universet. Selv de enkelte karakterer og scenarier er i høj grad præget af uinspireret genbrug fra tidligere “Alien”-film. Ydermere finder jeg symbolikken ret søgt visse steder, som f.eks. da Charlie stiller sig midt i billedet i Shaws rum efter at have drukket det sorte slim.
For øvrigt finder jeg det temmelig unødvendigt, at xenomorphens fødsel vises i filmen. Der er ingen grund til at følge det sorte slims udvikling helt til dørs, når det er så tydeligt, hvor det bærer hen. Og da slet ikke når gensynsglæden er så kortvarig, for det minder mig blot om "Alien"-seriens gennemslagskraft og får mig til at længes.

Blandt skuespillerne gør kun Noomi Rapace større indtryk. Jeg finder slet ikke Guy Pearce overbevisende i rollen som Peter Weyland. For det første forekommer karakteren mig en besynderlig blanding af olding og yngre mand* (primært grundet øjnenes kraftige pigmentering men hans makeup er også underligt påfaldende), og for det andet oplevede jeg ikke hans higen efter udødelighed som hverken desperat eller af særligt presserende karakter. Jeg havde klart foretrukket at se en ældre og mere overbevisende skuespiller i en mere helstøbt rolle. Desuden er brugen af Goldsmiths smukke “Alien”-tema, da Peter Weyland-hologrammet dukker op lidt for påfaldende og malplaceret. Det stak gevaldigt ud i forhold til resten af filmens musik, der er temmelig ensartet, ubetydelig og aldeles forglemmelig. Om jeg begriber, hvad Scott ser i Marc Streitenfeld. Ej heller hvorfor det har taget Scott så lang tid at skabe så forfladiget en fortælling.

* Det kan naturligvis være tilsigtet, eftersom Weyland antageligvis er over 100 år gammel og sikkert har været udsat for forskellig livsforlængende medicin og implantater. Desuagtet savner jeg den erfaringsmæssige ballast og tyngde i hans væsen, som kendetegner ældre sjæle.