Djævelen fra Hells Kitchen slutter sig endelig til Disneys brede superhelte-ensemble, og her demonstrerer han, hvordan man rigtigt uddeler næseblod og brækkede knæskaller.

Efter at have viftet ham om næsen på os i en række små cameo-godbidder, er Matt Murdock – synshæmmet advokat om dagen og maskeret crime fighter om natten – endelig vendt tilbage i sin egen serie, og så endda som en officiel del af Marvel Cinematic Universe.

Siden Avengers: Endgame som et lyn ramte alverdens biografer i 2019 og tilsyneladende banede vej for en lys fremtid i genren, har nye MCU-projekter dog stort set kun været forbiere efter forbiere, og de seneste år har det ærligt talt været barskt at kalde sig selv Marvel-fan. Selv havde jeg næsten givet op på franchisen, så hvis det var op til en enkelt mand at redde dagen og hive mig tilbage til skærmen, var det nok ingen ringere end Daredevil selv. Det er bevist før, at han kan se godt ud i en tv-serie, så en efterfølger af den kaliber er tilsyneladende Marvels bedste chance for at modtage ros i stedet for ris for en gangs skyld.

Og det føles heldigvis som om der knap er gået en dag, siden vi sidst vinkede farvel til Matt og hans vennegruppe. Freden har sænket sig over New York, og i det allerførste minut nåede jeg lige at tænke: “Hvad kan de overhovedet finde på denne gang?” Men så tog serien også fart med et bragende startskud. Med det samme da Daredevil begyndte at banke løs på en skurk gennem en snæver trappeopgang, en scene filmet i one take, følte jeg mig helt tryg igen. Serien forstår sit publikum, og har man fulgt med i den forrige Daredevil-serie, rammer den her dig lige i hjertet.

En tragedie fører til at Matt lægger superhelte-masken på hylden, og på samme tid forsøger hans tidligere nemesis – mafiabossen Wilson Fisk  også kendt som Kingpin – at stille op som New Yorks nye borgmester. Begge mænd hævder at være nye, forbedrede versioner af dem selv, men facaderne begynder langsomt at sprække, når deres veje krydses, og gamle sår springer op. Kan man redde en hel storby fra forfald, og stadig holde sig indenfor lovens grænser?

Charlie Cox holder stadig fysikken oppe som Daredevil, selvom 10 år er gået siden han først tog dragten på. Jon Bernthal leverer endnu engang en rå og troværdig Punisher, og Vincent D’Onofrio glider også ubesværet ned i rollen som Wilson Fisk, som var han Askepot med sin tabte sko. 

Vi præsenteres for et mere rå og virkelighedstro New York, end vi er vant til når det gælder superhelte. Byen lider stadig under de masseødelæggende hændelser fra de store blockbuster-film, og vi er helt nede i øjenhøjde med de bekymrede borgere. New Yorks sikkerhed er nu splittet i en kamp mellem en korrupt politistyrke og lovløse selvtægtsmænd, der pibler frem af sprækkerne i byens fortov.

Jeg elsker hvordan serien trækker os helt ned på jorden, hvor det ikke handler om masseødelæggende trusler på tværs af dimensioner, men hvor det er hverdagsdilemmaer som menneskelig moralitet og dødelighed, der bliver tacklet. Derudover skubber den så også grænsen for, hvad MCU har turde at gøre hidtil. Vi så en del blod i Deadpool & Wolverine sidste sommer, men her ser vi både headshots og knuste kranier uden den komiske undertone, og hverken knivstik eller skudsår heler på magisk vis. Hvis du bliver ramt, er det for alvor.

At Wilson Fisk, den tidligere dømte storforbryder, kan sweet-talke sig vej til succes på den politiske stige, virker heller ikke så usandsynligt i 2025.

Vi vågner op til en skræmmende virkelighed, når linjen mellem godt og ondt sløres. Når to mænd støder panderne sammen i kampen for det samme mål, men med vidt forskellige syn på, hvad der er rigtigt og forkert. Kingpin er Daredevils forskruede spejlbillede, og derfor den perfekte modstander. Vi følger Wilson Fisks udfordrende hverdag såvel som Matt Murdocks, og man hepper faktisk på dem begge to, når man ser dem hver for sig. Problemet opstår, når de befinder sig i samme rum, og man pludselig skal vælge mellem den retskafne seriemorder eller den lovløse forkæmper for retfærdighed. Og selvfølgelig går vi med superhelten.

Jeg hader dog lidt de scener hvor Kingpin skal belæres om banale politiske dagsordner og regler, eller endnu værre, når unge mennesker skal lære ham at markedsføre sig selv i medierne. Det punkterer seriens stemning, når skurken reduceres til en elefant i en glasbutik. Det får ham til at se dum ud, og det underminerer hans ellers frygtindgydende karakter.

Daredevil: Born Again er lige det pusterum, Marvel stod og manglede. De har endelig taget et skridt tilbage og indset, at godt fjernsyn først og fremmest skal fungere på skrift. Laserstråler og nanotech-dragter er fede, men det hele falder på gulvet uden en sammenhængende og medrivende historie bag sig. Her er Daredevil et skridt i den rigtige retning. Grænser skubbes, personlige regler brydes, og pludselig står man som superhelt i en etisk gråzone.

Man kan se, de har haft det sjovt med at lege bag kameraet. Jeg synes især det er sejt, når det smalle skærmformat udvider sig, når Matt for alvor skal fokusere sine sanser for at stoppe en kommende trussel.

Det ligner på flere måder en fan film; passionen er høj, men kvaliteten kan desværre svinge en del. Fokuset ligger tydeligvis på actionscenerne. Der er fremdrift i historien, og man kan tydeligt kende episoderne fra hinanden. Der er bare det at… vi har set det meste før. Det er naturligvis en dejlig oplevelse at blive genforenet med en gammel ven, men inderst inde er man lidt skuffet, hvis de ikke har ændret sig selv det mindste.

Marvel-ficeringen trådte også ægte i kraft, da seriens eneste rigtige konklusion var, at vi skal huske at følge med i næste sæson. Netop som dens titel hentyder, er serien som et springbræt for kommende projekter. Det er hverken begyndelsen eller slutningen, og vi mindes om, at den blot er en dråbe i den uendelige historie, med fortsættelse for fortsættelsens skyld.

En ting jeg bed mærke i, var også markedsføringen for et helt katalog af forskelligfarvede Daredevil-dragter, der faktisk aldrig blev brugt en eneste gang i serien. Bedre held næste gang, tænker jeg.

Trods alt synes jeg personligt, at det er den bedste originale Marvel-serie, der har ramt Disney+, selvom barren måske ikke er den allerhøjeste. Produktionsteamet giver deres bedste med de kort, de har på hånden, og sammen har de løftet MCU til et højere punkt end på det seneste.

Er man nuværende eller tidligere die-hard Marvel-fan, er serien klart et must-see.

‘Daredevil: Born Again’ kan ses på Disney+ fra i dag.